lørdag den 25. september 2010

Yngre knallertkørere?

Forslaget om at nedsætte alderen for at erhverve knallertkort er et tveægget sværd. Dels er der mange 15-årige som sagtens kunne administrere reglerne, og opføre sig rigtigt i trafikken, men der er tydeligvis også en del som ikke kan administrere friheden på to hjul. Selv unge på både 17 og opefter kan engang imellem henfalde til at være både to eller tre på samme knallert - og det er absolut ikke optimalt.

Jeg har flere gange standset unge mennesker for at forklare dem hvor galt det kan gå, men enten får du fingeren - eller også lytter de, hvorefter de bare kører når man selv er kørt videre. Det synker ikke ind, desværre.

Forældrene er ikke interesserede i deres unger, så begrebet "friheden under ansvar" har meget ringe kår hvis der skal appelleres til de unge menneskers bedre jeg...

Ideen med at sammenblande det med, at der er kommet længere til aktiviteterne efter kommunalreformen er det rene vås. Hvis unge mennesker får licens til at køre på noget de alligevel ikke kan styre bliver det nærmest anarki.

Vi bør kunne stille skærpede krav til opmærksomheden blandt de unge, og i yderste konsekvens udsætte deres ret til at erhverve det almindelige kørekort hvis de ikke administrerer knallertkørslen ordentligt.

Hvem kan nemlig forestille sig at de får spor mere respekt for spiritus, når de i forvejen har vist manglende omtanke med det at køre flere på samme knallert? Henvisningen til motorcykler duer ikke, for motorcykler er konstrueret helt anderledes end de billige knallerter der slet ikke har støddæmpere til at håndtere den forkerte vægt.

Så forslaget får nok støtte fra Venstre og DF, men er det rene valgflæsk for at tækkes unge vælgere. De fleste unge mennesker er fornuftige, og kan sagtens se fornuften i at man kun kører én på en knallert. Men unge mennesker har svært ved at sige fra over for kammerater som opfører sig tumpet, og derfor bør vi voksne være vores opgaver voksne. Først da kan vi begynde at lempe reglerne - når alle viser tegn på modenhed. Ellers risikerer de at få frihed til at begå dumheder der kan få særdeles fatale konsekvenser, også selvom det sker i kådhed.

fredag den 24. september 2010

Godt udspil fra 3F

Der er afgjort tale om et godt udspil fra 3F i forslaget om valgfrie helligdage, som kan ses hér på TV2 News: http://nyhederne.tv2.dk/article/33799101/. Fleksibiliteten er helt i top når folk selv kan vælge om de vil følge muslimske, jødiske eller kristne helligdage, og det vil stensikkert løse mange problemer de steder hvor vi traditionelt har svært ved at besætte arbejdsopgaverne.

Ganske mange ønsker jo ikke at komme på arbejde den 24. december - men med dette forslag kan det formaliseres, at folk sagtens kunne få deres julefridage i f.eks. august hvor muslimerne i år holdt deres ramadan. Det er stadig et lovkrav, at overenskomsten overholdes. Arbejdsgiveren bør ikke kunne bruge dette som løftestang til billig arbejdskraft i juletiden, men kan så altså alligevel nyde fleksibiliten ved at have personale på en dag hvor det ellers kniber. Så forslaget sparer ikke noget rent omkostningsmæssigt, men vil altså gøre arbejdsmarkedet langt mere fleksibelt.

Godt gået, 3F. Sådan skal den ged barberes. :-)

God weekend.

mandag den 20. september 2010

Demokratiets vilkår

Nogle har på det seneste diskuteret demokratiets vilkår set i lyset af det svenske valg. Det at begge fløje hårdnakket nægter at samarbejde med Sverigesdemokraterne har enkelte omskrevet til manglende respekt for de mange vælgere der netop har stemt for Sverigesdemokraterne.

Hvad synes du selv?

Det er vigtigt at indse, at begge fløje for længst har meldt ud, at de ikke ønskede at samarbejde med dem. Det ved de borgere godt på det tidspunkt hvor de sætter krydset.

Ganske som en EU-afstemning kan ende med 51% for og 49% imod, så er der jo ikke i disse situationer en forventning om, at de 51% skal "respektere" de 49% der er uenige, vel? Det er jo demokratiets vilkår, siges der.

Hvordan ændres dette så af at Sverigesdemokraterne får f.eks. 20 mandater? Ændrer det overhovedet noget, eller er det ikke netop et signal om stemmeSPILD at folk overhovedet gad stemme på et parti som placerede sig så yderligt som tilfældet var - og er?

Hvis du tager familien med på en restaurant, så vælger I en ret fra menuen, eller finder en anden restaurant. I begynder vel ikke at spørge til en ikke-eksisterende ret, vel? I opretter heller ikke jeres egen menu, for derved at foreslå, at den lokale kineser skal til at lave mexicanske tortillas, vel?

Politik er et menukort. Menuerne er forskellige holdninger. Der er normalt noget for enhver smag, omend vi også her i Dannevang engang imellem godt kunne bruge et parti hver især. Der ER sager hvor vi ikke er enige, men det gør da ikke at vi afviser hele pakken.

Jeg mener, helt alvorligt, at det er på tide, at finde sin rette hylde, og så arbejde for forandringen indefra frem for disse stridigheder som dansk politik har været præget af de seneste mange år. Alle med blot en smule politisk hukommelse kan huske 1980'erne hvor der var UFATTELIGT mange små partier. Flere af dem lærte, langt om længe, at forene sig i Enhedslisten. Andre forsvandt. Havde elementerne i Enhedslisten ikke fusioneret var også de endt på listen over hedengangne partier: Fremskridtspartiet, CD, Retsforbundet, Kristeligt Folkeparti (nu Kristendemokraterne, som midlertidig har et mandat efter en udmelding af de Konservative) m.fl.

Hvad mener du om demokratiets vilkår?

tirsdag den 14. september 2010

Terrorloven - virker den efter hensigten?

Når det betænkes hvor meget overvågning der efterhånden er kommet op over alt, så er det nærliggende at stille spørgsmålet: "Virker terrorloven efter hensigten?" Vi hører så tit påstanden: "Dem med rent mel i posen behøver ikke frygte overvågning", men er det mon sandt?

Hvor er retssikkerheden hvis du en dag bliver registreret for noget forkert? Du har ikke en jordisk chance for aktindsigt for nogle ting er hævet over den almindelige befolknings indsigtsret. I den såkaldte terrorbekæmpelses hellige navn...

Nu viser det sig nemlig at der pludselig er en bombemand som præger nyhedsbilledet. Til trods for Interpol-samarbejdet kan ingen finde ud af hvem denne mand er. Alle indikationer peger i retning af at vedkommende ikke er kendt af nogen politimyndighed.

Det vækker så til den nærliggende tanke at mange så pludselig vil foreslå at vi, ved fødslen, får registreret alle - uden den normale skelnen til at fingeraftryk kun tages på kriminelle. Men så tænker de fleste nok også straks på Nettet og Nettet 2.0 med den kønne skuespillerinde Sandra Bullock.

For hvor er retssikkerheden henne hvis der går ged i de digitale registreringer?

Før du afviser tanken, så tænk lige over konsekvensen hvis du selv kom i den situation som i filmen Nettet. Før vi nogensinde accepterer den overdrevne registrering alene på grund af en enkeltstående begivenhed, så er det vigtigt at tænke sig GRUNDIGT om.

Vi har intet at frygte når vi har rent mel i posen. Det er korrekt.

Men den dag systemerne ikke fungerer, så er der en tendens til vi stoler på computeren uanset hvad. Det gælder jo både når en betjent tjekker kørekort via "centralen" som vi ser i politi-serien Anna Pihl, men så sandelig også når et lille bogholderi stoler på de digitale tal der kommer ind fra banken.

Det er vigtigt at vi stiller os selv spørgsmålene om metoderne er de rigtige, eller der er behov for justeringer. Historien har for længst valideret, at historien præges af folk der tør stille de rigtige spørgsmål - og ikke teoretikerne der tror alt er i den skønneste orden.

Dén lektion er der vist ikke ret mange journalister der har fået med i perspektiveringen af nyheden om denne ukendte bombemand.

søndag den 12. september 2010

Kronprinsen i Dansk Folkeparti - en anmeldelse

Bogen "Kristian - Kronprinsen" fra Forlaget Broe om Dansk Folkepartis ukronede kronprins, Kristian Thulesen Dahl er interessant for enhver der interesserer sig for politik. Det står hævet over enhver tvivl at Dansk Folkeparti på mange måder er en succeshistorie - i hvert fald set i forhold til det hedengangne Fremskridtspartiet. Dog konstateres det også, at lakken har ridser, og selvom det er Kristians fætter der er forfatteren er det en meget ærlig beskrivelse af manden du finder i bogen.

Kristian Thulesen Dahl er historien om lojalitet og trofasthed. Hans iver efter at forsvare partilederen, Pia Kjærsgaard, er demonstreret igennem mange år. Lige siden han som 13-årig mødte forgængeren (og grundlæggeren) af Fremskridtspartiet, Mogens Glistrup, så anes der en kærlighed og respekt for det Dansk Folkeparti anser for kerneværdier.

Jeg synes biografien var værdifuld for at se perspektivet i mange af de hændelser der er sket, hvoraf enkelte også har været mindre diskuteret i pressen. Der er flere steder hvor de mere præcise detaljer godt kunne have været omskrevet med mere indlevelse i stoffet - men det afhænger naturligvis altid af til- og fravalg når en historie skal beskrives. De ting der er vigtige for den ene person er måske mindre vigtige for andre. Der skulle trods alt også være en grænse for hvor stor bogen endte med at blive.

De 318 sider er hurtigt læst, og selvom korrekturen lod en del tilbage at ønske flere steder, så er det en værdifuld bog at læse. Et eksempel på fejl i bogen er, at det på side 285 siges, at Birthe Rønn Hornbeck skulle være Dansk Folkepartis gruppeformand. En titel den tidligere integrationsminister nok gerne vil have sig frabedt. [Omend flere vil mene, at Birthe Rønn Hornbeck var mindre populistisk end Dansk Folkeparti, fordi hun har stået fast ved de juridiske betragtninger der lå til grund for hendes meninger - også selvom hun til tider har haft hele Venstres folketingsgruppe imod sig når hun er kommet med soloudmeldinger om enkelte emner... ;-)]

En biografi som fortjener fire flotte stjerner ud af fem mulige for at have leveret varen. Dog ville det klæde Forlaget Broe at gennemarbejde sine bøger noget bedre hvis vi læsere i fremtiden skal lokkes til at give 299,- for bøger fra dem.

onsdag den 8. september 2010

Fejlskud fra Dansk Folkeparti

Det må betegnes som et fejlskud fra Dansk Folkeparti når de sidestiller afvisningen af en annonce i FOAs medlemsblad med manglende ret til at ytre sin mening. Nyheden kan læses på TV2 i artiklen "Afviser DF-annonce i medlemsblad".

Jeg erkender gerne, at anstændigheden stadig er et subjektivt vurderingsspørgsmål. Jeg mener ikke Dansk Folkeparti bliver et almindeligt parti af at komme ind som regeringens støtteparti, og enhver der læser bogen Kronprinsen kan ved selvsyn konstatere, at der er rigtig mange steder hvor Dansk Folkeparti stadigvæk er et levn fra ballademagernes tidsalder i Fremskridtspartiets skygge. At de selvsagt gerne vil promovere sig under et andet brand er en anden sag, men der er mange steder hvor Dansk Folkeparti har en offentlig profil, og så en ganske anden stil som ligger lige under topstyringens radar.

Hvis de absolut gerne vil have offentlighed om den slags sager så skal de gerne få det som ønsket. En konkret sag om kriteriet for valgbarhed der blev syltet kort efter etableringen af Dansk Folkeparti handlede om at der ikke var stemmer i forslaget, og dette er også inden for rammerne af teksten i Kronprinsen som netop tager både Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahl under behandling, og netop viser at der i opstartsfasen af partiet skete en sortering i hvad man ville tage op, og hvad man ikke "gad" arbejde med fordi det ikke var energien værd.

På samme måde som Dansk Folkeparti nu gerne vil insistere på at få lov til at komme med i en forenings medlemsblad så er der kun én ting at sige: det er ikke nogen ret at kunne komme i avisen med sine annoncer. Det kræver redaktionens accept, og det nytter ikke at henvise til hverken Menneskerettighedskonventionen, grundloven eller nogen anden lov i et forsøg på at gribe en stråmand for at promovere sig selv.

Den slags skal nok komme frem når statsministeren ringer med valgklokken, så det er da glædeligt hvis det er første signal om at partiet nu vil åbne sin avis for alle annoncører uden hensyntagen til politisk ståsted. Det er jo det samme de forventer af FOA, så hvorfor skulle det ikke gælde den anden vej?

