Har du brug for en ny mobiludbyder?
Telmore Mobilabonnement med Play

mandag den 30. november 2015

Gå efter bolden frem for efter manden

Der har i forlængelse af flere debatter været en tendens til, at nogle går efter manden når der opstår skandaler. Dette er f.eks. sket i Carl Holst-sagen. Manden har begået noget mindre smart, og det må både anklager og relevante myndigheder kigge på. Det er ikke hverken du eller jeg som skal tage stilling i sagen...

Folk har lynhurtigt kommentarer om bilagssager m.v. - alt sammen irrelevante træmænd, set i forhold til den konkrete situation.

Der var ikke ret mange, som tog stilling til hvor lidt kritiske bogholderne i regionerne måtte være, når de ukritisk bogførte pågældende bilag i sagen. Der går ren Humphrey i den slags sager. Indrømmet, er det næppe populært at fortælle chefen, at et bilag ikke overholder kravene for refusion og/eller betaling, men det er en nødvendighed.

Den kritiske revision er nødvendig for at embedsmænd kan være upolitiske. De skal ikke tage stilling til om en post er vigtig, men alene om den overholder betingelserne. Nogle læser Berlingske, mens andre læser Politiken. Begge aviser kan være vigtige, men vi har alle vores præferencer.

Det politiske klima ville blive langt bedre, hvis alle gik efter bolden frem for efter manden. :-)

lørdag den 28. november 2015

Grænsekontrol? Én gang til for prins Knud

Alle der taler om genindførelsen af grænsekontrol overser én meget vigtig faktor, og det er Dublin-aftalen. Dansk Folkeparti markedsfører grænsekontrollen hver gang de interviewes om noget der perifert nærmer sig EU her op til folkeafstemningen 3. december 2015.

HVIS Danmark indfører grænsekontrol, risikerer vi at blive første registreringsland for de folk, som ellers drager mod Sverige. Nu hvor Sverige har indført en grænsekontrol, er det IKKE det samme som en nægtelse af asyl. Tværtimod. Det er en kontrol af hvem der kommer ind i landet. Når disse siger ordet 'asyl', så er Sverige (eller Norge) forpligtede til at behandle deres ansøgning.

Men HVIS en person er registreret første gang i Grækenland eller Italien (eller for den sags skyld Danmark), så er det første registreringsland som skal behandle en asylansøgning - uanset om et sekundært land allerede har afvist vedkommende.

Folk TROR, at en grænsekontrol betyder, at vi kan nægte folk adgang til landet, hvis de ikke har de nødvendige rejsepapirer. Det kan man ikke, for ordet 'asyl' gør igen, at det pågældende land er forpligtet til at behandle en asylansøgning.

Så hvor mange har et Morten Korch-agtigt forhold til grænsekontrol, så må man bare sige, at den holder ikke i byretten. Når folk er kommet forbi flere grænser uden en første registrering, så er det stadig Dublin der gælder.

Nu har du i hvert fald fået information, og vær opmærksom på hvordan ordet grænsekontrol bruges. Det er lidt tankevækkende, at man ikke vil fortælle sandheden om emnet.

fredag den 27. november 2015

Politikerlede - hvad mon der sker på torsdag?

Politikerne har ikke været helt vilde med spørgsmålene om politikerlede. De er måske, inderst inde, godt klar over, at afstemningen om retsforbeholdet kan blive brugt som afløb for en vis politikerlede. "Overdrag magten til os" vækker en vis afsky hos dem, der - berettiget eller ej - føler, at politikerne ikke lytter til dem.

Man må give dem, der sidder med denne fornemmelse, at det - rent retorisk betragtet - ER korrekt, at budskaberne er forskellige før og efter et valg. At det så er nødvendighed der gør, at man er nødt til at justere er en anden sag. Man GLEMMER nemlig, at informere ordentligt om hvorfor man træffer de valg man gør.

Det er præcis her vi har det helt store problem. Alle er klar over, at der er konvergenskrav i forhold til EU. Vores underskud må ikke bare vokse helt uden grænser. Det har vi lovet EU, selvom vi ikke er med i Euroen. Vi kører den såkaldte fastkurspolitik.

Hvad ikke ret mange fortæller er så til gengæld også, at siden euroen kom frem har der været et kæmpe dyk i værdien af denne møntfod. Før krisen talte alle om, at det ville være en fordel at komme med i Euroen. Da krisen ramte gik det op for en del mennesker, at der ikke var nogen vej udenom. Hvad valgte politikerne så at gøre? Fortalte de befolkningen, at det var en fordel, at vi ikke var med i Euroen, eller valgte de at tie dette nationaløkonomiske faktum ihjel?

De valgte det sidste, fordi de stensikkert vidste, at kritikken kunne ramme dem, fordi mange ikke forstod mekanismerne bag nationaløkonomi. De glemte så bare, at tavsheden gav kritikerne endnu mere vind i sejlene, for de forholdt sig - ganske naturligt - ikke tavse til, at de fik ret. De er blevet trynet af ja-partierne igennem flere årtier, så for dem var der fordele forbundet med, at fortælle sandheden om Euroens skrøbelighed.

Det skal lige siges, at hvis du leder efter hullerne i osten, så kan du finde svagheder i valutaer over alt. Selv den japanske yen har sine udfordringer, og den amerikanske dollar er bestemt heller ikke nogen sikker havn. Ironisk nok, er det faktisk den danske krone og det britiske pund, der kan siges en del positivt om - afhængig, naturligvis, af hvilke beløbsstørrelser vi taler om...

Ganske som man i sin tid KUN talte om et fællesmarked da vi kom ind i EF, som det hed dengang, så var det en kæmpe fejl, at fortie, at drømmen rent faktisk VAR en union. Enhver der kender Rom-traktaten ved, hvad det handlede om. Det blev fortiet, og solgt som, at vi ville få afgiftsharmoniseringer på bilernes registreringsafgifter. Den seneste justering er slet ikke i nærheden af en harmonisering, men kun en meget lille håndsrækning til en fornyelse af bilparken.

Alt det politikerne alligevel ikke opnåede med indførelsen af de periodiske bilsyn, skal nås på en eller anden måde, og det nytter ikke noget med små lappeløsninger. Faktum er nemlig, at mange små lapper ikke udgør samme stabilitet og robusthed som én stor løsning...

Så det er i dette perspektiv, med mange nuancer, at folk godt kan tænkes at række et vink med en vognstang. Om politikerne tager imod, eller igen taler udenom hvis der kommer et nej, finder vi ud af sidst på aftenen torsdag, eller fredag morgen...

God weekend, og rigtig god valgdag på torsdag. :-)

onsdag den 25. november 2015

Anstændighed i dansk politik

Der er meget der mangler i forhold til anstændighed i dansk politik. Når man hører om budgetlægningen i flere kommuner, så er prestigeprojekterne begyndt at koste. Investeringer i store rådhuse dengang kommunalreformen samlede flere kommuner kombineret med nye veje - indrømmet med statstilskud - og flere andre ting, gør nu, at der skal spares på hjemmehjælpen, skoler m.v.

Det er en anelse overraskende, for der er jo kommet flere penge i kassen i såvel stat, regioner som i kommunalkasserne. De bliver åbenbart administreret lidt for dårligt... Det sidste var i sin tid noget man godt kunne have fokus på i sine politiske budskaber. Men i dag er partierne blevet så gennemsyltede i udvalgsarbejde m.v., at de tier.

Hellere tale skattelettelser, nedsættelse af selskabsskatten end tale om virkeligheden, som den rent faktisk SER ud lokalt. Den NÆRE velfærd er nem at få øje på, og alligevel taler man værdighedsmilliard helt uden at forklare hvordan man først udhuler et område, for bagefter at tilføje flere penge - helt uden at nævne, at netto har man stadig gennemført en besparelse.

Slutligen, så lad det være sagt med det samme. Begge fløje er skyldige på dette område. Det er utroligt skuffende, for ingen tager ansvar for dette. Det er tomme ord for at score billige pressepoints når der bliver kørt kampagner, for når først man sidder i finanslovsforhandlinger, så stemmes der desværre alt for ens. Økonomi er blevet så centralt at borgerne i hvert fald slet ikke skal drømme om at komme på plejehjem eller have brug for (selv midlertidig) hjælp i eget hjem. Hjemmehjælperne har aldrig løbet så stærkt som nu, og politikerne taler uden om....

mandag den 23. november 2015

Afstemningen 3. december

Det bliver en spændende folkeafstemning den 3. december om retsforbeholdet. Vi kunne høre, at afstemningen havde afstedkommet en kommentar fra Inger Støjberg om hvad der var 'fair' i forhold til nej-sidens kampagne.

Der er altid nogle, der bliver fornærmede. Vi er ikke enige. Befolkningen vil - som sædvanlig - være delt i to næsten lige store grupper. Vi har hver vores fokus.

Hvis man endelig skal tale moral, så kunne nej-siden jo også sige, at det var lettere smagløst da afstemningen blev præsenteret som et valg for eller imod pædofili. Selv den mest inkarnerede ja-siger kan ikke undsige sig, at formuleringen var 'uheldig'...

Anyway, der forestår en spændende slut-kampagne, og resultatet bliver spændende. Ingen tvivl om den sag...

torsdag den 19. november 2015

Morten Messerschmidts manglende svarelyst

Morten Messerschmidt kom med en påstand om, at man med et JA ved afstemningen den 3. december kunne risikere, at dansk politi skulle efterforske forbrydelser som ikke var ulovlige i Danmark. Da jeg stillede spørgsmålet om hvilke af de forbrydelser som var nævnt i bilag D, som ikke i forvejen ER ulovlige her i landet, fik jeg først intet svar, og da jeg i dag ville tjekke om andre havde efterlyst svar i sagen, var indlægget slettet fra hans Facebook-væg...

Om der er sket en fejl, eller Morten er blevet klogere, men bare ikke ønsker at erkende, når han tog fejl med sin påstand, skal jeg ikke gisne om, men alene konstatere, at spørgsmålet ikke blev besvaret.

tirsdag den 17. november 2015

Flere politifolk - forlig på plads

Nu skal de endelige tal lige beregnes færdig, men det ser ud til der kommer lidt over 1.000 politifolk til tropperne, og det må siges at være tiltrængt. Politiet har en overarbejdspukkel som siger Spar 2 til det meste. Der er lys forude.

Særligt interessant bliver uddannelsesdelen, som jo er en væsentlig del af pakken. Det tager immervæk et stykke tid før folk fra gaden bliver tjenesteklar som fuldgyldige medlemmer af etaten. Et spændende forlig, og forhåbentlig giver det lidt luft til de eksisterende betjente.

søndag den 15. november 2015

Terroranslaget i Paris

Vi er alle rystede over terroranslaget i Paris. 129 døde, og talrige sårede og i kritisk tilstand. Det er næsten ubærligt hvor umenneskeligt nogle mennesker kan opføre sig over for andre mennesker.

MEN, der er samtidig en sørgelig tendens til at affyre bemærkninger, som er lidt uden for det seriøse og rationelle. Hvorfor skulle en bestemt befolkningsgruppe frasige noget som er logisk for enhver? Lad os lige få politiet og efterretningstjenesterne til at undersøge forholdene før vi drager konklusioner.

Ingen tvivl om, at handlingerne er skrækkelige. Det er nu, at familie og venner til ofrene har brug for støtte. Terroristerne skal ikke have succes med at gøre alle bange, for så er vi i gang med 'skruen uden ende'. Lad os fastholde fokus på dét livet handler om - og det er ikke at fordømme andre ud fra generaliseringer...

fredag den 13. november 2015

Statslige flygtningelandsbyer

Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, har været ganske pro-aktiv i denne sag. Hun udnyttede pausen mellem Lars Løkke Rasmussens annoncering og den gode løsning i overmorgen (som kommer senere i dag) til, at annoncere et forslag om statslige flygtningelandsbyer.

Læs mere om dette, og se videoen med Mettes tanker her: http://politiken.dk/indland/ECE2926992/mette-frederiksen-foreslaar-statslige-flygtningelandsbyer/. Stærkt gået. Det er godt spin - hurtigt udtænkt, og særdeles aktivt. :-)

torsdag den 12. november 2015

Helle Thorning-Schmidt blev ikke valgt

Her til morgen kunne man på nyhederne på TV2 høre, at Helle Thorning-Schmidt ikke blev flygtningehøjkommissær i FN, men at posten i stedet går til italienske Fillippo Grandi. Du kan læse nyheden her: http://nyhederne.tv2.dk/2015-11-11-thorning-vraget-til-fn-topjob.

Jeg tror næppe Helle Thorning-Schmidt er specielt ked af dette. Retningen var åbenlys, og regeringen gjorde ikke meget for at fremstå specielt venlig over for de folk, som kommer hertil. Vi siger gerne: "En fremmed er en ven du endnu ikke har mødt" - men faktum er, at Danmark strammer og strammer i et omfang der for længst har distanceret sig fra at vurdere folk som individer. Folk omtales nærmest som dyr, og man taler mere om antallet end om de skæbner, som gemmer sig bag tallene.

Der skal nok dukke noget andet op, og jeg er ret sikker på vi pludselig hører, at Helle Thorning-Schmidt smutter til et andet internationalt job. Hun får ikke hjælp fra den nye regering, men hendes netværk er ganske stærkt, så det skal nok lykkes. :-)

onsdag den 11. november 2015

En god løsning i morgen - nu i overmorgen...

Helle Thorning-Schmidt blev, som bekendt, godt til grin på bemærkningen om "en god løsning i morgen" da betalingsringen blev skrottet. Nu er det Lars Løkke Rasmussens tur, for nu kommer der "en god løsning i overmorgen" - denne gang i forbindelse med stramninger i forhold til de flygtninge, som kommer hertil som følge af krigen i Syrien.

Det er ganske tankevækkende som debatten er kommet til at handle om ANTALLET af mennesker, der flygter. På denne måde kan man distancere sig fra den virkelighed, at virkelig mange mennesker er ramt af tragiske skæbner som følge af de beslutninger, der engang imellem kan føles som skrivebords-beslutninger fra magthaverne i vesten...

Nu må man jo vente og se hvad der kommer ud af de samtaler som statsministeren vil holde med Folketingets partier, men man aner allerede et vist fait accompli, da Lars Løkke Rasmussen under dagens pressemøde talte om en orientering til Folketingets partier. Man skulle alene sikre sig, at man ikke havde et flertal imod sig.

Jo, jo. Demokrati har fået en helt ny klang. Nu handler det ikke længere om at skabe fornuftige og langsigtede beslutninger, men altså mest af alt om, at sikre sig, at man kan blive siddende på ministerpladserne, fastholde ministerbilerne etc.

Vi venter i spænding på fredagens nyheder...

mandag den 9. november 2015

Indblanding i interne danske anliggender

Jeg er helt sikker på, politikerne godt er klar over OECDs seneste udmelding ikke er særlig befordrende for et JA til afstemningen 3. december 2015 om retsforbeholdet. Du kan nemlig læse på Berlingske Online, at OECD anbefaler et indgreb mod danske boligpriser.

Man kan mene rigtig meget om det danske boligmarked. Nogle mener, at boligen er blevet et spekulationsobjekt, andre fastholder, at boligen er fredhellig, og at indtjeningen ved et salg 'blot' er en bonus for egne forbedringer, samt den almindelige prisudvikling.

Politisk er skattestoppet blevet en religion for nogle politikere, og for den anden fløj i Folketinget er boligejere nærmest synonymt med den store satan (USA) i nogle fundamentalistisk funderede menneskers tankegang. Alt derimellem bliver lejlighedsvis udtrykt med svingende retorisk elegance, men meget af det bunder, dybest set, i ren misundelse.

Når OECD, EU, NATO, FN eller andre internationale organisationer blander sig i landes interne anliggender, skaber det en vis modstand. Det gælder i alle fire verdenshjørner - uanset hvilken ideologi folk ellers bekender sig til.

Ét er dog stensikkert: mange vil se OECDs udmelding som rigtig dårlig timing. Med kun lidt over 3 uger til afstemningen 3. december, så vækkes en vis harme - og dette kan meget vel bidrage til, at tvivlere IKKE lader tvivlen komme ja-siden til gode. For hvor mange politikere er det lige der råber vagt i gevær på deres sociale profiler? De er håbløst tavse, og vil hellere forbigå dette, selvom det absolut er et vigtigt signal om, at politikerne lader internationale organisationer få alt for meget fodfæste i de beslutninger der træffes. Man fristes næsten til at spørge hvorfor OECD begynder at interessere sig for det danske boligmarked?

En bolig er jo ikke spor mere værd end det en køber er parat til at betale, så hvorfor overhovedet blande sig i den sammenhæng, der altid har eksisteret mellem udbud og efterspørgsel?

tirsdag den 3. november 2015

Måltal over alt

I dag er der fokus på politiets måltal - noget som stærkt kritiseres af bl.a. Dansk Folkeparti. Måltal bruges mange steder for at finde parametre ud fra hvilke man kan tildeles bonusser. Ledelsen er derfor ganske interesserede i at nå sådanne måltal...

I en tid hvor politiet er på streng diæt - hvilket de fleste nok har bemærket - så kan bonusser godt undre i en tid hvor nogle kredse fejler ganske brutalt i forhold til at sikre tryghed for borgerne. Man lukker politistationer som aldrig før, og man fornemmer tydeligt, at man har glemt hvad opgaven er, fordi fokus alene har været på at sikre økonomien i politiet.

En bonus eller to vælter næppe læsset, så det er såmænd ikke dét, der er det væsentlige. Det er befolkningens tillid til gengæld. Man fristes næsten til at anbefale selvforsvar til alle - og i mange tilfælde er det ikke mere et spørgsmål om hvad der udgør 'nødvendigt nødværge', men ganske enkelt den realitet, at hvis man vælger at forsvare sig, så risikerer man at sætte sit helbred på spil.

I dag er der nemlig ikke nogen sans for retfærdighed blandt folk. Når de taber ansigt, så eskaleres konflikten, hvorimod man i gamle dage tog en stille fight, hvorefter man gik ind og drak en øl sammen, for så var dén sag uddebateret. I dag trækkes der knive, der smadres ruder, og generelt set går folk fuldkommen amok i stedet for at tænke sig om.

Samfundet har en del udfordringer, og det er sjældent selve fundamentet, der diskuteres, men derimod en hulens masse udenomssnak. Man vil gøre mere med mobile politistationer, og det begynder at virke som om den eneste måde vi som befolkning kommer i kontakt med myndighederne i dagtimerne, rent faktisk er sprit- eller fartkontroller.

Det må kunne gøres bedre. Borgerlige regeringer har traditionelt været fokuseret på retspolitikken, men når krybben er tom, bides hestene. Slut med signalpolitik og frem med langsigtede planer for politiet - til gavn for os almindelige lovlydige borgere.

søndag den 1. november 2015

Medmenneskelighed eller skattelettelser?

Når man ser de politiske udmeldinger lige nu, så kan man godt fornemme, at medmenneskeligheden er blevet erstattet af drømmen om de evige skattelettelser. Ingen taler mere om den effektive skat, nemlig den egentlige skat folk betaler når man sammenligner bruttoindkomsten med nettoindkomsten. Skattespekulation er næppe det kontanthjælpsmodtageren eller førtidspensionisten tænker på som det første, vel?

Alligevel vil den blå blok gerne markedsføre ideen om de åh så stakkels rige danskere, som fortjener at betale mindre i skat, velvidende, at debatten slet ikke handler om fakta. Hvis du smed de politiske budskaber en tur igennem Detektor på DR, så ville man få et helt andet billede.

Dét billede ville ikke blive populært!

Ikke desto mindre ville det være mere retvisende end de buzz words, der udgydes på prime time i aftenernes tv-aviser...

Retorikken er for længst faldet helt uden for skiven. Folk taler så groft i det politiske landskab, at man ganske enkelt må beklage, at der ikke er flere, der går imod strømmen. Hver gang man opmuntrer på dette på sociale medier, så er folk mere interesserede i at finde fejl end at prøve at anstrenge sig den lille smule, der kunne gøre debatterne endnu sjovere.

Rigtig god søndag til alle.