Har du brug for en ny mobiludbyder?
Telmore Mobilabonnement med Play

torsdag den 30. oktober 2008

Henrik Byagers kommentarer om Obama på TV2 News

Der er ingen grænser for hvor ondt i en vis legemsdel nogle har fået efter at Senator Obama frigav en halv times infomercial. Nu skal han have på puklen for at ville have en mulighed for at komme til orde uden at blive svinet til, som det ellers så ofte sker på amerikanske hjemmesider netop nu. McCains støtter bruger en skræmmekampagne, som uden tvivl vil falde tilbage på ham selv.

Vil du gerne selv bedømme hvordan Obama klarede sig, kan du se videoen nedenfor, samt nederst se min reaktion til TV2's sektion for seerbreve på TV2 Tekst-TV.















Henrik Byagers mindreværdskompleks

Det ville klæde TV2 News, som i TV2-koncernen har mange erfarne korrespondenter, at gense Henrik Byagers analyse om Obamas halve times tv-optræden i nyt perspektiv. Især et perspektiv der sparer denne eksterne konsulents ydelser, for hele kommentaren lugter langt mere af dansk jantelov end noget andet.

Faktum er at Obama har kørt en blændende kampagne, og har et suverænt overskud. Han har midlerne fordi han har tiltrukket sig menige amerikaneres opmærksomhed, og det ville tværtimod åbne for langt større kritik, hvis han lod pengene blive i kassen, særlig hvis han bagefter tabte.

Når Obama derfor går på tv er det for endelig at få en klar talemulighed uden at blive afbrudt. Hvis TV2 havde gjort sit hjemmearbejde ville man for længst have konstateret, at mange højreorienterede websteder i forvejen kommer med endog meget stærke - næsten perfide - angreb på Senator Obama.

Derfor er det en klar OM'er og det rene spin at udtale sig når man ikke vægter *både* for og imod. Dét ville være klædeligt at rapportere neutralt i stedet for at se alt med Korsbæk-briller.

mandag den 20. oktober 2008

Nye bogstavkombinationer

Det er klart, at enhver socialdemokrat gerne så en regering bestående af S + SF med støtte fra Enhedslisten og evt. de Radikale, hvis sidstnævnte nogensinde får ro nok i lejren til at begynde at drive politik frem for personkampe.

Radikale kampe
Først Naser Khader, der sammen med Anders Samuelsen blev træt af lugten i bageriet og skabte "Ny Alliance" der kort efter valget blev til "Liberal Alliance." I starten var det Gitte Seebergs erklærede mål at nok var nok - hun kom med en konservativ baggrund sammen med de to, og deres parti har sin helt egen historie med guldklap-høsteren Jørgen Poulsen der ikke holdt sig tilbage fra at modtage 750.000 i afskedskroner fra Røde Kors. En køn samling for at gøre en lang historie kort.

Dernæst kom hr. Simon Emil Ammitzbøll med sin kritik af partileder Vestager, hvorefter han skulle til vigtig konference i USA for at undgå at svare på den kritik den slags kronikker ganske naturligt ville få med sig fra resten af partiets støtter når dette blev frigivet kort før landsmødet. Jo, de Radikale har sandelig fået markeret sig. Nu er det på høje tid at føre politik frem for personkampe.

Måske nye veje?
Jeg skal ikke lægge skjul på, at min egen udmelding af de Konservative havde meget at gøre med det knæfald partiet foretog for Dansk Folkeparti. Sidstnævnte har fået alt for meget magt her i landet, og den borgerlige fløj må gentagne gange gå i fuldstændig panik og selvsving hver gang isdronningen bliver fornærmet. At hun nogensinde kunne være i spil med titlen "Årets politiker" fortæller mere om pressens forvirrede syn end på de egentlige kvaliteter i partigrupperne.

Når det er sagt, så er det derfor opmuntrende, at de Konservative har fået et løft efter Lene Espersen tog føringen efter Bendt Bendtsen. Man kunne ligefrem formode, at hun var den kvinde som ville være parat til at kigge henover midten. Det er ikke helt fremmed mere at tænke en partikombination med et nyt firkløver: Socialdemokraterne, de Konservative, De radikale og SF med Enhedslisten som parlamentarisk støttegrundlag.

Den slags tanker var helt fremmede for enhver da de Konservative løb rundt som logrende hale til regeringen. Med den realitetssans som Statsministeren har nu om stunder kunne der sagtens være grundlag for at vælte regeringen, men det kræver at vi alle som opposition taler regeringen IMOD frem for at støtte dem FORLIG EFTER FORLIG.

torsdag den 2. oktober 2008

På tide at kigge på ungdomskriminalitet

Det er på høje tid at begynde at udnytte den fulde strafferamme. Lokalt har vi i denne uge oplevet at en skoles nyligt afsluttede kunst i skolegården er blevet ødelagt af unge mennesker på knallert. Værst af alt er jo, at man normalt BØR være 16 år for overhovedet at køre på den slags køretøj, så der SKULLE kun være to år til fuld myndighedsalder. Ofte er det langt yngre mennesker som laver ULYKKER på et sådant køretøj.

Når det så er sagt så lærte vi helt tilbage til Erhvervsret på Roskilde Handelsskole tilbage i 1990 at der var mulighed for at straffe et barn/en ung, der havde foretaget en handling som viste en sådan modenhed at vedkommende burde straffes som voksen. Når det er sagt, så ved alle, at vi i mange år har opereret med en 15 års grænse pga den kriminelle lavalder. Den grænse bør vi alle overveje om ikke den burde ændres. Man kunne f.eks. bevare den seksuelle lavalder som værende 15, men indføre en 12 års grænse som kriminel lavalder.

Der er kommet alt for stor spekulation i at foretage ulovligheder så længe man netop er lige under denne 15-års grænse. Derfor er det også på tide, at lovlydige borgere viser, at vi ganske enkelt ikke vil finde os i den slags adfærd mere. Dét signal vil virke særdeles præventivt fordi man således ikke kan være fredet alene på grund af alder. Det har nemlig vist sig, at spekulationen i at fastholde den kunstige grænse kun bunder i en manglende vilje til konsekvens.

Det har de unge mennesker gennemskuet, og derfor er det på tide at skifte signal.