Den opmærksomme læser vil nok have gennemskuet tricket for længst - og mon ikke denne sag ender med at komme på bordet også i debatprogrammet "Mogensen & Kristiansen" på TV2 News? Der er mange spændende perspektiver i det i hvert fald...

lørdag den 4. september 2010

Mette Frederiksen har så ganske ret

Under titlen "Alle i beskæftigelse" kunne vi forleden læse følgende tekst:


Knap 700.000. Så mange danskere i den erhvervsdygtige alder står uden for arbejdsmarkedet. Årsagerne er mange og mangfoldige. Mennesker rammes af arbejdsløshed, sociale problemer, sygdom, handicap eller de træder ud af arbejdsmarkedet.

Sociale overførselsindkomster er – hvad enten de er passive eller aktive – et afgørende trygheds-element i velfærdssamfundet. Men tallet er højt! Og har været det længe. Højkonjunktur eller lavkonjunktur som nu. Konsekvenserne er mange. Økonomisk og samfundsmæssigt. Men mest af alt menneskeligt. Ligeså vigtigt det er at skabe tryghed i svære livssituationer – ligeså vigtigt er det at bruge socialpolitikken til at understøtte tilknytning til arbejdsmarkedet. Eller sagt med andre ord; det er forkert, at kontanthjælp for mange mennesker er blevet en langvarig ydelse. Det er forkert, at vi fortsat førtidspensionerer meget unge mennesker i Danmark. Og det er forkert, at mange kvinder med etnisk minoritetsbaggrund ikke går på arbejde og dermed forsøger sig selv og deres børn. Vi har derfor behov for et skifte i socialpolitikken. Passivitet skal erstattes af aktivitet. Ikke aktivitet på den omsorgsforladte og brutale facon som eksempelvis starthjælp og tvungen aktivering for kræftsyge patienter er udtryk for. Men en aktiv socialpolitik, der udspringer dels af princippet om ret og pligt og dels af en grundlæggende tiltro til, at mennesker ønsker at bidrage og gøre nytte. Så længe jeg kan huske, har vi snakket om det rummelige arbejdsmarked. Der er sket ting. Blandt andet har mange fået foden indenfor på arbejdsmarkedet eller kunne fastholde job via flexjob-ordningen. Men reel rummelighed kan man vel ikke påstå, at vi har?

Det er derfor tid til at tænke nyt.

Sociale virksomheder skaber fremdrift for marginaliserede Især gruppen af kontanthjælpsmodtagere skal sikres tilknytning til arbejdsmarkedet. Er man ledig på kontanthjælp uden andre problemer end ledighed, skal man selvfølgelig i ordinær beskæftigelse. Og den aktive indsats omkring borgeren skal have netop det formål. Men har man andre problemer end ledighed – misbrug, psykiatriske lidelser, manglende danskkundskaber eller andre sociale problemer – kan sociale virksomheder være rammen for en mere aktiv indsats. En del aktiveringskurser har været omgivet af kritik for manglende fokus og seriøsitet. Beskæftigelse i sociale virksomheder har den enorme fordel i forhold til aktivering, at der er tale om et reelt arbejde. Man er en del af produktion eller arbejdsgang. Man har kollegaer. Man skal møde på en arbejdsplads. Man mangler, hvis man ikke møder til tiden. Derfor har tilknytningen til sociale virksomheder nogle vigtige menneskelige perspektiver. Sociale virksomheder har nogle spændende udviklingsperspektiver. Tænk blot på alle de funktioner, der i dag ikke bliver opfyldt. Vedligehold af fællesarealer, madlavning i skoler eller i udsatte boligområder, istandsættelse af stjålne cykler. Måske vil mange forbrugere hellere købe produkter af sociale virksomheder, hvor man ved, at der er taget hensyn til både medarbejdere og måske miljøet? Sociale virksomheder er mangfoldige i deres mål og forankring. Og sådan bør det blive ved med at være. Sociale virksomheder kan være private, selvejende, forankret i offentlige/private partnerskaber og offentlige. Det civile samfund vil i de fleste tilfælde være omdrejningspunktet. Vi må ikke ensrette. Men vi kan skabe fremdrift i den sociale indsats ved at få slået fast, at modtagelse af kontanthjælp som udgangspunkt hænger sammen med beskæftigelse. Enten ordinær eller via en social virksomhed. Fordi den sociale virksomhed tilbagefører eventuelt overskud til den almindelige drift af virksomheden, er der plads til den rummelighed, tolerance, omsorg og den tålmodighed, som er nødvendig, hvis den gamle socialdemokratiske parole om plads til alle skal endeligt realiseres.

Det supplerende arbejdsmarked

Det store spørgsmål er selvfølgelig, hvordan tankerne omsættes til virkelighed. Let bliver det ikke. Der vil blive råbt konkurrenceforvridning fra dele af det private erhvervsliv. Og andre vil være bange for, at sociale virksomheder ”tager” job fra andre sektorer. Indsigelser vil der være mange af. Men det er alligevel en overkommelig opgave. En række sociale virksomheder er allerede etableret. Nogle fungerer på markedsvilkår. En del har forpligtende aftaler med kommunerne. Udviklingen kan fremmes med sociale klausuler og indkøbsaftaler. Igangsættelsen kan understøttes med særlige iværksætterpuljer til sociale virksomheder, og offentlige myndigheder skal i højere grad tilpasse konkurrencesituationen, så mindre sociale virksomheder får mulighed for at byde ind på offentlige opgaver og indkøb. I et samfund, hvor alle ved, at den igangværende økonomiske krise erstattes af en enorm mangel på arbejdskraft, burde det være muligt at lave et slags supplerende arbejdsmarked. Under alle omstændigheder blive alle nødt til at spørge sig selv, om vi har råd til at lade være. Har vi råd til at overlade mennesker til en passiv og måske dårlig hverdag? Og ønsker vi, at der er børn, der vokser op i udsatte boligområder, hvor det er almindeligt at se voksne og måske ens egne forældre aldrig gå på arbejde? Lad os komme i gang!

fredag den 3. september 2010

Gæsteartikel på PolitikNYT.dk

Jeg har lige skrevet en gæsteartikel på PolitikNYT.dk, som du kan læse herfra:

http://www.politiknyt.dk/politik/klumme-mona-sahlin-har-jo-ret

God weekend til alle bloggens læsere. :-)

Egns- eller landsudvikling?

Det er tankevækkende, at vi taler egnsudvikling som om det er vejen frem, men vi glemmer en meget vigtig ting, som faktisk kunne udvikle hele landet. I skolerne er det nemlig således at der stadig mange steder kun tilbydes engelsk og tysk på skoleskemaet.

I flere jyske skoler er fransk så nedprioriteret at det skriger til himlen. Vi vil gerne hjælpe med eksport og udvikling af landet, men det synes som om amerikanismen og tanken om nabolandet Tyskland er det eneste skolesystemet kan finde ud af.

På flere skoler i det jyske rynkes der på næsen når der spørges efter fransk på skoleskemaet, og det undrer mig voldsomt at høre, at man slet ikke forbereder de unge mennesker til gymnasiet hvor spansk og fransk til gengæld ER på programmet.

Det giver et kæmpe sprogligt underskud at folk ikke får en bedre skoling i sprog, og det er ikke nok at Danmarks Lærerforening kommer frem med påstande om at der mange linjefag, for det gælder også om at skabe en efterspørgsel fra skolernes side. En idrætslærer kunne sagtens undervise i fransk - også selvom han ikke har fransk som linjefag. Nytænkning ville forny folkeskolen så den kommer til at leve op til de lovkrav der stilles.

Men fra centralt hold [læs: Folketinget :-)] lukkes øjnene for den manglende sprogundervisning. Som om man slet ikke kender problemet...

Udkantsdanmark

Det er ganske morsomt at se, at regeringen pludselig, efter en fejlslagen kommunalreform, skal til at fokusere på de små kommuner. Efter Fælleslisten blev meldt ud er der pludselig kommet særlig interesse for at diskutere de små pakkeløsninger.

Denne debat var irrelevant da kommunalreformen skulle indføres, og oppositionens udmeldinger derom blev overhørt. Nu er kommunerne lagt sammen, og regionerne er etableret. Med efterfølgende besparelser, som regeringen velsagtens også vil benægte.

For der er jo ikke sparet spor. Når plejehjemsassistenterne kan se, at antallet af kolleger er faldet så er det bare erindringsforskydelse, når du spørger regeringen. For regeringen viderefører jo kreativ bogføring.

Når du tager et par milliarder det ene år, og så "opretter" nye poster, så mener de at investeringerne er øget - uanset hvad netto-forskydningen måtte være.

Ærlighed er meget savnet i den politiske debat her i landet.

God weekend til alle.