mandag den 30. marts 2009

John Møll - skal flugt belønnes?

Jeg skrev forleden dette på TV2's tekst-tv i anledning af diskussionen om at John Mølls sag skulle for retten i Roskilde:

Skal flugtforsøg præmieres?
Det er en absolut uanstændig tanke at kunne overhovedet overveje at lempe forholdene for en mand som mindst 5 gange er stukket af fra den anbringelse han var under.
Han har på intet tidspunkt vist noget tegn på nogen fortrydelse, og har tydeligvis intet forstået i forhold til at holde sig fra unge piger.
Omvendt kunne man så forestille sig, at der stensikkert var mange som gerne ville have fat i ørerne på denne John Møll. Hans flugt til Sverige peger jo i retning af en mand som véd han er jagtet vildt efter sine talrige sædelighedsforbrydelser.
Enhver lempelse vil være tegn på inkonsekvens, og anklagemyndigheden har fuldkommen ret. Behandlingen har åbenbart ikke den ønskede effekt når han vedbliver med at smutte.


Der er ikke sluppet noget ud endnu om resultatet af vurderingerne, men det kan undre voldsomt, at vi her i landet så ofte tager forbryderens parti i forhold til rettigheder — endda i en sag som denne hvor han er smuttet mindst 5 gange fra sin forvaringsdom.

Anderledes ser det ud i udlandet. For nylig har en iransk mand opdaget, at det ikke længere er accepteret, at mænd kan påkalde sig ære i forbrydelsessager som da en kvinde der ikke ville gifte sig med manden fik saltsyre i ansigtet, og mistede synet på begge øjne. Ifølge en artikel i Washington Post skal manden nu have 5 dråber saltsyre i begge øjne som straf for sin handling. Han bliver bedøvet under eksekveringen, en luksus han ikke just gav sit offer...

Hvorvidt dette løser noget kan vi sagtens diskutere værdien af, men det sender i hvert fald et kriminalpræventivt signal i et land som normalt ikke har givet kvinder nogen selvstændig værdi og ret. Bemærk venligst at hun havde en flot karriere som fotograf før den bestialske forbrydelse. Intet kan nogensinde give hende dette tilbage — ikke engang hævn.

Men det kunne måske forhindre gentagelser...

tirsdag den 24. marts 2009

Useriøs bandepakke

Der er intet forbavsende i at der udsendes en useriøs bandepakke. Regeringen ER kørt fast, og signalpolitik er det biligste forsøg på at score nogle billige presepoints.

Faktum er at INGEN tænker på straffen når de begår handlingerne, og det har man forstået i udlandet. Danskerne vil ikke lære af hverken hollænderne eller belgierne, og så må det jo gå som det gør. Når vi ikke vil lære af andre må vi gøre os vore egne erfaringer.

I sidste ende kan det jo nok ende med sikrede max-security fængsler som vi har set fra United Bluff, og så kan vi bagefter sidde og causere om hvor galt det gik.

Det ville være langt mere fornuftigt at indkalde relevante mennesker til et rådgivningsmøde med et godt måltid mad bagefter i stedet for at bruge tusindvis af kroner på teoretiske rapporter skrevet af folk som intet aner om emnet. Til et sådan møde skulle man i stedet indkalde:


  • Fængselspersonale som kender kriminaliteten inden for fængslerne

  • Politifolk som kender kriminaliteten uden for fængslerne

  • Resocialiserede kriminelle som kan fortælle hvad der ændrede DERES syn på tilværelsen

  • Pædagoger fra relevante institutioner med erfaringer i flere aldersgrupper

  • Andre med interesse for emnet



Når der fortælles om jobtilbud til de kriminelle i København som tages i stofsalg samtidig med at de får kontanthjælp, så klinger det lidt hult at tilbyde et job med løntilskud eller et SU-studie når flere af dem indkasserer flere tusinde kroner om dagen på deres kriminelle handlinger.

Vi må træffe et valg, og dette valg handler om hvilken verden vi vil bringe videre til vore børn og børnebørn. Vi må holde op med disse patentløsninger og prøve at se verden en smule ud af boksen for at få nye ideer.

Dét ville være lidt mere effektivt... :-)

fredag den 20. marts 2009

Det sene pressemøde

I aftes var det ultravigtigt at afholde pressemøde ganske sent. Ikke for at fortælle noget nyt angående det berømte generalsekretær-job i NATO, men for at komme med indspark i forhold til miljøprojekter...

