Viser opslag med etiketten afstemning. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten afstemning. Vis alle opslag

tirsdag den 1. december 2015

JA eller NEJ torsdag?

Meningerne er meget delte når det gælder torsdagens afstemning om retsforbeholdet. Det vækker store følelser, og mest bemærkelsesværdigt har været, at mange har valgt, at gøre det hele til et spørgsmål for eller imod hele EU. Dét kort har været spillet før, og det kan være, at nej-siden forregner sig, for fakta taler imod dette syn på afstemningen.

Hvad man IKKE har fortalt i debatten
Journalisten Staffan Dahllöf har for eksempel allerede i 2013 fortalt hvordan USAs aflytninger af europæiske borgere blev bekæmpet af EU. Hvis du læser artiklen EU-lov kan ikke stoppe USA's aflytning, så vil du opdage følgende:
"Kravet om at bremse NSA's adgang til europæiske persondata blev vedtaget med et stort flertal, 51 stemmer mod 1, i parlamentets udvalg for borgerrettigheder den 20. september. [...] Politisk er det en klar besked, fordi alle partigrupper - på nær Dansk Folkepartis gruppe EFD (Europe of Freedom and Democracy) - stemte for."
Hvorfor stemte Dansk Folkepartis gruppe egentlig imod dette?

Hvis man skal tale om at bevare danskhed, så ville det vel være logisk at bakke op om EUs krav om at standse USAs aflytning? Vi havde vel ikke forestillet os, at en dansk statsminister - i dag Lars Løkke Rasmussen, og dengang Helle Thorning-Schmidt - kunne få nogen indflydelse over for NSAs ønsker om at lytte med, hvis vi kun kom som repræsentanter for 5½ million borgere? USA har over 245 millioner indbyggere...

På samme måde var der på et tidspunkt også en påstand fremme om at vi kunne risikere, at dansk politi skulle til at efterforske forbrydelser, som ikke var ulovlige her i landet. Når man gennemlæste bilag D med oversigten over forbrydelser var alle i forvejen ulovlige her i landet, så det er en lidt søgt forklaring.

Hvad ligger der bag retorikken?
Nej-siden vil gerne så skepsis om, at politikerne er en slags ondskabsfulde mennesker som vil danskerne det værste. Der er intet bud på hvad man hellere vil have, også selvom man fuldt ud er klar over, at det meste hænger sammen med den flygtningestrøm, der kom i kølvandet på Syrien-krigen.

Der er brug for et ja i morgen, og materialet kan ses direkte på Justitsministeriets hjemmeside hvor PDF-dokumentet Samarbejdet om retlige og indre anliggender kan tilgås af alle. Det er et dokument på 155 sider, som koger alt det komplicerede sammen på mere forståeligt dansk.

De forskellige høringssvar kan læses fra og med side 139, så det med at tingene er fejet ind under gulvtæppet er fuldkommen ude i skoven. Afstemningen er bilagt med en musketér-ed, som går ud på, at der skal en folkeafstemning til, hvis man vil udvide de retlige kompetencer for EU. Det er simpelthen ikke seriøst, at tilskrive folk nogle motiver, som slet ikke stemmer overens med dette, som nu har ligget frit tilgængeligt i flere måneder.

God valgdag den 3. december. :-)

fredag den 27. november 2015

Politikerlede - hvad mon der sker på torsdag?

Politikerne har ikke været helt vilde med spørgsmålene om politikerlede. De er måske, inderst inde, godt klar over, at afstemningen om retsforbeholdet kan blive brugt som afløb for en vis politikerlede. "Overdrag magten til os" vækker en vis afsky hos dem, der - berettiget eller ej - føler, at politikerne ikke lytter til dem.

Man må give dem, der sidder med denne fornemmelse, at det - rent retorisk betragtet - ER korrekt, at budskaberne er forskellige før og efter et valg. At det så er nødvendighed der gør, at man er nødt til at justere er en anden sag. Man GLEMMER nemlig, at informere ordentligt om hvorfor man træffer de valg man gør.

Det er præcis her vi har det helt store problem. Alle er klar over, at der er konvergenskrav i forhold til EU. Vores underskud må ikke bare vokse helt uden grænser. Det har vi lovet EU, selvom vi ikke er med i Euroen. Vi kører den såkaldte fastkurspolitik.

Hvad ikke ret mange fortæller er så til gengæld også, at siden euroen kom frem har der været et kæmpe dyk i værdien af denne møntfod. Før krisen talte alle om, at det ville være en fordel at komme med i Euroen. Da krisen ramte gik det op for en del mennesker, at der ikke var nogen vej udenom. Hvad valgte politikerne så at gøre? Fortalte de befolkningen, at det var en fordel, at vi ikke var med i Euroen, eller valgte de at tie dette nationaløkonomiske faktum ihjel?

De valgte det sidste, fordi de stensikkert vidste, at kritikken kunne ramme dem, fordi mange ikke forstod mekanismerne bag nationaløkonomi. De glemte så bare, at tavsheden gav kritikerne endnu mere vind i sejlene, for de forholdt sig - ganske naturligt - ikke tavse til, at de fik ret. De er blevet trynet af ja-partierne igennem flere årtier, så for dem var der fordele forbundet med, at fortælle sandheden om Euroens skrøbelighed.

Det skal lige siges, at hvis du leder efter hullerne i osten, så kan du finde svagheder i valutaer over alt. Selv den japanske yen har sine udfordringer, og den amerikanske dollar er bestemt heller ikke nogen sikker havn. Ironisk nok, er det faktisk den danske krone og det britiske pund, der kan siges en del positivt om - afhængig, naturligvis, af hvilke beløbsstørrelser vi taler om...

Ganske som man i sin tid KUN talte om et fællesmarked da vi kom ind i EF, som det hed dengang, så var det en kæmpe fejl, at fortie, at drømmen rent faktisk VAR en union. Enhver der kender Rom-traktaten ved, hvad det handlede om. Det blev fortiet, og solgt som, at vi ville få afgiftsharmoniseringer på bilernes registreringsafgifter. Den seneste justering er slet ikke i nærheden af en harmonisering, men kun en meget lille håndsrækning til en fornyelse af bilparken.

Alt det politikerne alligevel ikke opnåede med indførelsen af de periodiske bilsyn, skal nås på en eller anden måde, og det nytter ikke noget med små lappeløsninger. Faktum er nemlig, at mange små lapper ikke udgør samme stabilitet og robusthed som én stor løsning...

Så det er i dette perspektiv, med mange nuancer, at folk godt kan tænkes at række et vink med en vognstang. Om politikerne tager imod, eller igen taler udenom hvis der kommer et nej, finder vi ud af sidst på aftenen torsdag, eller fredag morgen...

God weekend, og rigtig god valgdag på torsdag. :-)

mandag den 23. november 2015

Afstemningen 3. december

Det bliver en spændende folkeafstemning den 3. december om retsforbeholdet. Vi kunne høre, at afstemningen havde afstedkommet en kommentar fra Inger Støjberg om hvad der var 'fair' i forhold til nej-sidens kampagne.

Der er altid nogle, der bliver fornærmede. Vi er ikke enige. Befolkningen vil - som sædvanlig - være delt i to næsten lige store grupper. Vi har hver vores fokus.

Hvis man endelig skal tale moral, så kunne nej-siden jo også sige, at det var lettere smagløst da afstemningen blev præsenteret som et valg for eller imod pædofili. Selv den mest inkarnerede ja-siger kan ikke undsige sig, at formuleringen var 'uheldig'...

Anyway, der forestår en spændende slut-kampagne, og resultatet bliver spændende. Ingen tvivl om den sag...