fredag den 5. juli 2019

Nepotisme var ikke formålet med en ny regering

Jeg vil bestemt ikke lægge skjul på, jeg var yderst skuffet, da jeg hørte nyheden om, at Mette Frederiksen ansætter sin nærmeste rådgiver samt et par andre til et nyt 'sekretariat', hvor Martin Rossen får plads i Koordinationsudvalget. Det er HELT NYT i dansk politik, så der er ingen præcedens at henvise til.


Emnet handler ikke om hvilken løn pågældende får. De 1,2 mio. er ikke selve kimen til forargelse. Det er derimod, at det ligner det rene Kammerat Napoleon. Man går efter magten FOR at man kan placere sine egne folk i centrale positioner. Det er ikke kun inhabilt. Det er nærmest uanstændigt, og var på ingen måde formålet med, at skulle udskifte statsministeren...

Jeg skrev dette tweet i går, som kan ses herfra: https://twitter.com/henrikblunck_dk/status/1146821836610703360
Magt burde handle om, at få lov til at forandre nogrt til det bedre. Efter en dag som i dag, ligner det vi alle er til grin for, at formanden for @Spolitik kan forgylde sine venner. Der er kun ét (pænt) ord for det: nepotisme. Der er også et andet, som mine forældre lærte mig ikke var pænt at bruge. Den dag #dkpol nedgraderes til kun at handle om, at styre efter Kammerat Napoleon-princippet, bliver jeg sofavælger, for det er demokratiets fallit. Jeg fælder en sorgens tåre over vi ikke er klogere efter 170 år siden første grundlov. RIP demokratiet.

Jeg savner ganske enkelt ord for, hvordan jeg kan beskrive dette på en nogenlunde anstændig måde. Det sker kun meget sjældent... :-)

Hvad er dine tanker om denne sag, kære læser?

God weekend herfra til alle. :-)

1 kommentar:

Henrik V Blunck sagde ...

Jeg har efter, der fredag kom et portræt af stabschefen skrevet dette indlæg til Kristeligt Dagblad:

Amerikanisering i dansk politik?
Når man læser avisens portræt af stabschefen Martin Rossen (5/7), kan man ikke helt undlade, at bemærke, at rollen som skraldemand, der skal udføre de opgaver, den nye statsminister helst ikke selv vil fedtes ind i, også kan blive forbundet med præcis den risiko, at vælgerne flygter. Så vil Mette Frederiksen få det til fælles med sin forgænger, Helle Thorning-Schmidt, at hun bliver en one-term lady.
Ved at gå direkte imod enhver præcedens for dansk politik, kunne det være et forfriskende indslag. Dog viser det sig hurtigt at lugte af præcis det modsatte, nemlig en de facto afmontering af magtens tredeling. Man vil påvirke en upartisk embedsmandsinstitution, som ingen andre har haft behov for hidtil.
Når magtens tredeling skrottes, ender vi med noget, vi slet ikke ønsker - og en amerikanisering på dette område er ganske uskøn. Man kan godt undre sig over, at så få kerer sig om dette forfald, for om et par årtier vil det være for sent at gøre noget ved sagen, hvis ikke vi reagerer nu mens værdiskredet starter.