mandag den 27. maj 2019

Valgkommentar 13: Sig mindst én pæn ting om en politisk modstander hver dag - det kunne forandre SÅ meget

Sig mindst én pæn ting om en politisk modstander hver dag - det kunne forandre SÅ meget. Der er ingen tvivl om, at der mangler en hel del i den politiske kommunikation vi oplever nu om stunder. Det har været sagt af flere, at der er en kæmpe forskel i retorikken, når der er kameraer på, og så når de enkelte folketingsmedlemmer taler sammen til daglig.

Jeg havde også næsten sagt: heldigvis. Ellers ville det da være uudholdeligt, at arbejde så tæt på hinanden, hvis man slet ikke kan hygge sig over en frokost eller snakke sammen med løsninger for øje frem for alene konflikten.

Spørgsmålet er så bare, hvorfor konflikterne tales så meget OP i de seneste årtier?

Hvorfor kunne man ikke sige noget pænt om hinanden, når man mødes til debatter?

Det ville da være befriende, hvis man kunne sige: "Jeg respekterer jer for, at I normalt xyz, men synes der er en væsentlig mangel i æøå" - eller noget andet i den stil. Så kunne man diskutere politiske forskelle i øjenhøjde.

Det vi ser er bebrejdelser, stråmænd, fejlagtige konklusioner og insinuationer. Det er ikke kønt at se på, og det er på høje tid, at politikerne overvejer om ikke, man burde kunne gå forrest med et godt eksempel? Lidt ligesom vi blev verdenskendte som roligans i fodboldens verden, fordi vi godt kunne heppe på vore modstandere, hvis de rent faktisk havde slået os på et fair play. Det er sådan gentlemen opfører sig, og det mangler i dagens politiske landskab.

Rigtig god dag til alle bloggens læsere. :-)

Ingen kommentarer: