onsdag den 27. november 2013

Finanslov med de borgerlige

Der er næppe ret meget der kan overraske længere. Oppositionen håner åbenlyst regeringen i spørgetimen et kort stykke tid før man 'får lov' til at lægge stemmer for regeringens finanslov. Alle har travlt ved håndvasken.

Det hedder sig pludselig, at 'man har en bred finanslovsaftale' fra Margrethe Vestager. Ikke at man har undladt at forhandle videre med sit parlamentariske grundlag. Det hedder sig også, fra Venstres formand Lars Løkke Rasmussen, at 'man fik reddet regeringen' efter de ikke kunne lande en aftale med Enhedslisten.

Taberne er, som Johanne Schmidt Nielsen ganske rigtigt sagde, borgerne som nu må leve med de forringelser som den rød-lilla regering er med til. Dette uanset om man vil acceptere begreber som nul-vækst, minus-vækst eller 'det muliges kunst'....

Det bliver en sjov valgkamp næste gang når A og SF skal forklare sig... :-)

mandag den 25. november 2013

Pisk eller gulerod?

Nu hvor regeringen har været ved magten i lidt over to år, er det vist på tide at gøre en smule midtvejsstatus.

Jeg vil i denne artikel fokusere på følgende elementer:
  • Indtrykket på vælgerne
  • Det politiske håndværk
  • Fik vi den lovede forandring?
  • Den politiske troværdighed

Indtrykket på vælgerne
Man skal ikke læse ret mange aviser før det er tydeligt, at selvom oppositionens leder, Lars Løkke Rasmussen, har dummet sig nærmest tragikomisk flere gange gennem de seneste år, så står han til at genvinde magten hvis der var valg i morgen.

Regeringen sagde ét før valget den 15/9-2011, og gjorde noget ganske andet.

Nok var der mange der blev sure over debatten om 'løftebrud', men hvad skal man ellers kalde det, hvis en regering gør det præcis omvendte af det de lovede før et valg? Mere om det i det sidste afsnit.

Tallene peger i retning af 92-94 mandater til blå blok. Så der VIL være et flertal. Og har man studeret nyere politisk historie vil man huske, at perioden siden Anders Fogh Rasmussen trådte til i 2001 var en politisk stabilitet fordi man rent faktisk BRUGTE sit flertal. Det valgte A, SF og de Radikale - sammen med støttepartiet Enhedslisten - at definere som blokpolitik.

Når man har flertal er det ens demokratiske RET at bruge dette flertal. Såre simpelt og ganske elementært hvis man mener noget med sine politiske holdninger. På både godt og ondt.

Det politiske håndværk
Jeg har skrevet flere artikler om regeringens situation, heriblandt 3. maj omkring reaktionen på buh'en ved 1. maj-arrangementerne, og 17. januar da jeg skrev statsministeren faktisk har hver en grund til i det mindste seriøst at overveje et job i udlandet.

Ét er i hvert fald sikkert: politik er blandt de mest beskidte håndværk.

Man bliver lynhurtigt genstand for endog meget grov - og ofte personlig - kritik når det går galt. Amerikaniseringen af politik har gjort at også journalister er begyndt at fokusere mere på personer end på holdninger.

I dét miljø skal man derfor være fuldkommen afklaret i forhold til det at gå ind i politik. Det er ikke et 8-16 job. HVER gang man udtaler sig er der en risiko eller chance for, at udtalelsen lander i dagspressen. Det er blandt andet sådan Liberal Alliance gang på gang udhuler det borgerlige flertal når nogle af deres mere fjollede elementer udtaler sig uheldigt igen-igen-igen. Hvis ikke det var fordi det var uhøfligt at sammenligne LA'ere med det gamle Fremskridtsparti, så er det nu engang alligevel - for en alt for stor dels vedkommende - landsbytosser der har fået en platform fordi det lille parti med sin relativt nye historie ikke fra starten havde en fuldkommen fast profil.

Det politiske håndværk mestres kun af ganske få der sidder i Folketinget lige nu. Alle opdaterer deres Facebook-profiler med mere eller mindre uheldige tekster, og når så deres 'fans' reagerer, så redigeres (eller slettes) teksten, fordi man godt bagefter kan se et problem.

Politisk håndværk BØR være mere end at opsende prøveballoner... :-)

Fik vi den lovede forandring?
Socialdemokraterne, SF, de Radikale og SF lovede en ny kurs hvis de kom til magten. De LOVEDE, at de ville forandre samfundet med et mere solidarisk sigte...

Bagefter blev opgøret med blokpolitikken til en UDHULING af den politik man præsenterede befolkningen for, og resultatet er, at regeringens politik i dag - i manges øjne - ligner et halvblåt/halvlilla miskmask.

Den politiske troværdighed
Når VKO kommer til magten igen vil der uvægerligt komme et opgør i de røde partier. Man vil gerne dæmpe gemytterne efter et relativt godt kommunalvalg, men glemmer fuldstændig, at det er de LOKALE kræfter der har gjort det godt siden flere har bevaret magten - bestemt ikke fordi partitoppen kan tage æren.

Man fristes næsten til at sige tværtimod, ikke sandt? :-)

Det er bestemt heller ikke Lars Løkkes adfærd der gør, at folk har stemt på V lokalt. Tværtimod.

Det er fordi LOKALE resultater kan ses LOKALT, og det LOKALE SPROG genkendes af de indbyggere som ellers skulle leve med valgene indtil næste lokalvalg.

Hvad opgørene i de røde partier vil ende med kan man kun gisne om. Ingen kunne nogensinde forudse den 180 graders drejning efter valget, så hvordan skulle man nogensinde kunne forudse hvilken hjerneblødning der kunne opstå midt i forvirringen efter et jordskredsvalg til Folketinget senest i 2015? :-)

søndag den 24. november 2013

Diskussionen om exit polls helt forfejlet

Journalister praler gerne af hvor gode de er til at se sager fra flere sider. Dog har diskussionen om exit polls i forbindelse med kommunalvalget forleden været helt forfejlet.

DRs vurdering, baseret på en tidlig exit poll, blev stærkt kritiseret da den viste sig at pege helt forkert i forhold til valgets slutresultat.

Det kan have MANGE årsager.

For det første LYVER mange når de bliver spurgt om hvilket parti de har stemt på. Det gælder blandt andet dem der stemmer på Dansk Folkeparti, og har også til dels været et af Enhedslistens udfordringer.

For det andet STEG valgdeltagelsen. Man kunne næppe fortænke socialdemokrater i at tage afsted når det så endnu mere sort ud, vel? :-)

For det tredie, så er der ingen opskrift på en pålidelig exit poll.

Lad os lige tage det sidste først. Når du laver en analyse med et par tusinde deltagere, fratrækker den statistiske sandsynlighed for løgn, dernæst den demografiske fordeling, og derefter skal kokkerere det hele om til landsresultater, så er der SÅ mange usikre faktorer, at det handler om RENT HELD at ramme helt plet.

Det er ikke raketvidenskab. Tværtimod er det såre naturligt, at Socialdemokraterne rent faktisk kan have fået stor gavn af den dårlige forudsigelse. At deres partiformand så nok er såret på stoltheden over at have holdt en tale alt for tidligt, er bare endnu et bevis på, at hun ikke aner spor om de usikkerheder der i forvejen er forbundet med exit polls.

Mod dumhed - og manglende politisk sans - kæmper selv guderne forgæves. :-)

torsdag den 14. november 2013

Godt Im får lov til at komme tilbage

Im og hendes thailandske mor får lov til at komme tilbage til Danmark. En stor lettelse for familie og venner (og resten af landet), som har undret sig over, at en familie brydes op når en dansk mand går bort.

Alle der har mistet familiemedlemmer kan sætte sig ind i sorgen og tabet. Det var så dobbelt for Im og hendes mor, for de blev udvist af landet.

Store kampagner på sociale medier og en intensiv debat satte fokus på emnet, og det endte så i aftes med en meget bred aftale i Folketinget - med alle partier undtagen Dansk Folkeparti.

Når man tænker på hvor mange mennesker der er i landet på det såkaldte 'tålte ophold', fordi de hverken er berettigede til asyl, men ej heller kan sendes retur, så var det lidt af et skarpt skud fra hoften at DF nu krævede at få 'sat tal' på hvor store konsekvenser en sådan aftale ville have.

Justitsminister Morten Bødskov sagde på skærmen at antallet vil være '10-15 stykker'. Næppe noget der kunne rykke det helt store, og under alle omstændigheder blot et første tegn på empatisk tankegang...

Det er meget naturligt, at Dansk Folkeparti spiller sit udlændingekort. Men i denne sag tror jeg godt man tør sige, at partiet er ude af trit med sin vælgerskare. Jeg tror, for at sige det ligeud, ikke der er ret mange der kan se fornuften i at udvise mor og barn alene fordi den afdøde far 'kun' var stedfar. Stensikkert er det, at mange af partiets egne vælgere godt kan sætte sig ind i, at der er stor forskel mellem konsekvens overfor kriminelle og så det regelrytteri som 'den gamle' lovgivning var udtryk for.

torsdag den 7. november 2013

....Så var det alligevel Lars Løkke der havde et problem...

Jeg skrev som bekendt et indlæg den 23/10 om, at det ikke kun var Lars Løkke Rasmussen der havde et problem med rejseaktiviteten. Nu viser det sig så, at Lars Løkke har overhørt flere påmindelser før han indsendte sine tal...

Man må undres over, at en tidligere statsminister, og kommende statsministerkandidat, kan se så mildt på sin egen indsats i forhold til indkaldelse af materiale fra Moderniseringsstyrelsen, når man samtidig ved, at han modtager knap 1½ million i efterbetaling efter sin statsministerperiode.

Ligegyldigheden over for at feje for egen gadedør når man efterlyser konsekvens over for alle andre her i samfundet er et stort tegn på dobbeltmoral.

Tag dig sammen, Lars!