Det er tankevækkende, at man aflyser det ugentlige pressemøde den ene tirsdag hvorefter der annonceres en så lille nyhed midt om aftenen. Det må være et røgslør. Alle indicier peger i den retning i hvert fald når man ellers tænker på hvor lille effekt de få ting der slipper ud til pressen har i forhold til alt det som forties.

Selv Børsen har i den forløbne uge forsøgt sig med politiske analyser som peger i alle mulige forkerte retninger. Faktum er nemlig at Lars Løkke vil være den suverænt MINDST populære mand til posten som statsminister. Regeringen har aldrig nydt så LILLE popularitet nogensinde, og er kørt fast ganske som George Bush var det de sidste par år af sin præsidentperiode i USA.

Så hvorom alting er, så er denne uge ikke værd at skrive hjem om hvad angår de politiske budskaber, men vi kan da håbe, at den sovende opposition snart vil vågne til dåd i stedet for at slumre mens de realpolitiske signaler synes at være at stemme med regeringen på snart sagt alle områder.

Jeg savner virkelig at man tager et standpunkt og siger fra i forhold til det vanvid vi ser netop nu.

God weekend. :-)

torsdag den 19. marts 2009

Naser Khaders "Nok er Nok"

Det kan ikke overraske ret mange, at tankerne bag dannelsen af den Ny Alliance [nu: Liberal Alliance] var en døgnflue. Ved grundlæggelsen sagde Gitte Seeberg, at "Nok var nok", og de to andre kumpaner var dengang enige. Man ville undgå blokpolitikken.

Så var det for svært at regne skat ud, og Naser dummede sig for åbent tæppe, ganske som Anders Samuelsen også minder om en lille fornærmet skoledreng der ikke fik nok i sit gamle parti, og derfor valgte den hurtige udgang da andre havde etableret noget hvor han så en åbenlys chance for at springe med for at profilere sig.

Nu er der ikke meget tilbage af protesterne. De facto er der blot tale om nogle folk der forlod de Radikale for at gå med på at støtte regeringen. Dygtigt. Meget smukt når det nu var blokpolitikken man ville væk fra, at man så går direkte fra asken over til ilden.

En ild som i øvrigt luner mere i forhold til kommende magtkamp når det bliver afsløret hvorvidt landets statsminister tager imod en mulig stilling som generalsekretær for NATO. Til den tid er der nemlig en lederkrise i Venstre med en næstformand med tydelig afsky for nysgerrige folk der gerne vil til bunds i hr. Lars Løkke Rasmussens bilag.

En finansminister som i magtkampen mod Brixtofte godt kunne tale om "den dyre dreng", men som da han selv blev taget med bukserne nede og sugerøret langt nede i statskassen pludselig ikke har så pokkers meget at sige i sagerne. "Jeg kan ikke vie al min tid til det ene bilag efter det andet" som han ganske nonchalant konstaterede på TV2 News.

Jo, dansk politik er sandelig fyldt med mennesker som bestemt ikke meler deres egen kage. Hvis du spørger dem selv. For herfra hvor vi andre står ser det bestemt ikke kønt ud. Men nogle kan åbenbart godt acceptere måden tingene kører på, for ellers lagde de vel ikke deres stemme bag dette vanvid?

Folket skal nok give en begmand ved næste folketingsvalg. :-)

mandag den 9. marts 2009

Regeringens grundlæggende problem

Jeg véd godt, at jeg allerede har en politisk blog, men jeg synes så ganske bestemt vi for nylig har været vidner til en noget underlig tolkning af ministres opgaver når en avis skoser Karen Jespersen for at være passiv. Vi har gennem de seneste år set hvordan ét parti hele tiden spænder ben for selvstændig tænkning fordi man, som bekendt, skal kunne tælle til 90 for at få gennemført politik her i landet.

Det snævrest mulige flertal eksisterer lige p.t. Jeg forstår godt hvis nogle ministre ikke ligefrem har lyst til at være den næste på listen til skideballer når et forslag ikke lige passer ind i støttepartiets ideer og meninger. Derfor skrev jeg følgende på TV2's tekst-tv:

Passiviteten ganske naturlig
Når Kristeligt Dagblad skoser Karen Jespersen for passivitet glemmer avisen hvilket diktatur ministrene har oplevet. Da Brian Mikkelsen (som daværende kulturminister) tog stilling til Olympiaden i Kina skulle han sættes på plads. Da integrationsminister Birthe Rønn Hornbech tillod sig at give udtryk for en holdning skulle hun også sættes på plads.
Sådan har regeringen arbejdet siden Anders Fogh tiltrådte med det snævrest mulige flertal - nemlig med støtte fra Dansk Folkeparti. Konsekvensen har været at hver gang et forslag ikke har passet isdronningen, så har hele regeringssamarbejdet været "i fare". De benytter gerne udtrykket at der "ikke stilles ultimative krav", men det topstyrede parti tager jo, som bekendt, også helst de store skideballer i enerum. Gjorde de dette offentligt ville de nok miste endnu flere stemmer.
Den form for regering har nu slidt på danskernes tålmodighed, og jeg forstår godt hvis AFR tager imod en stilling som generalsekretær for NATO. De seneste år har sikkert tæret voldsomt på Anders, som tidligere var en handlingens mand der forstod begreber som anstændighed og moral. Nu til dags kræver det stort arbejde at holde styr på tropperne, og alle venter vist kun på et systemskifte.







Så udover det rent principielle i at Lars Løkke har udtalt sig om Peter Brixtofte da de kæmpede om næstformandsposten, så kan det kun siges på én måde: et systemskifte skal nok komme når folk vågner op til at politik bør være mere end skattelettelser og tomme løfter.

Den dag skal nok komme. :-)

torsdag den 5. marts 2009

Ophævelsen af SP

Der er megen diskussion om SP i øjeblikket. Jeg har tilladt mig at opsummere situationen i indlæg sendt på tekst-tv på TV2 i dag:

SP udbetaling tidligst juni 2009
Det er tankevækkende at man allerede nu fra ATPs forside melder ud at udbetaling af SP tidligst kan finde sted juni 2009. Det er naturligvis korrekt, at forslaget først skal vedtages, men hvorfor skal ATP have gavn af likviditeten på en ordning som aldrig skulle være indført i første omgang.
Lad det dog være op til borgerne selv at afgøre om de vil spare op samt i så fald med hvor stort et beløb de ønsker at gøre det. Det er en dybt forældet tankegang at ville skabe statslige ordninger for opsparinger.
Lad mig lige minde om, at det ikke er så frygteligt mange år siden at man fik indført at overlevende kunne få ægtefællens ATP. Tidligere gik denne tillægspension direkte i Statens husholdningsbudget når ægtefællen gik bort. Lignende ordninger finder man ingen andre steder, og det burde vække til eftertanke.
Mon ikke politikerne kunne fremme udbetalingerne, hvis de GAD?






Nu får vi at se hvad politikerne gør ved sagen. Hvis der skal gang i hjulene sker det næppe ved at vente på at ATP får tid til at behandle anmodningerne om udbetaling, vel?

God weekend til alle. :-)

søndag den 1. marts 2009

Hvornår sker der noget på glatføreområdet?

Siden 21. november 2007 (hvor jeg skrev følgende tekst) er eneste opdatering, at det blev Brian Mikkelsen der blev justitsminister...

Det bliver spændende at se hvem der skal sidde på Justitsministerposten for der er åbenbart store problemer forude i petitessernes land. Endnu en EU-forordning kan skabe en hulens masse problemer for dem som — lettere naivt? :-) — vælger at tilmelde sig glatførebekæmpelse.
Læs her hvad Børsen har at sige i artiklen “Slut med snerydning i weekenden
Det allersjoveste er, at sagen trækker spor over i Beskæftigelsesministeriet for hvad skal stakkels chauffører stille op når de — selvom glatførebekæmpelsen normalt er undtaget fra køre- og hviletidsreglerne — måske en dag mister deres kørekort når/hvis en overskridelse af en regel overgår de 30%?
For slet ikke at tale om, at trafiksikkerheden nu er alibi for at begrænse noget som ikke hører ind under emnet som relaterer til trafiksikkerhed.
Så alt i alt er Trafik-, Justits- og Beskæftigelsesminister sat i spil mens man vel kunne formode at Udenrigsministeren må kunne forhandle en løsning på plads, og hvis ikke så må Finansministeren også til foret….
Var der nogen der troede, at politik ikke kunne være endog særdeles morsomt? Jeg finder det absolut vanvittigt komisk…. :-D


Langt mindre morsomt er at den slags sager ikke vækker en pind realpolitisk. Der snakkes om sagerne, og gidslerne er STADIG den enkelte chauffør som kan komme i klemme med sit kørekort... Hvornår vil regeringen begynde at leve op til sine ambitioner om handlekraft til fordel for den menige dansker?