onsdag den 30. oktober 2019

Anstændigheden har trange kår i disse år

Den opmærksomme læser vil nok have bemærket, at jeg skriver mindre om dansk politik end før sommerferien. Et grundvilkår i disse populistiske tider er, desværre, at anstændigheden har trange kår i disse år.

Senest var det prisoverrækkelsen i Stockholm hvor forfatteren Jonas Eikas ord om statsministeren og regeringen har fået en hård medfart fra flere kanter. Det har tidligere været bredt anerkendt, at kunstnere er til for at revse det etablerede. Det har regeringer af skiftende farve måtte leve med gennem årtier.

Man kan altid diskutere, hvornår bestemte bemærkninger er bedst leveret, og man kan også godt anføre, at man måske ikke burde lufte disse meninger internationalt, men holde det inden for rigets grænser. Problemet er bare, at denne ramme for anstændighed og pli ikke længere kan bruges, for vi er for længst nået så langt ud, at de iblandt os, som taler FOR anstændighed i såvel det juridiske som det politiske bliver dadlet vores humanistiske tilgang til de politiske emner...

Vi lever i en tid hvor ytringsfrihed er blevet en elastik. Vi må gerne sige hvad vi mener, bare vi ikke revser 'de forkerte', for så skal lemmingerne nok sørge for, at rette skytset mod den formastende person, som vover pelsen ved at sige sin mening. Med præcis samme arbejdsmetoder, som vi påstår russerne bruger, så liker man kritikken, og giver slet ikke rum for læring - og dette uanset hvilket medie, der er tale om, for ensretningen SKAL opnås, og dette for enhver pris.

Det sørgelige er bare, at når denne menings-krig en dag er overstået, så vil vi alle være demokratisk fattigere, for hvor ER vores gode adfærd egentlig henne den dag, meningstyranniet har fået sin vilje?

Dét spørgsmål BURDE være noget, vi alle var optaget af, men det stilles ikke, for tænk hvis nu det viste sig, at folk nåede en erkendelse af, at vi er gået for vidt for længst?

Hvornår blev landet til et land, hvor det er tilladt at have en negativ holdning til bestemte grupper? Hvornår begyndte målet at hellige midlet? Og hvem pokker er det lige, der tør udfordre status quo? Det er hurtigt øretævernes holdeplads...

Den slags burde vække til eftertanke hos dem, der ytrer sig allerskarpest i dette samfund, for de er medskyldige i det morads vi befinder os i netop nu. Vi kan som borgere ikke udfordre magthaverne ud fra demokratiske principper uden at der kommer evindelige forsøg på misforståelser og insinueringer af andre meninger end de skitserede...

Med andre ord: man bliver træt af, at anstændigheden har så trange kår i disse år.

Rigtig god dag til alle humanistisk indstillede mennesker, som tænker det samme, men måske ikke lige har kunne sætte ord på disse tanker. Det er folk, som jer, der virkelig gør en forskel midt i et miljø, hvor politik bliver gjort til ren populisme og en konkurrence om hvem der kan råbe højest.

1 kommentar:

Henrik V Blunck sagde ...

Stor tommel op til forfatteren Jonas Eika, som iflg. Politiken har valgt at donere pengene til Børnene på Sjælsmark. Den fhv. formand, Pia Kjærsgaard, havde jo talt om, at man gerne ville have pengene, men nu har hun - igen! - taget fejl. Dansk politik er til tider SÅ grim, fordi så få siger fra over for den mørke retorik denne partistifter har brugt gennem årene. :-)