lørdag den 9. juli 2016

Blå blok må grine sin r*v i laser

Blå blok kan gå på sommerferie med ro i maven. Nok er der uenigheder, og nok er der interne skænderier mellem partier, der gerne vil markere sig på enkeltsager, men overall, så er der intet alternativ til den siddende regering.

Da Alternativet i dag skød et forslag afsted om nytænkning af skattesystemet med fokus bort fra indkomstskatten og over på bl.a. miljøafgifter, så gik der ikke mange sekunder før ideen blev skudt ned, længe inden der kom noget konkret frem.

Ikke at Alternativet skal høste ufortjente points på sit forslag, men hvor er det dog symptomatisk, at man skændes internt i stedet for, at have is i maven, og begynde at tale ordentligt sammen. Hvis der skal skabes et troværdigt alternativ midt i kontanthjælpslofter og danskere, som ryger på integrationsydelse, fordi de har opholdt sig over et år i udlandet, så er det på tide at finde sammen, så man er forberedt, hvis der skal trykkes på valgknappen i utide.

Se hvor kort der var mellem valgene i 70'erne og 80'erne. Dengang havde man ikke forligskredse, som holdt sammen på tropperne. Dengang kunne man se partier true med at stemme imod finansloven. Ikke noget med, at vi stemmer Ved ikke eller holder sig fra at markere sin position. Nej, dengang kom der klare budskaber...

Jeg ved godt det kan være svært at se egne fejl, men det er NU man skal til at tænke sig godt og grundigt om, før man reagerer pr. autopilot hver gang et parti tillader sig at mene noget.

I hvert fald kan Lars Løkke Rasmussen roligt nyde ferien, og hans regering ligeså, for når det kommer til kridtet, så er der ikke meget fælles front fra en rød opposition, som på alle måder er henfaldet i passivitet nu hvor #Brexit og andre ting får fuld gas i pressen.

Spørgsmålet er om man besinder sig, og begynder at arbejde sammen, eller om statsministeren stille og roligt får lov til at køre sin dagsorden helt uden reelle protester, fordi man ikke aner sine levende råd. Befolkningen kan kun undre sig over den manglende evne til i det mindste at overveje om der VAR områder, hvor de kunne få indflydelse, hvis de begyndte at vise et modent alternativ.

Fortsat god sommer. :-)

Ingen kommentarer: