onsdag den 25. juni 2014

Interessant analyse af topjob i EU

Det hænder, at det er spændende at følge politikere på Facebook. I dag var ingen undtagelse, for der kom disse vise ord fra MEP Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti:
Stor ståhej for ingenting – og dog…
Der tales meget om navne disse dage. Vores statsminister nævnes som kandidat til EU-topjob. Men der er tilsyneladende ikke mange, som reelt har forstået, hvad dette spil handler om. Man taler om at finde de rette personer til EUs centrale topposter. At finde dem med de rette kvaliteter. Men et blot minimalt spadestik dybere vil afsløre, at de igangværende forhandlinger intet har med personlige kvalifikationer at gøre. Det handler alene om magt. Og vel at mærke et magtspil mellem EU og medlemslandene (!), der afgør, hvem der fremadrettet skal udpege EUs øverste embedsmand, Kommissionens formand. Navnene, der nævnes, er blot brikker i magtens spil.

Spillet om magten begyndte med udgangen af 2009, hvor Lissabontraktaten trådte i kraft. Den medførte to fundamentale ændringer i EUs magtpolitiske struktur. For det første fjernede man vetoretten ved udnævnelsen af EU-kommissionens formand. Det sker nu med kvalificeret flertal. For det andet indføjedes en passus om, at den nyvalgte kommission skal afspejle udkommet af EU-parlamentsvalget. Det hele er opsummeret i TEU art. 17, stk. 7: ” Under hensyntagen til valget til Europa-Parlamentet og efter passende høringer foreslår Det Europæiske Råd med kvalificeret flertal Europa-Parlamentet en kandidat til posten som formand for Kommissionen”.

Med stor fanfare fik denne passus de føderale partier i EU til at udnævne deres foretrukne kandidater. I Dublin udnævntes – med premierminister Kenny som vært og Kansler Merkel som bivåner – Jens Claude Juncker som det konservative partis spidskandidat (EPP). Og under tilsvarende festivitas udnævnte Europas socialister den siddende formand for EU-parlamentet, Martin Schulz, ligesom mindre grupper (ALDE, De Grønne mv.) også meldte sig med kandidater.

Alt dette gik relativt ubeskrevet hen i de fleste lande. De færreste uden for EU-parlamentets fanatiske skare af revolutionære så den store værdi i de nye kandidater. Herregud, det var jo kendte – og slidte – ansigter. Gammel vin på nye flasker. I særligt eet land blev processen dog fulgt med stor interesse. Det mest markante fællestræk for alle spidskandidaterne – eller spitzenkandidaten, som de siden skulle blive kendt – var nemlig, at de alle havde tysk som hovedsprog. Gradvist blev processen derfor stadig større i de tyske medier og tysktalende lande. Mens det formodentligt er de færreste danske vælgere, der har tænkt på ”Præsident Schulz” eller ”Præsident Juncker”, da de stemte på socialdemokraterne eller De Konservative, spillede disse kandidater faktisk en rolle i den tyske debat. Ja, tyske medier har endda kaldt det forræderi over for vælgerne, hvis Merkel ikke kan levere Juncker som EU-kommissionsformand. EPP blev jo netop størst ved valget og syd for grænsen har man for længst lært at læse Lissabontraktaten, som Bruxelles ønsker det.

Dette skal imidlertid ikke forstås sådan, at Merkel er vild med Juncker som person eller anser hans politiske kvalifikationer som uundværlige i fremtidens EU. Nej, tværtimod. Den eneste grund til, at Merkel støtter Juncker, er, at EPP har valgt ham og at hun presses til at støtte EU-parlamentets nye og selv-definerede kompetence. Hvordan er Europas nye Jern-lady da endt med at være underlagt mediernes lune? Her skal svaret findes i Junckers modkandidat – Martin Schulz. Udover at have været formand for SD-gruppen i EU-parlamentet og formand for EU-parlamentet de seneste 2½ år, er Schulz nemlig tysk og har med succes bearbejdet Siegfried Gabriel til at støtte sig som kommissionsformandskandidat. Det er nemlig den eneste måde, hvorpå SPD kan komme i nærheden af som koalitionspartner med Merkel at få kommissionsposten.

Stod det til tyskerne, kunne sagen således løses enkelt. Bruxelles og medierne får Juncker. Og Merkel får fred. Men så nemt er det ikke. På den anden side af Kanalen er en anden premierminister nemlig under tilsvarende stort pres. Her har man ingen nedskreven forfatning, men besinder sig på praksis, erfaring og præcedens. Man er sig derfor meget bevidst, at har man først én gang givet sig for EU-parlamentets ret til at udpege Kommissionsformanden, da vil den ret for altid være overdraget fra medlemslandene. Endnu en pinefuld suverænitetsoverdragelse, som naturligvis er helt uspiselig for David Cameron, der i øvrigt støttes fra flere statsminister-kollegaer, herunder Rütte, Orban og Reinfeldt.

Det store spørgsmål er derfor, om Merkel har viljen til på denne uges topmøde simpelthen at køre Cameron over for at gennemtvinge Juncker. Det morsomme er bare, at det intet har med Juncker at gøre. Det handler alene om magt-kampen mellem EUs føderale institutioner (EU-parlamentet) og medlemslandene. Hvem skal afgøre navnet på EUs mest magtfulde embede? Som så ofte før, er de institutionelle magtopgør vigtigere end den førte politik. Og så undrer man siger, at det går skidt…?

For Cameron minder sagen faretruende om topmødet i november 2011, hvor Tyskland havde brug for at stramme styringen af eurolandenes finanspolitik og derfor blev enige om finanspagten. Her tog den britiske regering til topmødet i forvisning om, at det ville kræve en traktatændring og at man derfor havde veto-ret. Det sendte følgelig chokbølger gennem London, da Merkel kørte hen over Cameron og blot gennemførte sit strammergreb i en mellemstatslig aftale. Er Merkel villig til at ydmyge Cameron igen?

Ja, hvis nødvendigt. Men helst ikke. Det kan nemlig yderligere styrke den britiske eu-modstand. Og hvis der er noget, Merkel ikke ønsker, så er det at presse Storbritannien ud af EU. Dette er Camerons eneste forhandlingspunkt. Og det er i dette lys, at andre kandidater for tiden diskuteres. Ikke for deres personlige kvalifikationer, holdninger eller politiske præstationer. Men som brikker i et spil, der skal tilfredsstille de implicerede parter i trekantsdramaet: Merkel – Juncker – Cameron.

Og hvem kan så det?

De tyske medier har været meget optaget af Helle Thorning Schmidt. Mest fordi hun – paradoksalt nok – anses som en mulig appel til UK. De tyske medier plejer at være særdeles godt underrettet og det er da også rimeligt at antage, at Thorning har opbakning fra ikke bare Merkel, men også flere andre, herunder også Cameron. I London ses hun nemlig ikke som den ”european by heart”, hun ellers beskriver sig selv som. Her ses hun som repræsentant for et nordisk, eu-kritisk land. Det kan nærmest virke ironisk, at Thornings karrieremuligheder hviler på den sindige, danske eu-kritik…men sådan er livet jo så underfuldt.

I Frankrig har IMFs magtfulde formand, Christine Legarde, været diskuteret. Men det synes urealistisk af mindst to grunde. Dels fordi hun tilhører et andet parti end Hollande, som i givet fald skal udpege hende. Og dels fordi hun som IMF-formand gang på gang i løbet af euro-krisen har vist sig som den realist, der talte Sydeuropas problemer op, mens Bruxelles forsøgte at lægge låg på. Imidlertid er det tvivlsomt, om Hollande vil acceptere en råds-formand fra et ikke-euroland (Thorning), så længe euromøderne føres her. En løsning kan være, at man formaliserer euro-gruppen og udpeger en stærkere person til at lede møderne. Quindos fra Spanien nævnes i krogene… Det ændrer dog ikke noget for Hollande vis a vis en post Kommissionen, som han allerede har lovet sin tidligere finansminister, Muscovici, der går benhårdt efter at afløse finsk Rehn som økonomikommissær.

Det er generelt anerkendt, at Østeuropa nu har krav på én af top-posterne. Som et bud nævnes Lithauens præsident Grybauskaite. Hun har tidligere været budgetkommissær, men kan udenrigspolitisk være svær at håndtere på grund af sin hårde retorik mod Rusland. Indtil for nyligt var polske Sikorski derfor et stærkt bud. Men nylige afsløringer af hemmelige USA-kritiske samtaler kan også bringe hans kandidatur i fare.

Kabalen skal som minimum indeholde en østeuropæer, en kvinde og én fra EPP. Og af andre dark horses, som kunne trækkes ud af stalden, nævnes irske Kenny, som imidlertid tabte EP-valget stort, samt finske Katainen, der allerede har meldt sig klar. Men reelt er der ingen, der ved det. For som sagt handler kabalen slet ikke om personer, men om en armlægning mellem EU og medlemslandene. I det lys er det ikke underligt, at Thorning har meldt sin klare støtte til Juncker. Naturligvis støtter hun, at EU-parlamentet får styrket sin magt. Allerede af den årsag burde alarm-klokkerne bimle over London…
Fortsat god dag til alle. :-)

lørdag den 21. juni 2014

Når kritikken ikke VIL forstumme

Der er mange stemmer i kritik. Protestpartier har det glimrende med at være uenige med stort set resten af Folketinget. Sådan startede flere partier. Nogle af dem er ikke længere i Folketinget, mens andre har ændret kurs.

Det kunne jo være tegn på, at politikerne var blevet klogere, når de skifter mening. Jeg er dog i tvivl ind imellem, for nogle gange er det som om det alene handler om at mele egen kage når folk går ind i politik.

Når folk således diskuterer hvorvidt Lars Løkke Rasmussen kunne have solgt sig dyrere, så er det samme opskrift. Kritikken vil bare ikke forstumme, og det er nu engang nemmere at skyde med skarpt når formanden i forvejen står i strid modvind.

Uden for Folketinget har man princippet, at man ikke træder på folk der ligger ned... :-)

Inden for Borgens mure er det ganske anderledes. Her handler det om profilering, og blæse være med resultaterne. Kan man score et par points, så er det vigtigere end noget andet.

Havde den borgerlige lejr stået stærkere, kunne de jo gå efter et valg, men netop nu er det faktisk - af uransagelige grunde - lykkedes for rød blok at befinde sig i en situation hvor de MÅSKE kunne vinde et valg hvis det blev udskrevet i morgen.

Det bliver det naturligvis ikke, for der sker intet før Folketingets formelle åbning i oktober, men principielt forklarer det jo hvorfor Venstre måtte gå efter et forlig. Man stod slet ikke stærkt nok til at forsøge at afprøve et flertal ved at nægte at samarbejde med Socialdemokraterne og de Radikale.

Utroligt folk ikke for længst har gennemskuet denne sammenhæng...

God søndag til alle. :-)

lørdag den 14. juni 2014

Vi mangler politikere med visioner

Vi mangler politikere med visioner. Så enkelt kan det siges...

Det er tankevækkende, at så meget taletid på Folketingets talerstol handler om, at folk klandrer HINANDEN for DERES politik i stedet for at præsentere sine EGNE holdninger og ideer, for derefter at indgå i konstruktive diskussioner.

Det ender alt for ofte i pæle-tisseri og fluekn*pperi om detaljer som skal få modparten til at virke latterlig -- og INGEN kommentatorer har endnu forklaret hvor meget disse politikere SELV bliver til grin.

Måske fordi alt for mange kommentatorer lefler for selv en dag at få en rolle i dansk politik, men det er bare ikke i orden. Hvis du har ansat en kvalitetskontrollør, skal han ikke varetage egne interesser, men sørge for kvaliteten i de produkter jeres virksomhed producerer.

Sådan burde det også være i medieverdenen. Når der skal gives en skideballe, så må den gives, ganske som det også ville klæde flere at turde ROSE hinanden når de gør noget virkelig godt.

Det sidste kan man sige fødevareminister, Dan Jørgensen, fik lejlighed til da han satte alle sager om aflivning i bero under hensyntagen til den nye lovgivning der træder i kraft 1. juli 2014. En lille detalje er dog, at magtens tredeling nu officielt er brudt når en minister kan blande sig direkte i enkeltsager, men han gjorde det dog i en god sags tjeneste.

God weekend til alle. :-)

tirsdag den 10. juni 2014

Lukningsdebatter ender i drillerier

Man må konkludere, at lukningsdebatter ender i drillerier, for der er ikke meget substans i at følge debatten fra Folketingssalen.

Når man så oplever privatister gå på talerstolen for at angribe hinandens politik, ja, så ender det altså i det rene teater og skuespil...

Jeg savner ganske enkelt ord for debatten, og glæder mig over jeg kun fulgte den her til aften efter jeg kom hjem fra job - indtil jeg nu lukker ned, og ønsker alle en god nattesøvn. :-)

mandag den 9. juni 2014

Når statens virksomheder driver social dumping

Jeg forstår godt de røder kinder hos politikerne når vi under en rød regering kan konstatere, at PostDanmark bryder alle retningslinjer ved at drive social dumping. Det er jo præcis det befolkningen har pointeret ved flere lejligheder.

Først når dette åbenlyst dokumenteres på prime time på TV2 tages der skridt til handling, og det er bare ikke godt nok!

Politikerne er så forelskede i alt der bare minder om EU, og det er på høje tid, at befolkningens indsigelser bliver taget alvorligt. Men politikerne VIL ikke forstå det før begmanden serveres så tydeligt at jordskredsvalget i 70'erne kommer til at minde om et 'almindeligt' valg - og set i dét lys kan det hurtigt blive ganske interessant når danskerne får nok.

Uffe Ellemann-Jensen lærte det i sin tid på den hårde måde, og historien vil uden tvivl gentage sig...

lørdag den 7. juni 2014

Grænsen mellem videnskab og politik

Vi kender alle situationen hvor en økonomisk ekspert kommer i studiet, og meget af det der bliver sagt, lyder ganske fornuftigt. Pludselig sker der et skift, og uanset hvor lille, så kan der være tale om, at eksperten bevæger sig fra videnskab over i politik...

Vi ser det meget tydeligt når vismænd udtaler sig meget kategorisk om nationaløkonomien. Når tallene skal konkretiseres, siges der gerne 'vi har ikke tid til at fordybe os i tallene, men...' eller en variant af samme forklaring.

Økonomen véd det godt selv, inderst inde.

Det kan være svært for mange, at tydeliggøre hvornår man bevæger sig fra det man véd over i det man føler eller tænker om et emne.

Vi ser lignende situationer når politiske kommentatorer skifter holdning afhængig af hvem de repræsenterer. Det er fair nok at ændre mening gennem livet, men objektiviteten ryger hvis ikke man forholder sig analytisk til situationen.

Jeg har selv måtte vurdere fra sag til sag når jeg har skrevet på denne blog, for den handler jo ikke 'kun' om hvad jeg tænker om politik, men om at gøre svære ting nemmere at forstå for dem, som endnu ikke har bevæget sig op på nørd-niveauet i politik, og/eller ikke har tid til at fordybe sig i politik.

Min ambition er at jeg altid selv gør opmærksom på hvornår jeg bevæger mig fra analysen over i holdninger til begivenhederne...

God weekend. :-)

onsdag den 4. juni 2014

Lars Løkke Rasmussen overlever hovedbestyrelsesmødet

Lars Løkke Rasmussen gjorde det ingen troede muligt. Han overlevede hovedbestyrelsesmødet. Så tæt på, og så alligevel et videre mandat.

Der er næppe nogen der tvivler på, der er kommet hul på bylden. Oprøret er i gang, og processen er startet - men alligevel temmelig godt klaret af Lars Løkke, der før mødet, så ud som en slagen mand...

God grundlovsdag til alle i morgen. :-)

tirsdag den 3. juni 2014

Nøglerne kun til låns...

Når Lars Løkke Rasmussen senere i dag bliver fhv formand for Venstre, vil man kunne huske ham for sin exit-replik da han overdrog nøglerne til statsministeriet.

Nøglerne var kun til låns i politik, fordi magtbalancerne skifter. Det blev nærmest profetisk efter nyhederne om overforbrug og bilagsrod...