søndag den 12. juni 2016

Når prøven bliver for svær

Der kan siges meget om den indfødsretsprøve, som man netop nu diskuterer. En af de urovækkende punkter var, hvornår første Olsen Banden-film udkom, og det var nok et af de både pinligste, men også dummeste spørgsmål, man kunne stille, for selv mange indfødte danskere kunne have endog særdeles svært ved at besvare dét spørgsmål.

Endnu værre er faktisk, at man netop ser, at de to største partier (Venstre og Socialdemokraterne) var parate til at kigge på prøven, og det har fået Dansk Folkeparti helt op i det røde felt.

Helt som ventet tør man nemlig slet ikke diskutere relevansen. Dér tror man, at vi lever i et helt andet århundrede, hvor udenadslæren tæller langt mere end folks velvilje over for det at lære mere om det danske samfund.

At jeg selv bestod prøven uden problemer er i denne forbindelse irrelevant. Jeg tør godt gætte på, at jeg ikke er i målgruppen, for jeg er typen, der ser Hvem vil være millionær? for at vedligeholde min paratviden. Jeg er onklen mine niecer og min nevø tager fat på, når der er noget vildt nørdet inden for religion, de gerne vil vide mere om til skolen. Det ville være at skyde gæs med kanoner at tro, at prøven har det rigtige niveau ved at sammenligne med en person som mig. :-)

Sagt i al beskedenhed, naturligvis.

Til gengæld må jeg så også sige, at der var noget mere foruroligende i debatten, og det var alle de lærere, som nærmest var stolte, da de ikke kunne bestå prøven. Det ville være en anelse skuffende, skulle jeg mene, hvis man netop har som livsopgave, at hjælpe andre til at blive dygtigere, hvis ikke man selv kan bestå prøven. I hvert fald tankevækkende.

Anyway, så er det i hvert fald helt stensikkert, at denne prøve vil få mange tæer til at krumme, for når alt kommer til alt, så burde mindre boglige mennesker også have en fair chance for at kunne bestå en sådan prøve.

Jeg er spændt på, hvilken løsning man finder...

Ingen kommentarer: