Det er ret tankevækkende at et folketing fyldt med jurister og cand.polit'er ikke kan se alvoren i at have soldater på dansk jord, som skal have lov til at agere uden for dansk lovgivning. I alle andre sammenhænge er det KUN på ambassader, at man kan bevare national lovgivning frem for den danske.
Blå diplomatplader
Et godt eksempel er de blå nummerplader, som man også kalder duplomatplader. Skulle et køretøj med den slags nummerplade begå en forseelse, så kan dansk politi KUN orientere pågældende ambassade, som så skal håndtere hændelsen. I princippet giver det immunitet, bortset fra de oplagte som kunne være trafikuheld med legemsbeskadigelse. Så vil der gælde helt specielle regler, som ikke engang jeg er fuldt bekendt med.
I praksis ville en sådan ulykke medføre ophævelsen af immuniteten, men det er der ingen garanti for. En udenlandsk magt KAN påberåbe sig deres nationale suverænitet inden for rammerne af international lovgivning på området.
Amerikanske soldater på dansk jord - en anden historie
Hvis man kigger på præcedens, så har der i Tyskland været flere hændelser, der vakte stor opstandelse. De begivenheder daterer sig tilbage til 80'erne og 90'erne - altså fra før en amerikansk præsident blev til en gadedreng, der bare råber højere end alle andre.
For virkeligheden er jo, at modstanden ikke kun er blandt folk, der stemmer på Enhedslisten. Det er ganske almindelige mennesker, som er skuffede over, at lov og ret bliver erstattet med mavefornemmelser og synsninger - og hvad der lyder godt i overskrifterne i Trumps ører...
Det MÅ være et almindeligt anerkendt koncept, at når man er gæst i et andet land, så opfører man sig ordentligt. Når jeg tager til Tyskland kan jeg ikke insistere på dansk lov mens jeg betræder tysk territorium. Det samme bør gælde, når en amerikansk soldat betræder dansk jord.
Det burde ikke være svært at forstå, og alligevel synes nogle at mene, at når vi nu ER en del af NATO, så må vi partout også leve med at den største partner i dén alliance ønsker særstatus. Det er virkelig et skred i værdierne, at man overhovedet behøver at diskutere dette, og jeg nægter at lade mig kue af alle mulige udenomsforklaringer som ikke har spor med det konkrete emne at gøre.
Jeg vil blæse på om Trump synes det ene eller det andet om os. Når vi skal respektere amerikansk lov som gæster i Amerika, så skal amerikanerne - uanset om de er soldater eller turister - saftsuseme gøre det samme.
God påske. :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar