Der er i samfundet en del tvivl om forståelsen af ordet integration. Det vil jeg gerne råde bod på i denne artikel, som forhåbentlig kan være både motivation og inspiration for et nyt fokus på begrebet integration.
Sammensmeltninger i forretningslivet - fusioner
Før vi kigger på integration ud fra et menneskeligt perspektiv, så kan vi faktisk lære en del af forretningslivet. I 1980-90'erne var der en hel del virksomheder, som forsøgte at fusionere sig ud af problemer med markedsandele og dårlig økonomi.
Dengang advarede man meget om divergerende virksomhedskulturer, og at det ofte var nødvendigt, at tænke meget mere struktureret omkring det at smelte forskellige virksomhedskulturer sammen. Mange konsulenter brugte hundredvis af timer på at forklare både synergien men også de faktorer man var oppe imod, og nogle virksomhedsledere lyttede efter, og skabte bedre fusioner, mens andre var stædige omkring deres ledelsesret og gennemtrumfede processerne længe inden de var tænkt igennem. Selvsagt blev det sidste noget skidt, fordi man forsøgte at springe et vigtigt trin over i processen.
Hvad kan vi bruge dét til?
Først og fremmest skal vi erkende, at forskellige kulturer har hver sine fordele. Nogle landes befolkninger er mere hjertevarme end andre, nogle er arrogante, andre er respektfulde, nogle er omsorgsfulde mens andre er egoister. Med andre ord: hele skalaen kan findes rundt omkring i verden. På både godt OG ondt. :-)
I dette perspektiv kan vi danskere således lære meget af nye kulturer, som kommer hertil. Det er altsammen en vigtig del af det at være en verdensborger. At vi erkender, og indser, at vi alle er en del af et kæmpe globalt puslespil. Vore former kan sættes både rigtigt men også forkert sammen.
Et årti med en meget skarp retorik under VKO regeringen under Anders Fogh Rasmussen (og senere Lars Løkke Rasmussen) satte tingene på spidsen. Vi fik en skinger tone, som bestemt blev ubehagelig at høre på, og som gjorde, at befolkningen satte hælene i, og valgte en ny regering. Derfor fik vi Helle Thorning-Schmidt som statsminister (den første kvindelige af slagsen).
I vores danske perspektiv er det meget positivt at enhver dansk statsborger kan blive statsminister - uanset køn, alder, race eller religion. Vi så det også i USA da senator Barack Obama blev den første sorte præsident. I et land hvor sydstatsfolk den dag i dag nogle steder stadig savner slaveriet, så er dét tankevækkende...
Samtidig er der sket noget i befolkningen. Vi lader os forarge af folk som siger det vi alle tænker. Senest da tidligere beskæftigelsesminister (under VKO) Inger Støjberg formastede sig til, at påpege, at der var en forskel mellem dem der GAD integrationen og så dem der IKKE GAD integrationen.
Forskellene kender vi alle. I nogle institutioner er det ikke nok, at man har forskellige beholdere til forskellige kødtyper. Dér skal danskerne også tvinges til helt at undlade svinekød, fordi muslimerne ikke må spise det. Altsammen små tegn på, at nogle bare ikke forstår selve integrationens ånd.
Integration virker begge veje. Når danskerne generelt er et åbent folk, så må det også forventes, at folk som kommer hertil viser den smule respekt, at de værdsætter det system der er blevet opbygget. For ellers melder der sig jo et nyt spørgsmål: hvorfor kommer folk overhovedet hertil, hvis samfundet føles så pilråddent i deres perspektiv?
Hvis jeg kom til et andet land, og forsøgte at tvinge MINE ønsker ned af andres hals, ville folk - med rette - bede mig om at forlade deres område, fordi de ikke ønskede at jeg skulle sprede min egoistiske dominans over deres territorium, ikke sandt? :-)
Derfor er det vigtigt at forstå, at integration virker BEGGE veje. Det kræver noget af os som nation, og det kræver noget af dem som kommer hertil. Hvis dét skulle være forkert at sige, så savner jeg ærlig talt en bedre definition af hvad integration ellers er...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar