Har du brug for en ny mobiludbyder?
Telmore Mobilabonnement med Play

onsdag den 19. marts 2014

Ukraine og Krim

Vi ser, endnu engang, at regeringen ikke rigtig forstår ret meget af historien eller virkeligheden. Vi lægger os i kølvandet på USA, og så er kursen sat...

Hvad blev der af anerkendelsen af, at borgerne på Krim VILLE tilbage under russisk flag? Hvorfor er DERES måde at afholde en folkeafstemning mindre god end vores når resultatet burde tale for sig selv?

Vi vil så gerne eksportere demokratiet til flere lande, men dybest set har vi det lidt som maleren der sværger til et firmas produkter og afviser ethvert andet produkt. Han er til grin blandt andre malere som måske har fundet andre malervarer af lignende kvalitet. Den snobbede maler vil tjene mindre på sit arbejde eller ende med at være langt dyrere end andre malere - og dybest set bider dette sig selv i halen...

For vi vil jo gerne have demokrati i alle lande, men er vi ikke en smule snobbede?

Det er så dejligt nemt at lægge sig i kølvandet på USA. Så har vi ryggen fri. Men det var måske på tide, at vi i Europa begyndte at danne os vore egne meninger. Det er, trods alt, her begivenhederne sker, ikke sandt?

Hvorfor ikke overveje en bedre vej? Diplomatiets vej, hvor man godt kan komme med skarpe bemærkninger, men tager hensyn over for den historie der ligger bag Krim? Vi så jo i går hvor stolte følelser der ligger i sagen hos russerne.

Vi glemmer alt for hurtigt her i Vesten hvordan den kolde krig rent faktisk var. Det var en skræmmende tidsalder, og folk uden historisk erindring vil lynhurtigt drive os i samme retning hvis vi glemmer historien - og glemmer den gensidige respekt som bør være fundamentet for enhver forhandling.

Det er kun hulemænd som viser muskler FØR de har været ved forhandlingsbordet, og hér viser selv Obama, der i 2008 kom ind i Det hvide hus i Washington, at han er en hardliner når alt virkelig begynder at blive hedt. Det kan han historisk tillade sig, fordi han ved, at han ikke skal genvælges. Men han skaber problemer for den næste præsident hvis denne skal være fra Demokraterne.

Stilen er republikansk og desværre alt for velkendt, fordi vi har valgt at reagere pr. autopilot i stedet for lige at tænke os om en ekstra gang. Jeg håber virkelig vi begynder at tænke selv, før det er for sent...

onsdag den 12. marts 2014

Lokalpolitikere der malker systemet...

MetroXpress havde i går en større artikel om fusk med begrebet 'tabt arbejdsfortjeneste', og der blev lovet, at man i dag ville sætte fokus på de 29 kommuner hvor den slags foregik. Det var kun Struer der blev nævnt i dag, så jeg ved ikke om planen er, at køre en hel serie om emnet.

Det BURDE slet ikke være nødvendigt at have den slags nyheder, for hvis lokalpolitikere var forankret i holdninger i stedet for penge, så ville den slags aldrig ske.

Det VAR jo meningen, at man gik ind i politik fordi man ville forbedre samfundet - både lokalt, på regionsplan eller nationalt. Det er selvsagt blandt dem som interesserer sig for politik. Desværre er det så bare ikke fundamental viden for dem som går ind i erhvervet.

Det er så dybt skuffende, at man tager sig til hovedet. Man ønsker, at vælgerne ville huske den slags, og straffe adfærden - hårdt og kontant. Den ER bare IKKE længere, vel?

For min egen del er motivationen for at skrive altid at der er et FORMÅL med at skrive. Der skal være en baggrund for at fare i blækhuset. Ellers er det ligegyldigt. Sådan burde det også være i forhold til at gå ind i politik.