torsdag den 20. december 2018

Manglende forståelse for kulturens betydning

Når integrationsminister Inger Støjberg interviewes på TV2 News, giver hun udtryk for manglende forståelse af, hvorfor man kan lade sit barn eller sine børn blive tilbage i Thailand mens man selv tager til Danmark for at søge ophold og familiesammenføring senere. Helt konkret er det Mint-sagen med pigen, der rent faktisk KUNNE tale dansk, men som blev sendt retur, der har ført til en ændring i reglerne...


Det er ret morsomt, at man udstiller sin manglende viden, og tydeligvis ikke har noget ønske om endsige at PRØVE at sætte sig ind i andre kulturer. :-)

Man kunne godt ønske sig, at en integrationsminister rent faktisk satte sig ind i de kulturer hun vil forklare, men i dag er uvidenhed måske ligefrem en kvalitet, for man kan jo nøjes med at komme med en tilpas bastant udtalelse - og så insistere på den indtil solen brænder ud.

Kunne man ydmygt gætte på, at nogle vælger ikke at rive deres barn ud af en kendt tilværelse før der er en sandsynlighed for, at projektet med en ny tilværelse rent faktisk kan lykkes?

Kunne man ligeså gisne på, at vi risikerer, at mange i stedet vælger at flytte ud til de lande, hvor de møder deres kærlighed, frem for overhovedet at tage kampen for at være her i landet?

Man skal ikke glemme, at der er væsentlige bankgarantier og afskrivelser af sociale ydelser bag flere af disse sager, og thailændere falder vist ikke ind under den skjulte agenda, som de facto alene handler om, at man helst ikke vil have muslimer her til landet. Det er her, det hele bliver så pokkers irriterende at debattere, fordi man har en offentlig diskurs hvor så mange ikke aner en hylende fis om det, de råber højest om. Dén agenda kan ikke vindes med argumenter når ingen gider lytte til hinanden, hvilket man så også kunne se, da Martin Henriksen (DF) efterfulgte integrationsministeren med sin tirade.

Mon ikke juleferien kunne bruges til at nytænke hele begrebet politik, så man begyndte at tale ordentligt om mennesker, som rent faktisk har de bedste intentioner - uanset om man vil forstå det eller ej.

Glædelig jul til alle bloggens læsere. :-)

Ingen kommentarer: