søndag den 31. maj 2015

Enhedslistens valgkampagne - valganalyse 5

Der er ingen tvivl om, at Enhedslisten er glade for, at statsministeren endelig trykkede på valgknappen. De siger i forvejen farvel til Frank Aaen som MF'er, og selvom han fortsætter på menigt plan, så ville det være dobbelt-øv, hvis de havde måtte sige farvel til Johanne Schmidt-Nielsen.

Enhedslisten har fået rigtig mange sympatisører under den røde regering, for samarbejdet mellem Socialdemokraterne og de Radikale trækker veksler - set ud fra et rødt perspektiv.

Johanne har været en af de folketingsmedlemmer, som mest tydeligt har talt imod regeringen når de har lavet lilla politik, og der er ingen tvivl om, at hun derfor vil få et kanongodt valg til partiet.

Man kan altid diskutere om de grønne tanker fylder lige så meget blandt befolkningen som i retorikken, men i hvert fald er det nye toner, at man sågar er parat til at lave en aftale med SF og Dansk Folkeparti til sikring af en dagpengeløsning. Nye toner man ALDRIG ville have hørt for bare et par år siden.

Rigtig god søndag til alle. :-)

lørdag den 30. maj 2015

Liberal Alliances valgkampagne - valganalyse 4

Liberal Alliance har et rigtig godt kort på hånden, og de bruger det. Finansministeriet har lavet en beregning af LAs samlede politik, og det VIL give vækst. En langt større vækst end regeringens egne vækstpakker.

Det er jo en, mildt sagt, ironisk situation for en regering at ville have et ministerie til at lave en sviner, og så kommer svaret retur som nærmest en blåstempling af Liberal Alliances politik.

Alle kan sige sig selv, at ren liberalisme godt kan trives i en kapitalistisk verdensorden. Som englænderne siger: Money talks - pengene taler.

Der er flere steder hvor Liberal Alliance følgelig har måtte give køb på nogle af deres idealer. Enhver er sin lykkes smed kan ikke dyrkes rendyrket i et samfund præget af krisen. Man forsøger at snige sig uden om ved at tale om, at det er en proces der tager lang tid at gennemføre, men ikke desto mindre står det klart, at der ER mangel på energi i dansk økonomi.

Folk er, kloge af skade, mere fokuserede på nedbringelse af gæld og evt. mulig opsparing, hvilket jo er klogt nok ud fra et privatøkonomisk perspektiv, men i nationaløkonomisk perspektiv er det håbløst når forbruget er bremset.

Folk skal naturligvis have dagligvarer, men de køber ikke luksusvarer. Bilen kommer til reparation næsten for sent, og alt dette skyldes naturligvis, at samfundet har oplevet små lappeløsninger fra regeringen. Vækstkommissioner kan ikke vække regeringen, så i det perspektiv har Anders Samuelsen jo lugtet lunten ganske godt, og det vil nok være en af grundene til de får et rigtig godt valg.

Ét er sikkert: hvis man vil have vækst, er Liberal Alliance et rigtig godt bud. Dog skal man så også være op,ærksom på, at der ikke har været nogen svar på den efterregning som den tidligere regering skylder for dagpengereformen. Det nytter ikke meget kun at tale om fremtiden og nye synergier, hvis ikke man vil stå ved sine handlinger og de politikker man har støttet.

onsdag den 20. maj 2015

En finansminister uden for pædagogisk rækkevidde

Det kan godt undre lidt når vi ser finansminister Bjarne Corydon stå og benægte selv antydningen af, at han skulle have gjort noget forkert. Her til formiddag ville han ikke tilkendegive at være nervøs, men tog da samrådet alvorligt.

Enhedslisten er parat til at vælte Finansministeren i et mistillidsvotum - og der er støtte fra bl.a. Dansk Folkeparti. Politisk kommentator Hans Engell påpegede, at Venstre nødigt ville gå med, fordi de ikke ville skabe præcedens... Tøsedrenge!

En regering må have tillid til sit finansudvalg, ganske som det her altså ikke burde være en børnehave. Alle MF'ere er helt sikkert klar over, at mange af de sager de kommer i kontakt med kræver diskretion, så hele dén del af forklaringen er ret tyndbenet.

Det bliver et spændende samråd når det gennemføres...

torsdag den 14. maj 2015

Man skal ikke kaste med sten når man selv bor i et glashus

Dagens titel er velvalgt, for det er præcis det blå blok er i gang med, når det gælder diskussionen om hvad statsministeren burde, kunne eller skulle have sagt til det pressemøde som nu diskuteres. Om 4 timer er hurtig reaktion eller ej er en politimæssig vurdering - ikke noget som vi almindelige mennesker kan tage stilling til.

I situationen gjorde statsministeren det eneste fornuftige. Hun agerede som en god leder, og det BURDE den borgerlige opposition kunne genkende. Når Lars Løkke Rasmussen derfor efterfølgende interviewes på tv, og begynder at væve udenom da han bliver spurgt hvorfor han ikke retter statsministeren hvis hans overblik er bedre, kommer der en påstand om, at han ikke havde fulgt alle pressemøder.

Har vi ikke set det før? Var det ikke også nogle af de forklaringer vi så i forbindelse med den famøse skattesag?

Lad os nu være helt ærlige og direkte. Er der nogen her i landet, der tror på, at man ikke har spotlys på ALT hvad regeringen gør lige nu? Uanset om det er at slippe en vind, eller lave den mindste fortalelse, så ER oppositionen vågen.

Lidt for vågen, kunne man indvende. For substansen er der ingen tvivl om. Man havde gjort præcis det samme, hvis blå blok havde regeringsmagten. Nu risikerer man så bare, at medlidenhedsstemmerne falder ud til regeringens fordel, når man begynder at køre for hårdt frem i denne sag.

Der kan sagtens være ting vi alle kan lære af denne sag. Måske skulle man lave et terrorkorps, magen til det vi kender i form af Rejseholdet, som hidkaldes i svære sager. Men når selv skydetræning er mangelfuldt blandt politistyrkens personale, så er der et stykke vej, før man kunne etablere sådan et korps. Dét ville være en diskussion man gad at følge med i, for den indeholder noget læring, som kunne være til gavn for nationen.

Men at diskutere hvad man skulle, burde eller kunne have sagt kort tid efter hændelserne er simpelthen en af grundene til at politikerleden er ved at brede sig i befolkningen - og det er et utroligt selvmål, hvis man ellers havde dygtige rådgiver at støtte sig til hos partierne i oppositionen.

God weekend herfra.

fredag den 8. maj 2015

De Konservatives valgkampagne - valganalyse 3

De Konservative skabte stor debat da Naser Khader begyndte at tale om 'nazi-islamisme', og mange iblandt os følte, at man var ved at nærme sig noget moralsk forkasteligt ved at sammenligne islamisme med nazisme. Naser holdt fast, og fik sin partiledelses opbakning. Det kan man jo tænke en del over...

Naser Khader har sit publikum - ingen tvivl om det. Men en ny partitop kan sammen med denne 'nye' strategi godt blive noget udfordret når vi når frem til valgdagen, for STOP-kampagnen klinger en smule hul efter den hårde medfart.

Man SIGER det rigtige, men spørgsmålet melder sig om man kan få gennemført sin politik. De Konservative er, trods alt, det mindste parti i den borgerlige blok. Selv Liberal Alliance kan mønstre flere stemmer, og det må vække en vis uro på Christiansborg når partitoppen skal tage stilling til både sin historiske rolle, men samtidig kan se tilbage på de gyldne år i 80'erne hvor Poul Schlüter var statsminister.

Der er en årelang kamp mellem Dansk Folkeparti og de Konservative, og dette har skabt en vis uro i den blå blok, og Lars Løkke Rasmussen kan ikke være helt sikker på solidt flertal med de mange soloudmeldinger der kommer. Traditionelt har de Konservative stået for en stram retspolitik, og denne rolle har DF overtaget med Peter Skaarup ved roret som retsordfører.

Så Konservative har mange flanker der skal dækkes af, politisk betragtet. :-)

Mai Mercado gør meget for at profilere partiet i såvel etablerede medier som tv som på de sociale medier, og hendes søde ansigt sælger uden tvivl billetter, men det er ikke helt nok, at man har enkelte gode kort på hånden. Søren Pape Poulsens første valg bliver derfor spændende, og vi får at se hvordan de Konservative fortsætter sin valgkamp.

tirsdag den 5. maj 2015

Venstres valgkampagne - Valganalyse 2

Som anden valganalyse må det nødvendigvis være Venstre, oppositionens største parti, der gennemgås. Her går vi sandelig ikke forgæves når det gælder løftet om ansvar, redelighed og pålidelighed.

Kontraktpolitikken er afskaffet, men det ligger i det underforståede budskab, at Venstre mener det samme før som efter et valg. Man minder befolkningen om løftebrudene hos den nuværende regering, og fortæller befolkningen, at regeringen faktisk fortsatte den blå finanspolitik, ganske som skitseret i regeringsgrundlaget.

Man er sig bevidst, at befolkningen har en holdning til Venstres formand, men vover alligevel pelsen med formanden i forreste række. Man vil gerne signalere enighed med formanden, og ryster ikke spor på hånden, for med en svag regering følger også, at man er parat til at kalde en spade for en spade.

Jeg vil gætte på, at alle er forberedt endog meget grundigt i det at kunne besvare både hvad man vil, men også hvordan man har tænkt sig at gennemføre det, også selvom de Konservative er begyndt at tage særstandpunkter, helt ligesom Dansk Folkeparti.

Lars Løkke Rasmussen har den indlysende fordel, at de blå partier er parat til at sluge mange kameler for at få et borgerligt projekt til at lykkes, og det giver en vis selvtillid. Vi vil kigge nærmere på den blå blok når alle partiernes valgkampagner er gennemgået. Der er en del spændende ting at bemærke, så stay tuned. :-)

søndag den 3. maj 2015

Socialdemokraternes valgkampagne - Valganalyse 1

Socialdemokraterne burde jo vide hvornår der trykkes på valgknappen. Deres formand, statsministeren Helle Thorning-Schmidt, er jo personen, der kan udskrive dette folketingsvalg. Et folketingsvalg der allerede optager en del mennesker på de sociale medier. #fv15 kan du selv tjekke hvis du lyster...

I dét perspektiv er det måske netop på rette plads, at jeg på denne blog gennemgår ALLE partiers valgkampagner som optakt til denne valgkamp.

For hvad er egentlig det vigtigste for os danskere i den kommende valgkamp? Spørgsmålet er interessant, for jeg tror danskerne har helt andre fokusområder end politikerne. De tænker ikke KUN på dagpenge, men f.eks. også på pensionsalderen. Hvorfor skal politikere kunne pensionere sig tidligere end den almindelige befolkning?

Tryghed i hverdagen er også noget der bekymrer os alle. Vi hører om kriminalitet hvor politiet knap gider komme forbi når vi oplever indbrud, ligesom vi oplever kendisser som slipper billigt fra at bide politibetjente, hvilket bagefter sender et signal til vores børn om, at nogle kan tillade sig mere end andre. Hvorfor underminerer man politiets arbejde ved først at beskære deres økonomi gennem politireformen (vedtaget under VKO) for bagefter at pålægge dem en masse opgaver under terrorlovens hellige vinger, uden samtidig at sørge for reelle forbedringer i politiets bevillinger?

Vores samfund er ved at udvikle sig til det rene Kammerat Napoleon hvor nogle er mere lige end andre, og når Socialdemokraterne tillader sig at spørge hvad der er vigtigt for danskerne, ønsker mange i stedet at vide hvorfor de spørger? For efter et valg kan enhver jo konstatere, at kunsten at 'kunne tælle til 90' er vigtigere end reelle forklaringer på hvorfor det alligevel ikke lykkes at gennemføre den politik man går til valg på...

lørdag den 2. maj 2015

En alternativ 1. maj tale

Jeg havde allerede skrevet denne alternative tale, som jeg udgav på min private blog i går, men tænkte, at det politiske budskab måske også var relevant her på bloggen.

Når vi i dag ser nyheder vil vi møde en masse spekulationer om hvad statsministeren og hvad oppositionens leder har at sige på dagen. Vi vil høre om meningsmålinger som har givet rød stue medvind i sejlene, velvidende, at meningsmålinger ofte ikke er det papir værd, som de er blevet trykt på.
Hvis jeg skulle holde en 1. maj-tale, ville den handle om mere end politik. Vi ved alle, at arbejdernes kampdag handler om den fundamentale uretfærdighed, at man på de bonede gulve elsker at rose ledelsernes indsats, velvidende, at den menige ansattes indsats alt for ofte overses. Ledere er alt for dårlige til at bringe rosen videre. Det var de da arbejderne begyndte at kæmpe, de er det i dag, og de vil stensikkert også være det i fremtiden.
Vi har nemlig de ledere vi fortjener, ganske som vi har de politikere vi fortjener. Vi har nemlig aldrig valgt at tænke alternativt, og her tænkes ikke kun på de nye partier, som satser på at komme ind på Borgen. Der mangler mod og holdninger. Alt er midtsøgende, kompromisskabende, og alt i alt møghamrende kedeligt – hvilket jeg også var inde på her på bloggen [den private blog i artiklen med titlen Rart folk læser det jeg skriver] i går da jeg talte om holdninger.
Arbejderne kan glæde sig over en festdag hvor de kan nyde hinandens selskab, drikke et par bajere og nyde tanken om, at der stadig er noget at kæmpe for. En flygtig illusion, for magthaverne vil blæse på de tanker der kommer fra græsrødderne. Det ses jo alt for tydeligt i den skoling man har fra ungdomsorganisationerne. Dér hvor politik for fremtiden gerne skulle udvikles, men dér desavoueres man som ‘ungdommelig, smånaiv’ m.v., alt sammen fordi det er ubehageligt at konstatere, at man måske har taget fejl.
At man nok tog fejl da vi for 43 år siden meldte os ind i et EU, for EU levner ikke meget til det frie valg. Når vi møder åndssvage regler, så forbigås dette af skiftende regeringer, for det er nu engang nemmere bare at flyde MED strømmen end at begynde at formulere en selvstændig modstand imod dette regime. Englænderne har gentagne gange protesteret, alt sammen for døve ører.
For her i landet har vi en statsminister, som qva sin baggrund elsker EU. Nok har hun forbigået en stilling fordi hun ‘ville være statsminister’, men spørgsmålet melder sig om hvorfor vi er medlemmer af internationale fora hvis der ikke lyttes til menigmands frustrationer?
Vores største problem her i landet er, at vi har det ALT for godt. Talrige hakker på de arbejdsløse – og vil beskære deres ydelser – ganske som den velkommende danske natur nu gøres til budskaber i stil med “Kommer du her til landet, skal du arbejde”. Budskaber der forsimples på denne måde mister deres værdi, og selvom ens røde hjerte banker blodet rundt med ønsket om, at vi alle kunne dele fælleskabets glæder, så møder vi intolerancen overalt. Garneret i ord som danskhed m.v., for at skjule den realitet, at vi for længst har givet køb på nogle grundlæggende værdier, som burde være fundamentale i ethvert civiliseret samfund.
God 1. maj, og god st.bededag til alle. :-) 

Fortsat god weekend til alle. :-)