tirsdag den 28. marts 2017

Lad os nu finde fælles grund

Det er naturligvis kontroversielt at jurister blåstempler forbud mod religiøse symboler. Religionen betyder meget lidt for nogle og ganske meget for andre. Nuancerne forsvinder hurtigt når opportunister benytter sig af muligheden for at appellere til den indre svinehund hos mange. Hvordan kan vi bygge bro mellem de forskellige synspunkter? Og endnu vigtigere: hvad er formålet med at bygge sådanne broer?
Man skal ikke søge ret længe for at opdage, at forbuddet mod religiøse symboler allerede eksisterer som del af mange lande. Vore naboer mod syd, franskmændene, havde en større diskussion om emnet da man havde politifolk som reagerede på burkinier på strandene. Man kunne opleve ganske ophedede diskussioner hvis man tillod sig at bekende kulør til fordel for det sekulære argument.

Holdninger - så lad os lige få ét på det rene!
Lad mig lige forklare: jeg har intet imod et tørklæde, ganske som jeg heller ikke har spor imod et kors i en halskæde. For mig er det fuldkommen ligegyldigt. Jeg er kommet videre her i livet end at bruge religion som en krykke for hvad vi mennesker skal eller ikke skal gøre. Jeg synes ikke om tanken om, at man har et dødsinstrument (korset) i en halskæde, og ville selv synes bedre om et hjerte eller et anker - og dét diskuterer jeg ikke med alle jeg møder. Når min datter ønsker sig sådan et kors til sin halskæde i forbindelse med sin nært forestående konfirmation, så tager jeg det for hvad det er. En dille, som enten holder længere eller kortere tid.

For min egen del HAR jeg været igennem den religiøse fase i livet. Jeg har været medlem af en sekt tilbage i 90'erne da jeg var et helt ungt menneske. [Det er årsagen til at jeg har skrevet to blogs om emnet, en på dansk og en på engelsk.] Mit menneskesyn er i dag grundlæggende buddhistisk. Jeg har ikke brug for nogen guddom til at definere hvad jeg skal tænke eller tro. Jeg ønsker at møde ALLE i øjenhøjde. Min tolerance handler om at behandle ALLE med respekt - uanset hvad de tænker elller tror på. Så fik vi det på plads.

Jeg missionerer ikke over for andre, og jeg tror debatterne bliver vanskeliggjort af det missionerende element i mange religioner. Vi er som nation ikke specielt religiøse, og flertallet går i defensivt modus når andre bliver ved med at harcellere for deres specifikke religion, og så kan intet vindes.

Hvordan kan vi bygge bro mellem folk?
Hvis man noterer sig iværksætternetværk som Amino og diverse coachingkurser, så vil man lynhurtigt opdage, at hvis der ikke findes et job der matcher ens ønsker, må man skabe det selv. I dag kunne der måske ligefrem være et marked for private plejehjem med plads til folk som insisterer på at bære et tørklæde, eller som på andre måder adskiller sig fra den jævne folkesuppe. Om det så er nemt? Næppe, men vi når ingen vegne hvis man altid italesætter forskellene her i landet. Vi når længere, hvis vi erkender, at befolkningen er fordelt på nicher.

Der er muligheder for alle her i livet. Man må tage de kampe man kan vinde, og det betyder, at vi alle engang imellem må gå nye veje for at skabe den tilværelse, der matcher ens ønsker. Hvis man gerne vil leve i utopiens verden kan man forsøge at omstøde EU- og højesteretsdomme. Sandsynligvis ender man med både blodpropper og mavesår, hvis man vil æde denne kamel i en stor bid - og hvad endnu værre er, så vil man opdage, at hvis man lægger samme energi i at skabe sin egen 'løsning' som der ellers lægges i at italesætte forskellene, så er energien bedre brugt på at bygge bro hen over forhindringerne...

Ingen kan blive enige om alt, men mon ikke vi havde lettere ved at møde hinanden i øjenhøjde hvis vi bare tog tingene som de var, og navigerede inden for de rammer der udgør virkelighedens verden?

Hvor ville alt dog være så meget nemmere hvis alle mødte hinanden med et tolerant syn på tilværelsen. Problemet er, at højredrejningen af den vestlige verden har skabt en retorik hvor vi ikke kan sige vores mening uden den enten perspektiveres ud fra hvilke fejl man kan finde i en erklæring eller at folk får lagt ord i deres mund...

Om vi nogensinde når så langt? Det afhænger af os hver især som individer. Kan vi tale sammen, eller taler vi fra hver vores skyttegrav. Jeg håber, lettere naivt, at vi ikke er nået forbi det punkt hvor vi burde kunne finde fælles grund. :-)

Ingen kommentarer: