onsdag den 23. oktober 2013

Bedst som vi kun troede det var Lars Løkke der havde et problem med dyre rejser....

Bedst som vi kun troede det var Lars Løkke der havde et problem med dyre rejser, viser det sig, at statsministeren, Helle Thorning Schmidt, har brugt for 1,4 millioner på halvanden måned.

Det forklarer jo en del om hvorfor den skandale som Socialdemokraterne troede kunne svække Lars Løkke i et kommende folketingsvalg, måske nok vil få dem til at fremhæve sagen en del mindre.

Der skal jo nok komme en god forklaring, ligesom man blev lovet 'en god løsning i morgen', så på dét punkt kan vi jo kun glæde os til endnu en lang forklaring...

Langt vigtigere er det at Villy Søvndal blev behandlet for sin blodprop, og herfra ønskes god bedring. Et stressende job som Udenrigsminister, og ingen tvivl om, at man skal passe på sit helbred når man går ind i politik...

mandag den 21. oktober 2013

Lars Løkke Rasmussens håndtering af GGGI-sagen

Der er ingen grund til at tærske langhalm på sagen, for pressemødet søndag, der varede 3 timer og 43 minutter gjorde sit til at danne et vist overblik.

Dog er der ingen tvivl om, at selvom han klarede sig godt, så var der også ting der IKKE blev sagt ved pressemødet. Det havde været vigtigt at håndtere rapporten fra november 2012 lidt mere professionelt end at diskutere den overordnede forskel mellem GGGI Korea og så 'den internationale organisation GGGI.

Man skal nemlig huske, at det handler om, at lukke sagen for menigmand. I dét perspektiv mangler der stadig en åbenhjertig forklaring. Flere gange sagde han, at hans direktør kunne bekræfte flere forhold, men undlod at give ordet videre. Journalisterne gjorde det smarte, at de faktisk stillede flere spørgsmål på engelsk når de ikke kunne trænge igennem til klare svar.

Så selvom det nok var ret trættende, og krævede en del kaffe at komme igennem pressemødet, så var det stadig interessant at følge med, og vi fik da en del svar - uanset at journalisterne også på et tidspunkt var ved at stille spørgsmålene lidt for mange gange.

Hans optræden giver fortsat tvivl om Lars Løkke Rasmussens dømmekraft i forhold til håndteringen af offentlige midler, og hvis Helle Thorning Schmidt måtte kæmpe med skattesagen i flere år kan det næppe undre, at befolkningen også synes dette hænger ved manden.

Næste folketingsvalg bliver spændende. Det er lige før det kunne være smart at trykke på valgknappen lidt tidligere, og derved fremprovokere en situation hvor de unge Venstre-løver kommer ud af busken hvis Lars Løkke Rasmussen får lov til at tabe et valg... :-)

søndag den 20. oktober 2013

Lars Løkke Rasmussens pressemøde kl. 13 i dag

Lars Løkke Rasmussen vil kl. 13 komme med sin forklaring på sin rolle i forhold til de dyre rejser i GGI-regi. Kommentatorerne står i kø med diverse analyser der hver især handler om, at dette ligefrem kunne være afgørende for om Lars Løkke Rasmussen igen kan blive statsminister her i landet ved næste valg.

Jeg skrev denne kommentar i aftes på Facebook:
Det værste for Lars Løkke Rasmussen må være at det nu også er kommet frem der var en kritisk rapport i november 12. Før var det 'kun' en lille sag, og nu er selv regeringen til grin fordi de ikke for længst har fulgt op på bistandsmidlerne. Ren komedie


Det er naturligvis nogle uheldige sager der dukker op. Først det arrogante i at gøre grin med hvad man egentlig kan få for de 2.000,- som udgør den forskel nogle oplever mellem passiv forsørgelse og det at gå på job. Dernæst sagen om vedtagelsen af alkolåse for spritdømte (under VKOs regeringstid), og der er stadig intet sket...

Men allerværst er det dog, at vi sender penge ud af landet uden bagefter at tjekke hvordan pengene bruges. En kritisk rapport fra november sidste år burde for længst have vakt en vis opmærksomhed herhjemme. Men her var regeringen jo så uheldig, at dén nyhed først dukkede op da man gik efter den politiske strube på Lars Løkke Rasmussen.

Man kan i hvert fald ikke sige dansk politik altid er kedelig. :-)

fredag den 11. oktober 2013

Holger K Nielsen ofres i et grimt spil

Det har næppe undgået nogens opmærksomhed, at boligejerne er tossede. De har betalt for meget i skat, og nu får de lov til at vente til 2015 FØR de kan gøre noget. Skatteministeren, Holger K Nielsen, står fast. Han har fået en meget grim rolle i et meget grimt spil. Han ofres, for på et tidspunkt kan regeringen gå ud og præsentere en god løsning.... Som tilgodeser de vrede boligejere.

Det er ingen sjov position at stå i, og jeg er helt sikker på vreden ulmer i kulissen. Ikke noget man hører kommentatorerne fokusere ret meget på, men de har jo en del andet at kloge sig på. Spekulationer om et anonymt brev, og en masse andet... :-)

God weekend til alle. :-)

tirsdag den 8. oktober 2013

Statsministerens spørgetime

Et af de mere kontroversielle punkter på Statsministerens spørgetime var diskussionen om 2.000,- til forskel mellem arbejdsløshed og at være i job var *nok* til at motivere folk.

Man kan bestemt ikke fortænke Statsministeren i for en enkelt gangs skyld at ville score de billige points der lå i en skosen af Lars Løkke Rasmussen for at være en kende arrogant i sin vurdering... :-)

Men hvad endnu værre er, og som ikke kan justeres ad politisk vej via reguleringer, er den VÆRDIGHED som også ligger i at forsørge sig selv. Uanset ens politiske observans BURDE ens stolthed ligge i, at kunne sørge for sin egen hverdag. At kunne 'bidrage' til samfundet frem for at ligge andre til byrde...

Skiftende regeringer har de seneste 12-15 år talt ned til de grupper som ikke kunne skaffe sig et arbejde, og dén retorik har i sig selv været ganske uværdig. Men selv i opmuntrende tider, hvor de økonomiske nøgletal begynder at skifte, så er det tragisk, at vi ikke kan øge debatniveauet således at vi genfinder den positive ånd der ser FREMAD frem for at se BAGUD.

Vi citerer gerne Martin Luther King med sine vise ord: "I have a dream" og Barack Obama med sin kampagne "Yes, we can", men vi har for længst glemt, at man nu engang fanger flere fluer med honning end med en fluesmækker eller fluepapir.

Politik handler om positiv motivation, og det indrømmes, at Lars Løkke Rasmussen med sine rejseudgifter, der netop også nu diskuteres, næppe synes 2.000,- er ret meget, men det er en start. For alle dem som får en fod indenfor i en virksomhed, vil de også vide, at de hurtigt får bedre tilbud når først virksomheden finder ud af hvad de kan, og hvad de står for.

Politik er endnu engang reduceret til smarte slogans og små drillerier - altimens de folk der higer og søger efter jobs bliver latterliggjort, fordi der allerede nu er ved at gå valgkamp i debatterne, fordi oppositionen øjner en chance for at 'genvinde' magten....

lørdag den 5. oktober 2013

Lars Løkke Rasmussens tale ved Venstres landsmøde

Det var nok meget sundt, at VKO fik et par år i opposition. Tag dog endelig ikke fejl. Lars Løkke Rasmussen er klar til valgkamp den dag der trykkes på valgknappen inde i Folketinget. Han har fået mulighed for at tænke sig om, og hans tale bar stærkt præg af en fornuftig argumentation for HVORFOR Venstre har samarbejdet om diverse forlig. Man VILLE gøre sin indflydelse gældende.

Hans små stikpiller om, at man kunne have ønsket sig det samme af oppositionen dengang VKO var i regering ramte plet. Plet i en tid hvor tilliden til regeringen kan ligge på et meget lille sted som følge af løftebrudspolitikken. Hvor man skal være endog meget blind for ikke at kunne se, at regeringen gik til valg på ét budskab, men gennemførte et andet.

De røde partier vil leve mange år i politisk mørke, for troværdigheden er væk hos Socialdemokraterne, SF og hos de Radikale. Det er man bestemt selv skyld i, og netop derfor rammer Lars Løkkes tale så meget desto hårdere.

En virkelig knock-out - også selvom Lars Løkkes fysik ikke normalt tilsiger sammenligning med en boksers elegante hop. :-)