tirsdag den 24. august 2010

Et lynvalg?

Mon det trækker op til en lille storm med et lynvalg for enden af tunnellen? Tanken er nærliggende, særlig fordi det måske netop nu er blevet attraktivt for regeringen, som måske er begyndt at tro på de kan snige en sejr igennem - når nu de alligevel har regeringsmagten...

Nu skal vi jo bestemt ikke forsøge på det umulige, nemlig at gøre statsministeren klogere, men der er ingen tvivl om, at samtlige basuner nok skal blive blæst den dag valgknappen bliver trykket på. Der er talrige sager at tage fat på, og når der skal diskuteres politik, så er det også på sin plads at måle og veje det ministerhold som statsministeren har valgt.

Ingen af dem er på nogen måde værd at anbefale. Den ene minister mere inkompetent og ude af trit med befolkningen end den næste - og listen vil ingen ende tage når det gælder hovsa-løsninger, løfter om eftersyn/undersøgelser m.v.

Retsfølelsen har aldrig lidt så stort et knæk som under den borgerlige regeringstid. Beskæftigelsen har aldrig haft det dårligere, og alligevel spildes der en masse krudt på folk som allerede har fundet nye jobs, fordi der lige skal "aktiveres" de sidste par uger før et nyt job (eller studie) tiltrædes. Finanserne har aldrig haft det dårligere i en tid hvor chef-indpiskeren, den tidligere beskæftigelsesminister, Claus Hjort Frederiksen viser sin absolutte despekt for alt det han ikke forstår...

Jo, sandelig en køn liste af fjollede personager, som på hver sin måde forbistret godt ved, at de skal ud og finde nyt arbejde, for ministre bliver de ikke ved med at være. Ingen af dem kan sige sig fri fra at være en del af en talentløs og fastkørt regering. Ganske som en leopard-kampvogn har det svært i kviksand, således er det også alene blevet kunsten at tælle til 90, som tæller for regeringen.

Lad os se hvad regeringen vil. De får INGEN støtte fra oppositionen, for ingen vil nogensinde medvirke til at støtte regeringens kurs. Nok ER nok!

Ingen kommentarer: