søndag den 28. juni 2015

Stærk formandstale fra Mette Frederiksen

Dette skrives mens Mette Frederiksen taler som ny formand for Socialdemokraterne. Hun kommer med rigtig mange gode pointer. Hun var før hun gik på talerstolen naturligt rørt da Helle Thorning-Schmidt holdt sin afskedstale med mange rosende bemærkninger. Rørende som altid. Mette tillader sig at vise ægte følelser, og det går rent ind.

Mette er en stærk taler, og hun er en overbevist socialdemokrat. Det kan allerede siges meget tydeligt til blå blok: hun siger det hun tænker, og det hun tænker er som regel ganske velovervejet. Hvor ministre i blå blok skal coaches i kommunikation, så har Mette Frederiksen det som hjerteblod. Hun kender den menige mands tilværelse, og derfor er hun så overbevisende som hun er.

Jeg har sagt det før, og jeg gentager det gerne: Mette ER løsningen for Socialdemokraterne, og hun bliver statsminister ved næste valg, når den dag kommer.

Held og lykke til den nye formand, Mette Frederiksen.

"Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet"

Ovenstående ord blev sagt af Poul Schlüter, og Tamilsagen blev hans endeligt...

Den nye regering har på side 33 offentliggjort følgende:

Ekspertudredningen om den nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske virkelighed vil indgå i forberedelsen af forhandlingerne om et nyt forsvarsforlig efter 2017.
[...]
Regeringen finder, at grundlaget for den danske deltagelse i Irakkrigen og forhold omkring danske soldaters tilbageholdelse af personer under den danske krigsdeltagelse i henholdsvis Irak og Afghanistan allerede er tilstrækkeligt belyst. Regeringen vil derfor nedlægge Irak- og Afghanistankommissionen. Regeringen ønsker i stedet at bruge midlerne til en styrkelse af indsatsen for danske veteraner. Regeringen vil derfor lave et servicetjek af veteranindsatsen.
For dem som ønsker den fulde sammenhæng kan du læse hele afsnittet her:


Hvad er grunden til, at man straks taler om at styrke veteranindsatsen, frem for at få belyst Irak og Afghanistan ordentligt? At Venstre, med så få mandater som de fik ved valget 18/6, kan være så arrogante, at mene, at det er tilstrækkeligt for Folketinget, at Venstre synes sagen er belyst nok, er IKKE i orden.

Beklager, venner, men dette er simpelthen et forsøg på at feje sagen ind under gulvtæppet, og det BURDE få enhver politiker til at hæve stemmen, for det er komplet uacceptabelt, at Venstre vil lukke sagen før den er belyst helt til bunds.

Det lugter, for at sige det ligeud, af dårlig samvittighed. Man ved, at der er ugler i mosen, og så forsøger man at lukke mølposen med ord som, at vi derved kan gøre mere ved veteranindsatsen.

Ministerlisten er på plads

Du kan se ministerlisten under Lars Løkke Rasmussens nye regering her: http://politiken.dk/indland/politik/ECE2736355/fakta-her-er-de-nye-ministre/

Det er for tidligt at komme med egentlige kommentarer, men man kan dog allerede sige, at der er blevet lyttet til tidligere kriseministre, som har fået nye opgaver, og der er kommet helt nye boller på suppen for flere af de ministre som er kommet tilbage på taburetterne. Claus Hjort Frederiksen som finansminister var ingen overraskelse...

Fortsat god søndag til alle. :-)

lørdag den 27. juni 2015

Ny regering snart klar

Om rygterne er sande ved vi ikke, men det siges på nyhederne, at vi har en ny regering bestående af Venstre alene i morgen, søndag. Vi får at se hvem der kommer til at stå i spidsen for denne regering, samt hvor manøvredygtig den bliver, når regeringsgrundlaget er helt på plads.

Sig ikke at dansk politik altid er kedelig. Det bliver en lang aften for nogle politikere med nærlæsning af hvad der er op og ned her en god uges tid efter folketingsvalget sluttede.

Fortsat god weekend til alle. :-)

fredag den 19. juni 2015

#fv15 er slut

Som de fleste vil have bemærket, så var valgdagen noget af en dramatisk oplevelse for rigtig mange politikere. Nogle fik en gang smæk, mens tre partier havde den store sejrsdag. Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Alternativet fik positive resultater.

Men der er faktisk et parti mere, som på den ene side vandt 3 mandater, men samtidig mistede regeringsmagten. Det var Socialdemokraterne. Formanden, Helle Thorning-Schmidt, valgte at trække sig som formand for Socialdemokraterne på valgaftenen. En bevæget omgang for hende, uden tvivl.

Hun havde på mange måder trodset alle forudsigelser. Hun var håbløst bagud i meningsmålingerne da hun udskrev valget, men alle havde jo talt om, at det var et valg kendetegnet af Vind eller Forsvind for såvel rød som blå blok. Venstre tabte mange mandater, og alligevel ser det nu ud til, at Lars Løkke Rasmussen bliver statsminister igen, også selvom Venstre nu er mindre end Dansk Folkeparti.

Hvis der var nogen der havde sagt, at Dansk Folkeparti en dag ville blive blå bloks største parti, så ville man tro vedkommende var gået fra forstanden... :-)

Det bliver et spændende forløb, og meget er ved at forandres. Det parlamentariske billede er ændret på en meget voldsom måde.

Rigtig god weekend til alle. :-)

torsdag den 18. juni 2015

God valgdag

Hvis du skal have det sidste med før du stemmer i løbet af dagen, så kan hjemmesiden http://www.valg-2015.dk måske hjælpe lidt på vej.

Det bliver et af de tætteste valg vi har set i mange år, så hver eneste stemme tæller.

God valgdag. :-)

torsdag den 11. juni 2015

Topmødet mellem Helle og Lars på TV2 her til aften

Her til aften var vi vidne til endnu et topmøde mellem Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen. Ordstyreren var Cecilie Beck, og hun klarede det faktisk rigtig godt. Så fik vi dét på plads. :-)

Men Lars Løkke og Helle var grove i flere tilfælde.

Lars ved så ganske udmærket, at olieprisen ikke er under statsministerens kontrol, ligesom det virkede en smule utaknemmeligt, at Helle ikke kunne tilkendegive de brede forlig som har været gennemført de seneste år.

Faktisk kunne man frygte, at rød stue bliver tøsefornærmede, hvis blå blok vinder. Så fornærmede, at vi naturligt vil se en tilbagegang til den såkaldte blokpolitik, fordi man vil sabotere ideen om brede forlig.

Omvendt kan man så også sige, at uanset hvem der vinder, så forestår der en oprydning. En oprydning i partiernes ledelser, for der vil være vindere og tabere ved dette valg.

Det bliver en ultra-spændende slutspurt op til næste torsdag. Jeg skal ikke afgøre hvem der vandt mest, men alene konstatere, at begge sider virker en smule desperate. Der køres virkelig på slogans i denne valgkamp, og der er tydeligvis en del at miste for begge parter, uanset hvem der vinder.

God weekend forude. :-)

onsdag den 10. juni 2015

Alt for meget mudderkast

Det er temmelig tankevækkende, at se debatterne på skærmen i øjeblikket. Politikerne elsker at fortolke 'de andres' politik, men har pokkers svært ved at fokusere på hvad de selv har at byde på.

Det er meget forståeligt, at flere føler politikerlede, for det er bare ikke spor kønt at se på.

Selv på DR2 hvor Debatten havde kampen "Alle mod alle", så afbryder de hinanden. Clement Kjærsgaard har fået lidt af en opgave som ordstyrer. Politikerne skændes...

Hvor ville det dog være dejligt, hvis man kunne debattere voksent og modent, så man ikke skulle forklare adfærden for sine børn.

Tag jer sammen, politikere!

lørdag den 6. juni 2015

Kvinder i politik

DR K har her i nat sendt programmet Kvinder i politik (Makers - The Woman Who Make America II), og selvom det egentlig handler om amerikansk politik, så er der stadig lidt visdom for os danskere.

En af kvinderne sagde noget meget fornuftigt: kvinder er bedre til at arbejde på tværs af partiskel. De er i stand til, at se forbi udfordringerne, og finde fælles løsninger.

Nogle partier ville her i landet have stor gavn af at få kvinder på formandsposten. Vi kan endda tage et meget klart eksempel på et parti som møder mindre støtte i befolkningen efter de har skiftet en kvindelig formand ud med en mandlig af slagsen. Alle har sikkert gættet, at jeg her tænker på de Radikale efter Margrethe Vestager smuttede ud af dansk politik, og overlod roret til Morten Østergaard.

Jeg vil på samme måde minde om, at valget 18. juni handler om vind eller forsvind for enten Socialdemokraterne eller Venstre. Hverken Helle Thorning-Schmidt eller Lars Løkke Rasmussen vil kunne blive på deres formandsposter hvis de taber valget.

Hos Socialdemokraterne vil jeg ydmygt tillade mig, at foreslå, at Mette Frederiksen vil nyde langt større popularitet. Hun er konsekvent - det viser hun som justitsminister, og gjorde det også før som beskæftigelsesminister.

Hos de Radikale vil man nok prøve at vende udviklingen, før man begynder at diskutere en ny formand.

Hos Venstre taler mange om Søren Gade, som jo også blev nævnt dengang Kristian Jensen udfordrede Lars Løkke Rasmussen i sommeren 2014 uden dog at lade det ende med et kampvalg. Men jeg ville anbefale Inger Støjberg. En kvinde som nyder stor respekt for at sige tingene ligeud. Hun gjorde det efter et biografbesøg, og hun har ligeledes været i mange former for krydsild, hvor hun er langt bedre til at bevare fatningen end mange af de øvrige medlemmer af Venstre.

Hos de Konservative kunne man ønske sig en kvinde som Mai Mercado træde i spidsen for partiet. Søren Pape Poulsen har svært ved at trænge igennem, og han er alt for svag til at sige sin mening om f.eks. Naser Khader, som jeg også tidligere har været inde på her på bloggen.

Partierne vil naturligvis ikke diskutere problemerne før en valgdag, men vælgernes dom vil komme, og baglandet vil i flere af partierne være nødt til at forholde sig til den virkelighed som dårlig ledelse skaber for partierne. Det er meget svært at trænge igennem hvis ens personlighed, ens arrogance og stolthed eller andre dele taler imod ens kandidatur - og faktum er, at befolkningen har gennemskuet mange af disse ting. Uanset hvor meget konkurrenter kaster med mudder imod hinanden, så er vælgerne skarpe nok til at genkende dårlige argumenter når de ser dem, og derfor er der noget nær jordskredsvalg i vente for nogle af de partier, som - for at sige det mildt - har klaret sig rigtig dårligt her i valgkampen.

God weekend til alle. :-)

torsdag den 4. juni 2015

Samlet analyse - første store valganalyse

Efter at have gennemgået de enkelte partier, er det tid til at lave den første store valganalyse. Den tager udgangspunkt i hver sin blok, og samler derefter trådene i en samlet konklusion på første trediedel af valgkampen.

Rød blok

De Radikales Zenia Stampe kastede sig i weekenden ud i en mindre smart sviner over for SFs formand, Pia Olsen Dyhr. Årsagen til denne var åbenbart, at Zenia ikke brød sig om, at Pia Olsen Dyhr talte godt med Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl om genoptjeningsregler for dagpengene.

Den slags kampagner kan være yderst farlige, for ét er, at opdigte en stråmand i en hurtig debat, som man bagefter kan trække tilbage, men her er der tale om noget grafisk, som folk husker langt bedre end en finke af panden.

Ingen tvivl om, at Zenia Stampe på mange måder har et glødende hjerte, der banker for det politiske budskab. Hun tror på det. Dog må man engang imellem sige, at dette er et bevis på, at man har brug for spindoktorer - gode rådgivere, der TØR sige én imod. Alle kan udefra se, at dette er et selvmål af dimensioner.

På samme måde har man endog meget svært ved at se folketingsmedlemmer fra den røde blok, som egentlig fremhæver rød politik. Der er nærmest kun Johanne Schmidt-Nielsen og Pernille Skipper. De andre har travlt med at tale ansvar, dagpengekommission m.v. før de vil komme med klare udmeldinger.

Her kan man sige, at løftebrudsdebatten har sikret, at ingen vil brænde nallerne denne gang, men mon ikke der VAR plads til bare en enkelt udmelding eller to for at signalere, at troværdigheden er på vej retur, eller tør man slet ikke diskutere løftebrud? Jeg tror dette kan blive en væsentlig faktor når folk rent faktisk står i stemmeboksen torsdag den 18/6-2015.


Blå blok
Bilagssager, arrogance og dårlig stil er kendetegnende for blå blok denne gang. Naser Khader gik ud med sin tirade mod muslimerne, og skadede de Konservative, som oveni købet vælger at tage imod både tæsk og dum strategi i en tid hvor nedgangen nærmer sig spærregrænsen. Venstres Lars Løkke Rasmussen mener man måske nok kan få et par sko til 2.000,-, og dummer sig i sagen om GGGI da han ikke kan huske om 20.000,- er blevet trukket/modregnet...

Når man så bagefter søndag annoncerer, at man vil efterse den nuværende regerings regninger, hvis man kommer til magten, så klinger det - undskyld mit franske :-) - sgu en smule hult.... :-)

De eneste to partier, som kan trække blå blok i en retning frem mod en sejr er: Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.


Konklusion
Det bliver en utrolig spændende valgkamp, og valgdagen den 18/6-2015 bliver rigtig spændende. Sofavælgere kan blive en væsentlig faktor i hvem der kommer til magten efter valget. Om rød blok beholder regeringsmagten eller ej er ikke til at sige. Meningsmålingerne er tætte. Endnu tættere end da valget blev udskrevet. Meget vil afhænge af slutspurten, og nu er der ikke plads til dumheder hos nogen af parterne.

onsdag den 3. juni 2015

Dansk Folkepartis valgkampagne - valganalyse 8

Dansk Folkeparti har altid haft sin egen dagsorden. Indvandrere, flygtninge og asylansøgere fylder meget når en repræsentant for Dansk Folkeparti bliver interviewet. Den slags kender alle, så det behøver vist ikke blive gentaget.

Dansk Folkeparti satser på det traditionelle i sit motto "Du ved hvad vi står for", og det har én simpel grund: det virker. Meningsmålingerne fortæller tydeligt, at profilen er knivskarp, og vandene er delte. Der er dem der er vilde med Dansk Folkeparti, og der er dem der ikke kan fordrage partiet. Der er ikke rigtig nogen gylden middelvej.

Det er ingen hemmelighed, at Kristian Thulesen Dahl er en stærk forhandler. Når han møder op til finanslovsforhandlinger med sine gule post-its spredt ud over forslaget, så ved folk godt hvad det betyder. Han ved hvor tingene står, og han er altid velforberedt når han kommer til forhandlingerne.

Partiet vil høste rigtig mange mandater, og Kristian Thulesen Dahl er nok den eneste nye formand, der ikke behøver kæmpe med lavere mandattal som vi gennemgik det måske vil ske for både de Radikale og SF.

tirsdag den 2. juni 2015

SFs valgkampagne - valganalyse 7

Pia Olsen Dyhr har som formand for SF lige overrasket sine vælgere. I weekenden dannede hun en skarp flanke sammen med Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl. Aftalen gælder genoptjening af dagpengeretten, og signalerne er ganske blandede. Lige fra det mavesure til det nonchalante 'taget til efterretning'.

Pia Olsen Dyhr har derved videreført en evne til samarbejde, som faktisk også var grundlæggende da de gik i regering med Socialdemokraterne og de Radikale i september 2011. Dengang var ideen, at nu kunne man endelig få indflydelse ved at være en del af regeringen. Så blev baglandet lidt sure da flere af valgløfterne faldt på gulvet, og SF måtte gennem både et formandsvalg og en skarp debat i baglandet, som kostede en hel del på goodwill-kontoen blandt den hårde kerne af SFere.

SF fokuserer særligt på skifergas på deres forside, og lige under handler det om dagpenge. Udfordringen er, at hente stemmerne tilbage som sandsynligvis er gået over til Enhedslisten, og det bliver spændende at se hvordan de klarer sig ved dette valg.

mandag den 1. juni 2015

De Radikales valgkampagne - valganalyse 6


De Radikale har haft et udfordrende år siden Margrethe Vestager drog ned til EU-systemet. Morten Østergaard skal som ny formand møde sine vælgere, og forventningerne er meget blandede. For der skal vises handlekraft for at kunne leve op til den popularitet som Margrethe Vestager havde.

Frustrationen over dagpengereformen lurer stadig, og selvom man forsøger at tale ansvar, økonomiske råderum m.v., så efterlades vælgerne stadig med et indtryk af, at man ikke lytter til deres frustrationer.

Derfor bliver valget et skæbnevalg for de Radikale. Deres profil er meget delt mellem både at være glødende EU-tilhængere, at være 'borgerlige' i den økonomiske profil, og så alligevel kunne bejle mod venstre i det politiske standpunkt. Det bliver rigtig spændende at se hvordan det går for de Radikale.