Weekenden kan meget vel blive afgørende for DFs fremtid

Man kan som socialliberal absolut ikke begræde, at Dansk Folkeparti er i krise. Deres politik handler altid om, at andre skal straffes, især hvis de ikke har dansk etnicitet, og den ene af kandidaterne, Martin Henriksen, blev jo landskendt, da han på nationalt tv kom med påstanden om, at man ikke var 'rigtig dansk' medmindre man var helt dansk flere generationer bagud. En danskfødt gymnasieelev fik også en tur i et afsnit af Debatten på DR2, så der kan siges meget om denne Martin Henriksen...

Ros til en modstander: René Christensen fra Dansk Folkeparti

Billedkilde: Folketinget

I dette sidste afsnit af Ros til en modstander skal der lyde ros til MF René Christensen fra Dansk Folkeparti. Manden kendes blandt andet fra finanslovsforhandlingerne, hvor han har flankeret partiets formand, Kristian Thulesen Dahl.

Når fordomme blæses op...

Vi kender alle til fordommene. Når én indvandrer begår noget kriminelt, så er det ALLE indvandrere, der er kriminelle. Når én mand tæver sin kone, så er ALLE mænd voldelige. Når én mand laver mansplaining, så er dette et generelt problem. Der er kun én ting, vi mangler at erkende: det er løgn!

Folketingsvalg på vej?

Der rykkes rundt omkring i landet på kandidatlisterne. Nye navne dukker op. Jens Rohde (Radikale) vender hjem fra EU, og det samme gør DFs stemmesluger, Morten Messerschmidt. Sidstnævnte ret sikkert fordi man er opmærksomme på, at man stod til at miste mandater i nordsjællands storkreds. Tidligere skiftede socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, til kandidatur i Aalborg, hendes barndomsegn...

Dansk Folkepartis reaktion på EBs artikel om grisefester

Billedkilde:

http://www.ft.dk/Folketinget/findMedlem/DFSESP.aspx

Man kunne på TV2 News høre næstformanden Søren Espersen være ganske forbandet over de artikler som har været skrevet bl.a. om grisefester. Han sagde i interviewet med Gerttrud Højlund, at man ikke kunne stole på kilderne fordi det var tidligere medlemmer af DF, som var 'mavesure' i Søren Espersens optik.

Det snarlige valg i USA

Man kan ikke opretholde en politisk blog uden samtidig at nævne det snarlige valg i USA. Der er rigtig meget på spil, og tingene rykker sig i denne slutspurt i et tempo, så man virkelig skal holde tungen lige i munden. Republikanerne er smaddertrætte af Trump, men griber alligevel chancen da der kom nye diskussioner om Hillary Clintons e-mails. Det har været en parodi at se på.

Politiet er bedst til at udvælge politidirektører

Billedkilde: Clipartpanda.com

Jeg nærer ikke den skepsis DFs EU-parlamentariker åbenbart har ift valget af politidirektører, når Messerschmidt vil lade borgerne vælge politidirektøren. Der er ALTID en risiko for fejlvurderinger når man agerer i forhold til en folkestemning, og jeg tror ikke du får nogen til at synes om hverken fartkontrol eller nogle af de mindre populære elementer i de prioriteringer politiet naturligt må foretage for at sikre ro og orden som den ordensmagt de nu engang er etableret som.

Politisk motiveret dom i Messerschmidts EU-sag?

Det er altid helt fair, at den anklagede kommer til orde, og i Messerschmidts EU-sag, tror jeg, vi er flere, der synes, at den halve million danskere, der stemte på ham ved seneste EU-parlamentsvalg fortjener et ordentligt svar.

Dansk Folkeparti ER topstyret

Nyborg-formanden Jens Halds exit fra Dansk Folkeparti kan næppe undre nogen. Jeg har for længst nævnt topstyringen i Dansk Folkeparti. Det har været kendt for alle, at der ikke er nogen appelmuligheder. Hvis ledelsen mener, at månen er lavet af grøn ost, så vil enhver der mener noget andet få en kold fod i måsen på vej ud i kulden.

Undtagen de få, som har kunne blive taget til nåde. Morten Messerschmidt der i en brandert heilede på Strøget, Mogens Camre der måtte trække et par udtalelser tilbage etc. Resten har måtte erkende, at demokrati er en by i Rusland. Dømt, fordømt og ude af klappen hvis nogen med flere striber på trøjen mener noget andet end vedkommende, der måtte forbryde sig imod en del af Dansk Folkeparti.

Den eneste ros man kan finde omkring topstyringen har været, at de værste landsbytosser er blevet smidt ud af klappen. Man har fået en mere driftssikker partiorganisation end Fremskridtspartiet var i sin tid.

Hvis man ikke kan lide lugten i bageriet må man gå - og så kan folk så bagefter tænke over hvorfor pågældende valgte at gå. Men at blive et sted, hvor man ikke er velkommen er mindst lige så dumt.

Morten Messerschmidts manglende svarelyst

Morten Messerschmidt kom med en påstand om, at man med et JA ved afstemningen den 3. december kunne risikere, at dansk politi skulle efterforske forbrydelser som ikke var ulovlige i Danmark. Da jeg stillede spørgsmålet om hvilke af de forbrydelser som var nævnt i bilag D, som ikke i forvejen ER ulovlige her i landet, fik jeg først intet svar, og da jeg i dag ville tjekke om andre havde efterlyst svar i sagen, var indlægget slettet fra hans Facebook-væg...

Om der er sket en fejl, eller Morten er blevet klogere, men bare ikke ønsker at erkende, når han tog fejl med sin påstand, skal jeg ikke gisne om, men alene konstatere, at spørgsmålet ikke blev besvaret.

Interessant analyse af topjob i EU

Det hænder, at det er spændende at følge politikere på Facebook. I dag var ingen undtagelse, for der kom disse vise ord fra MEP Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti:

Stor ståhej for ingenting – og dog…
Der tales meget om navne disse dage. Vores statsminister nævnes som kandidat til EU-topjob. Men der er tilsyneladende ikke mange, som reelt har forstået, hvad dette spil handler om. Man taler om at finde de rette personer til EUs centrale topposter. At finde dem med de rette kvaliteter. Men et blot minimalt spadestik dybere vil afsløre, at de igangværende forhandlinger intet har med personlige kvalifikationer at gøre. Det handler alene om magt. Og vel at mærke et magtspil mellem EU og medlemslandene (!), der afgør, hvem der fremadrettet skal udpege EUs øverste embedsmand, Kommissionens formand. Navnene, der nævnes, er blot brikker i magtens spil.

Spillet om magten begyndte med udgangen af 2009, hvor Lissabontraktaten trådte i kraft. Den medførte to fundamentale ændringer i EUs magtpolitiske struktur. For det første fjernede man vetoretten ved udnævnelsen af EU-kommissionens formand. Det sker nu med kvalificeret flertal. For det andet indføjedes en passus om, at den nyvalgte kommission skal afspejle udkommet af EU-parlamentsvalget. Det hele er opsummeret i TEU art. 17, stk. 7: ” Under hensyntagen til valget til Europa-Parlamentet og efter passende høringer foreslår Det Europæiske Råd med kvalificeret flertal Europa-Parlamentet en kandidat til posten som formand for Kommissionen”.

Med stor fanfare fik denne passus de føderale partier i EU til at udnævne deres foretrukne kandidater. I Dublin udnævntes – med premierminister Kenny som vært og Kansler Merkel som bivåner – Jens Claude Juncker som det konservative partis spidskandidat (EPP). Og under tilsvarende festivitas udnævnte Europas socialister den siddende formand for EU-parlamentet, Martin Schulz, ligesom mindre grupper (ALDE, De Grønne mv.) også meldte sig med kandidater.

Alt dette gik relativt ubeskrevet hen i de fleste lande. De færreste uden for EU-parlamentets fanatiske skare af revolutionære så den store værdi i de nye kandidater. Herregud, det var jo kendte – og slidte – ansigter. Gammel vin på nye flasker. I særligt eet land blev processen dog fulgt med stor interesse. Det mest markante fællestræk for alle spidskandidaterne – eller spitzenkandidaten, som de siden skulle blive kendt – var nemlig, at de alle havde tysk som hovedsprog. Gradvist blev processen derfor stadig større i de tyske medier og tysktalende lande. Mens det formodentligt er de færreste danske vælgere, der har tænkt på ”Præsident Schulz” eller ”Præsident Juncker”, da de stemte på socialdemokraterne eller De Konservative, spillede disse kandidater faktisk en rolle i den tyske debat. Ja, tyske medier har endda kaldt det forræderi over for vælgerne, hvis Merkel ikke kan levere Juncker som EU-kommissionsformand. EPP blev jo netop størst ved valget og syd for grænsen har man for længst lært at læse Lissabontraktaten, som Bruxelles ønsker det.

Dette skal imidlertid ikke forstås sådan, at Merkel er vild med Juncker som person eller anser hans politiske kvalifikationer som uundværlige i fremtidens EU. Nej, tværtimod. Den eneste grund til, at Merkel støtter Juncker, er, at EPP har valgt ham og at hun presses til at støtte EU-parlamentets nye og selv-definerede kompetence. Hvordan er Europas nye Jern-lady da endt med at være underlagt mediernes lune? Her skal svaret findes i Junckers modkandidat – Martin Schulz. Udover at have været formand for SD-gruppen i EU-parlamentet og formand for EU-parlamentet de seneste 2½ år, er Schulz nemlig tysk og har med succes bearbejdet Siegfried Gabriel til at støtte sig som kommissionsformandskandidat. Det er nemlig den eneste måde, hvorpå SPD kan komme i nærheden af som koalitionspartner med Merkel at få kommissionsposten.

Stod det til tyskerne, kunne sagen således løses enkelt. Bruxelles og medierne får Juncker. Og Merkel får fred. Men så nemt er det ikke. På den anden side af Kanalen er en anden premierminister nemlig under tilsvarende stort pres. Her har man ingen nedskreven forfatning, men besinder sig på praksis, erfaring og præcedens. Man er sig derfor meget bevidst, at har man først én gang givet sig for EU-parlamentets ret til at udpege Kommissionsformanden, da vil den ret for altid være overdraget fra medlemslandene. Endnu en pinefuld suverænitetsoverdragelse, som naturligvis er helt uspiselig for David Cameron, der i øvrigt støttes fra flere statsminister-kollegaer, herunder Rütte, Orban og Reinfeldt.

Det store spørgsmål er derfor, om Merkel har viljen til på denne uges topmøde simpelthen at køre Cameron over for at gennemtvinge Juncker. Det morsomme er bare, at det intet har med Juncker at gøre. Det handler alene om magt-kampen mellem EUs føderale institutioner (EU-parlamentet) og medlemslandene. Hvem skal afgøre navnet på EUs mest magtfulde embede? Som så ofte før, er de institutionelle magtopgør vigtigere end den førte politik. Og så undrer man siger, at det går skidt…?

For Cameron minder sagen faretruende om topmødet i november 2011, hvor Tyskland havde brug for at stramme styringen af eurolandenes finanspolitik og derfor blev enige om finanspagten. Her tog den britiske regering til topmødet i forvisning om, at det ville kræve en traktatændring og at man derfor havde veto-ret. Det sendte følgelig chokbølger gennem London, da Merkel kørte hen over Cameron og blot gennemførte sit strammergreb i en mellemstatslig aftale. Er Merkel villig til at ydmyge Cameron igen?

Ja, hvis nødvendigt. Men helst ikke. Det kan nemlig yderligere styrke den britiske eu-modstand. Og hvis der er noget, Merkel ikke ønsker, så er det at presse Storbritannien ud af EU. Dette er Camerons eneste forhandlingspunkt. Og det er i dette lys, at andre kandidater for tiden diskuteres. Ikke for deres personlige kvalifikationer, holdninger eller politiske præstationer. Men som brikker i et spil, der skal tilfredsstille de implicerede parter i trekantsdramaet: Merkel – Juncker – Cameron.

Og hvem kan så det?

De tyske medier har været meget optaget af Helle Thorning Schmidt. Mest fordi hun – paradoksalt nok – anses som en mulig appel til UK. De tyske medier plejer at være særdeles godt underrettet og det er da også rimeligt at antage, at Thorning har opbakning fra ikke bare Merkel, men også flere andre, herunder også Cameron. I London ses hun nemlig ikke som den ”european by heart”, hun ellers beskriver sig selv som. Her ses hun som repræsentant for et nordisk, eu-kritisk land. Det kan nærmest virke ironisk, at Thornings karrieremuligheder hviler på den sindige, danske eu-kritik…men sådan er livet jo så underfuldt.

I Frankrig har IMFs magtfulde formand, Christine Legarde, været diskuteret. Men det synes urealistisk af mindst to grunde. Dels fordi hun tilhører et andet parti end Hollande, som i givet fald skal udpege hende. Og dels fordi hun som IMF-formand gang på gang i løbet af euro-krisen har vist sig som den realist, der talte Sydeuropas problemer op, mens Bruxelles forsøgte at lægge låg på. Imidlertid er det tvivlsomt, om Hollande vil acceptere en råds-formand fra et ikke-euroland (Thorning), så længe euromøderne føres her. En løsning kan være, at man formaliserer euro-gruppen og udpeger en stærkere person til at lede møderne. Quindos fra Spanien nævnes i krogene… Det ændrer dog ikke noget for Hollande vis a vis en post Kommissionen, som han allerede har lovet sin tidligere finansminister, Muscovici, der går benhårdt efter at afløse finsk Rehn som økonomikommissær.

Det er generelt anerkendt, at Østeuropa nu har krav på én af top-posterne. Som et bud nævnes Lithauens præsident Grybauskaite. Hun har tidligere været budgetkommissær, men kan udenrigspolitisk være svær at håndtere på grund af sin hårde retorik mod Rusland. Indtil for nyligt var polske Sikorski derfor et stærkt bud. Men nylige afsløringer af hemmelige USA-kritiske samtaler kan også bringe hans kandidatur i fare.

Kabalen skal som minimum indeholde en østeuropæer, en kvinde og én fra EPP. Og af andre dark horses, som kunne trækkes ud af stalden, nævnes irske Kenny, som imidlertid tabte EP-valget stort, samt finske Katainen, der allerede har meldt sig klar. Men reelt er der ingen, der ved det. For som sagt handler kabalen slet ikke om personer, men om en armlægning mellem EU og medlemslandene. I det lys er det ikke underligt, at Thorning har meldt sin klare støtte til Juncker. Naturligvis støtter hun, at EU-parlamentet får styrket sin magt. Allerede af den årsag burde alarm-klokkerne bimle over London…

Fortsat god dag til alle. :-)

Rigsfællesskab over EU

Tankerne bag EU var samarbejde. I dag er det union, de store tryner de små, og et mareridt af værste skuffe når store landes interesser vejer højest!

Groft sagt. Det indrømmer jeg.

Men lad os lige kigge engang på den seneste udvikling hvor EU forsøger at presse vores rigsfælleskab i et frontalangreb mod Færøerne.

Morten Helveg Petersen, der ellers burde have stolte politiske aner som søn af Niels Helveg Petersen, kom med denne kommentar på sin Facebook-profil:

Færøerne eller EU? Se lige Dansk Folkepartis Søren Espersen: »Vi står ved en skillevej: Enten må vi vælge EU eller rigsfællesskabet. EU er en døgnflue, mens vi har været sammen med Færøerne i 800 år. Vi bør tage slagsmålet og tage sagen op ved EU-Domstolen.«. Jeg vælger EU. Der skal være fælles spilleregler. Ellers gør lande jo bare hvad der passer dem uden respekt og hensyntagen til omverden. Hvem er for Færøerne?

Nu kunne alle gætte, at der findes to lejre: dem som partout skal tale DF imod, og dem som i særdeleshed vil tale Søren Espersen imod - i hvert fald i den røde blok... :-)

Jeg skrev denne kommentar:

Du forstår sandelig at udstille din dumhed for åbent tæppe.
Hvis din udmelding har grobund blandt alle radikale politikere er der god grund til IKKE at stemme radikalt. Rigsfælleskabet BURDE være vigtigere. Endvidere er det tankevækkende, at udenlandske politikere godt vil kæmpe for regionale interesser mens næsten alle danske MF'ere er ved at snuble over hinanden for at vise respekt for alt der kommer fra EU.
I er nogle 'skidesprællere, klamphuggere og elendige amatører' for nu at citere den folkekære Egon fra Olsen Banden. Føj!

I dag kunne jeg så også notere mig en fornuftig socialdemokrat, der turde forsvare vores rigsfælleskab, nemlig Kenneth Jørgensen der stiller op til kommunalvalget i Sorø ytre disse ord i sin kommentar i samme tråd:

Suprise! Det Radikale Venstres leflen for EU's bureaukrater og teknokrater kan vel ikke komme bag på nogen! Desværre er dette jo blot endnu et eksempel på, hvordan vores folkevalgte på tinge mere og mere er ude af trit med resten af befolkningen! Danmark og det danske rigsfællesskab var tidligere det meste af Europas spisekammer, dette har resten af Europa misundt os og derfor har de bid for bid taget vores landbrug og fiskeri fra os og inden vi ser os om, så skal vi netto importere det vi tidligere levede af at eksportere! Takket være svage politikere på tinge, som i deres leflen for EU kolossen på lerfødder, har solgt ud af vores lands stoltheder ! Det er simpelthen en fadæse!

Nu kunne man tro det var et 'tilfælde' at der igen i dag er et angreb imod et medlem af Dansk Folkeparti. Denne gang vil Morten Helveg Petersen gerne vide hvilken paragraf i Grundloven der taler om ligebehandling af statsborgere med basis i en artikel i Berlingske på baggrund af en kritik fra Morten Messerschmidt.

Når nu Grundloven er så fremmed for Morten Helveg Petersen kan man da anbefale ham at følge min blog Den danske Grundlov ligesom det nu bliver tydeligt hvorfor jeg nævnte, at han er søn af Niels Helveg Petersen... Var der en mand der nød respekt for sine tanker om grundlovsrevision, så var det faktisk Niels Helveg Petersen, og det kunne være far og søn skulle spendere et par kvalitetstimer sammen om dette emne før Morten gør sig selv FULDKOMMEN til grin! :-) Grundlovens §74 siger: "Alle indskrænkninger i den frie og lige adgang til erhverv, som ikke er begrundede i det almene vel, skal hæves ved lov."

---

Jeg er godt klar over de to alfahaner godt kan lide at diskutere for åben skærm, og det er fair nok at de repræsenterer hver sin del af dansk politik, men det vil nok gavne hr. Morten Helveg Petersen at gøre sig bekendt med teksterne før han vil lege ekspert. Den frie og lige adgang som Grundloven lægger op til både for så vidt angår ejendomsret, forsamlingsfrihed og flere andre aspekter illustreres tydeligt af Grundlovens §83 hvor der står: "Enhver i lovgivningen til adel, titel og rang knyttes forret er afskaffet."

God weekend til alle. :-)