torsdag den 27. september 2012

Træt af løgn!

Mandag blev jeg sur, og - mildt sagt - træt af løgne i dansk politik. Under Socialdemokraternes kongres blev der henvist til vi var kommet bedre gennem krisen end andre lande. Allerede dagen efter kom OECDs redegørelse som sagde det diametralt modsatte.

Det afstedkom denne kommentar på Facebook:

Politik ER og VEDBLIVER AT VÆRE en børnehave. I går lød det fra Aalborg (kongressen hos Socialdemokraterne), at vi var kommet BEDRE gennem krisen end andre lande. I dag kommer OECD med en redegørelse som nu får Erhvervsminister Ole Sohn (SF) op af stolen med at nu skal vi vise løntilbageholdenhed de næste mange år fordi vi er kommet DÅRLIGERE gennem krisen end andre lande. "Sandhederne" skifter som vinden blæser.


Vi lærer vore børn at det er forkert at lyve. Dette gælder åbenbart ikke i politik, for dér er alt nærmest tilladt...

Det fortæller hvorfor mange oplever en vis politikerlede, og jeg kan ikke fortænke folk i at være både skuffede og desillusionerede når sandheden omgås så letsindigt som vi tydeligt ser.

Det er ikke så længe siden at vi konstant hørte sangen om hvordan det var en skandale vi ikke havde tilsluttet os Euroen. Så kom Grækenland-situationen, og det viste sig hurtigt, at Danmark klarede sig BEDRE end Eurozonen...

Først nu er €-sangen forstummet. Men politikernes lyst til levebrødspolitik i Europaparlamentet er ikke spor forringet - og dette til trods for, at vores nettoBIDRAG til EU er steget voldsomt. Vi får mindre ud af medlemskabet end vi betaler. Noget der ikke er ret meget fokus på, for sangen om Europas fremtid og historien synges stadig...

Bloggen vil fortsætte, men jeg kan godt love, at de skarpe analyser ikke bliver mindre skarpe i fremtiden, for kommentatorerne lader meget tilbage at ønske når de skal vurdere det politiske billede.

tirsdag den 18. september 2012

Videocast om formandsvalget i SF m.v.

Hermed et lille videocast om formandsvalget i SF samt andre nyheder der lægger op til ny profilering af partierne.

tirsdag den 11. september 2012

Er Ozlem en mulig kandidat?

I fortsættelse af min artikel om Ozlem Cekic kunne man godt tolke en meget spændende udvikling som pressen slet ikke har overvejet, og det er hvorvidt baglandet er i gang med at overveje, at bakke Ozlem Cekic op i forhold til at kandidere til at blive ny formand for SF?

Pernille Vigsø Bagge var meget aktiv i forhold til at strippe hende for udvalgsposter, hvilket i forvejen skabte stor uro i partiet - og er nu selv stoppet som gruppeformand. Det tolkes jo helt almindeligt fordi en gruppeformand har et nært parløb med partiformanden. Men der ER også andre muligheder.

Med i overvejelserne er jo nok, at mange VAR tavse da Ozlem blev lynchet. Et muligt payback som ville genoprette tilliden hos vælgerne til partiets politik...

Det er kun ren spekulation, men ikke helt umuligt at en outsider melder sig, og får chancen for at stille op for at genoprette en del af det tabte. Bliver spændende at se om der er kød på det suppeben når først valget skal afholdes i SF.

lørdag den 8. september 2012

Hvem TØR stille op til formandsposten i SF?

Det er et meget spændende spørgsmål der melder sig i lyset af Villy Søvndals udmelding om, at han ikke længere vil være formand for SF. Hvem TØR stille op til formandsposten i SF?

Som i alle andre politiske sammenhænge kan et nederlag blive en hæmsko hvis en kandidat senere vil stille op på ny, så det er en meget STOR satsning hvis en af de unge damer der nævnes nu i pressen (Ida Auken eller Astrid Krag) tager chancen nu. De kunne, dybest set, med fordel vente en omgang. De er begge unge kvinder, og situationen netop nu er farlig. Farlig fordi SFs ideologiske platform ligger meget fjernt fra den midtsøgende politik der føres netop nu.

En nedgang i meningsmålingerne og måske ligefrem et katastrofe-valg kan lynhurtigt sende en ny formand ud i en alvorlig ledelseskrise.

Min vurdering er derfor at det er meget modige mennesker der skal på banen, for det er en udfordring som kan ende med politisk kamikaze hvis det mislykkes.

God weekend til alle. :-)

fredag den 7. september 2012

Direkte fra Konventet?

Her i nat blev vi lovet, at TV2 News ville sende DIREKTE fra det demokratiske konvent. Det er foreløbig en svær skuffelse, for i nu over en halv time er det eneste der er sket at vi har lyttet til kommentarer fra Ulla Terkelsen, Jesper Steinmetz, Mads Fuglede, værten m.fl.

Godt nok med konventet i baggrunden - men uden lyd.

Der er ingen fornemmelse for hvad der bliver sagt, men om hvad eksperter, kommentatorer med videre mener om det der sker lige nu i den amerikanske valgkamp.

Her kunne danskerne have håbet at licenspengene var gået til at DR Update i det mindste havde åbnet den direkte linje frem for deres mini-version af seneste nyhedsopdatering i det lille PIP-vindue med tekster i højre side.

Vi har fået tygget maden gentagne gange, så der må gerne komme nyt indhold på skærmen. Beklager, men det er nyhedsdækning af dårlig kvalitet, også selvom der uden tvivl er mange af værterne er dygtige. Men kunne vi dog for pokker ikke få lov til selv at se og høre hvad der reelt BLEV sagt, i stedet for det hele skal filtreres?

Godt der findes andre kanaler til at finde de informationer vi ønsker. Det sørgelige er bare, at vi betaler licens for et produkt der reelt er ubrugeligt...

lørdag den 1. september 2012

Venstre ved man hvor man har...

Venstre lever fint op til patiets gamle motto, for Venstre ved man hvor man har. Finansiering af motorveje ved at sælge ud af landets guld, denne gang Danske Spil og Seruminstituttet svarer fint til den politik VKO førte mens Venstre sad i regering.

Finansiering ad den vej er som at tisse i bukserne - varmer en kort stund, derefter bliver det koldt, ildelugtende og ubehageligt...

Først kan vi med Danske Spil konstatere, at det tidligere hed Dansk Tipstjeneste. Det er en virksomhed som bringer en stor del af de spillede beløb tilbage til samfundet via udlodninger og støtte til mange alment velgørende formål. Hvad ville der ske efter et frasalg?

Vedtægter kan ændres, og reelt ville det KUN være almindelig spil-lovgivning der ville være gældende. Så ville formålet med selve organisationen stille og roligt forsvinde. Skatten skal nok blive betalt af overskud - derom ingen tvivl. Imidlertid kunne man frygte, at selskabet ville blive omdannet, som enhver ledelse ville få ret til efter det ikke længere var en statsejet organisation, med voldsomme ændringer til følge også på det område.

Hvad angår Seruminstituttet, så ville vi også opleve, at priserne på vacciner kom til at afhænge af udbud og efterspørgsel, og man ville ikke længere kunne få indflydelse på mindre økonomisk attraktive vacciner. Igen, et frasalg, som vil vise sig at modvirke samfundets interesser.

Så stor tak til Venstre for endnu et selvmål. Hvis Venstre var liberale kunne de forbinde historien med virkeligheden, så det er tankevækkende, at det kun er jagten på kortvarig økonomisk vinding der er målet...