tirsdag den 9. januar 2018

Det var for enhver pris...

Man gider næsten ikke koge mere suppe på udtrykket, vel? Da Lars Løkke Rasmussen sagde de efterhånden berømte ord "jeg vil ikke være statsminister for enhver pris", vidste de fleste godt, at han nok ville komme til netop at blive fuldkommen politisk til grin for denne udtalelse.


Det var nok langt færre, der kunne have forudset, hvor mange, der ville komme til at blive udskældt for taburetklæberi og netop at ville bevare ministerbiler for enhver pris. Anders Samuelsen ville i regering, så han kunne få indflydelse på "1000 milliarder" - noget, som LYDER rigtig god, men ganske hult, når man ved, at statens budgetter i meget vidt omfang ligger fast fra år til år.

Diskussionerne om finansloven er peanuts i forhold til det samlede budget, og alligevel blev dramaet for Finansloven 2018 større end længe, fordi man skulle køre en stirrekonkurrence mellem partilederne, der var med i forhandlingslokalerne.

Modet var væk, og ligeså viste det sig også, at man var nødt til at lave første krumspring for at sikre, at man kunne gå på juleferie.

Blækket var knap blevet tørt på første aftale før støttepartiet IGEN var fremme med deres version af nye stramninger, hvoraf enkelte af dem var genbrug... Jo tak, DF har fået lov til at styre butikken i mange år efterhånden.

Det værste er, at Løkke ofte omtales som "en god politisk håndværker". Jeg kan ikke få øje på ret mange argumenter for at mene det, andet end, at han var en fornyende minister da han som sundhedsminister mens Anders Fogh Rasmussen var statsminister viste vejen frem på sygehusområdet. Man havde låst sig fast på en faglighed som alibi for, at der ikke skete ret meget udvikling i et system, som havde ledere, der mest af alt mindede om tjenestemænd, der bare ventede på at gå på pension. Fornyelsen var lig nul - og det var først, da der blev truet med privathospitaler, at der kom hul på bylden.

Senere har man så udhulet sundhedsområdet efter kommunalreformen i et sådan omfang, at man på flere områder har ventelister, der minder om et Danmark i 90'erne. Med personale som bliver nedslidt, fordi man vedtager nogle normeringer og besparelseskrav, som for længst har udhulet det offentlige sundhedssystem.

Det værste ved disse besparelser er, at det, der spares et sted bruges et andet sted i form af længere sygemeldinger og langt mere alvorlige symptomer, fordi man slet ikke tager højde for, at sundhed ikke bare kan gøres op i penge, men også kræver en erkendelse af, at det er mennesker vi taler om.

Løkke har et lunt væsen - ingen tvivl om dén sag. Dog iklæder han sig ofte en arrogance og en overlegenhed når noget mishager ham, som bestemt ikke gør sig spor godt på en tv-skærm. Når dette så garneres med, at vi efterhånden alle har forstået, at politik for ham mest handler om, at holde fast på sin statsministerpost, så ender det hele noget komisk.

Det har aldrig været så svært at tage Christiansborg alvorligt som nu.... Beklager det ikke kan siges pænere. :-)

Ingen kommentarer: