En god løsning i morgen - nu i overmorgen...

Helle Thorning-Schmidt blev, som bekendt, godt til grin på bemærkningen om "en god løsning i morgen" da betalingsringen blev skrottet. Nu er det Lars Løkke Rasmussens tur, for nu kommer der "en god løsning i overmorgen" - denne gang i forbindelse med stramninger i forhold til de flygtninge, som kommer hertil som følge af krigen i Syrien.

Det er ganske tankevækkende som debatten er kommet til at handle om ANTALLET af mennesker, der flygter. På denne måde kan man distancere sig fra den virkelighed, at virkelig mange mennesker er ramt af tragiske skæbner som følge af de beslutninger, der engang imellem kan føles som skrivebords-beslutninger fra magthaverne i vesten...

Nu må man jo vente og se hvad der kommer ud af de samtaler som statsministeren vil holde med Folketingets partier, men man aner allerede et vist fait accompli, da Lars Løkke Rasmussen under dagens pressemøde talte om en orientering til Folketingets partier. Man skulle alene sikre sig, at man ikke havde et flertal imod sig.

Jo, jo. Demokrati har fået en helt ny klang. Nu handler det ikke længere om at skabe fornuftige og langsigtede beslutninger, men altså mest af alt om, at sikre sig, at man kan blive siddende på ministerpladserne, fastholde ministerbilerne etc.

Vi venter i spænding på fredagens nyheder...

Meningsmålinger...

Meningsmålinger kan sige meget, og udgives med meget forskellige formål. For de historisk bevidste var der engang også en situation hvor folk troede, at Poul Schlüter var blevet bindegal, da han udskrev valg i tilknytning til den upopulære kartoffelkur - og rent faktisk vandt det!

På lignende måde kan nogle blive nervøse når der senest kom en meningsmåling der sagde 94 mandater til blå blok, og 81 til den røde.

Alligevel ser jeg en stor mulighed i, at vores statsminister tager blå blok på sengen. Man 'tror' man er foran i oppositionen, men hvad er egentlig status?

Når de brokker sig over, at der er en manko i togfonden som følge af den faldende oliepris, så er det en situation som ikke har spor at gøre med hvem der sidder i statsministeriet. Der var, med andre ord, sket nøjagtig det samme, hvis statsministeren havde været Lars Løkke Rasmussen.

På lignende vis er der mange situationer hvor blå blok kører den opportunistiske vinkel på tingene. Det gælder såvel ballade i ghettoer som Eritrea-situationen. Man vil have 'handling' - uden at ville definere hvilken handling der skulle være tale om, andet end konsekvens og stramninger.

Menneskesynet udgør hele forskellen mellem blokkene, og hvis statsministeren var modig nok til at holde en tale om danske værdier - som IKKE kun handler om frikadeller og kartoffelsalat :-) - så var der en fair mulighed ved at udskrive et valg meget snart. Faktisk så hurtigt, at Venstres partiapparat blev taget på sengen.

For ét er sikkert: for hver måned der går, jo bedre forberedte bliver oppositionen. Men ved at udskrive et valg først på året er der præcis en chance for at vinde det, hvis man tror på den ideologi man har stået for siden valget 15/9-2011.

Det bliver derfor meget spændende, at se statsministerens nytårstale nytårsdag, for det er en unik mulighed, hvis hun vil overraske både befolkningen og de politiske kommentatorer. Har hun modet? TØR hun, når det kommer til stykket, tro på, at befolkningen ville bakke op, hvis de fik en ærlig forklaring på hvad man vil hvis man genvinder magten?

Dét kan blive et spørgsmål, som vil afgøre, om Helle Thorning Schmidt skal have to perioder som statsminister. Så vil Lars Løkkes løfte om, at "nøglerne kun var til låns" nok klinge lidt hult, når han bagefter skal stå foran partiet til et landsmøde HVIS han taber chancen denne gang...

Ikke nogen sjov situation for en lille Lars fra Græsted. :-)

Held og lykke til Benny Engelbrecht

Her til morgen ville nørderierne omkring de 5 ministre i Helle Thorning Schmidts regeringstid på Skatteministeriet ingen ende tage. Først og fremmest skal der lyde et stort held og lykke til Benny Engelbrecht.

Rokader, enten på grund af forfremmelser eller ændringer, har altid været en del af dansk politik. Man kan ikke sidde og jævne ministerierne alene for at undgå pressens bevågenhed. Da Holger K Nielsen gik var det jo netop fordi Helle Thorning Schmidt var blevet gjort opmærksom på, at han ikke ønskede at genopstille, ganske som andre forandringer har haft sine specielle motivationer.

At borgerne så interesserer sig for boligvurderinger er ingen hemmelighed, men pressen glemmer, at der hidtil ikke har været udtalt nogen specielt hård kritik af nogen minister på skatteområdet. Så ministrene har håndteret tingene efter bogen. Blot en detalje, men alligevel.

Interessant analyse af topjob i EU

Det hænder, at det er spændende at følge politikere på Facebook. I dag var ingen undtagelse, for der kom disse vise ord fra MEP Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti:

Stor ståhej for ingenting – og dog…
Der tales meget om navne disse dage. Vores statsminister nævnes som kandidat til EU-topjob. Men der er tilsyneladende ikke mange, som reelt har forstået, hvad dette spil handler om. Man taler om at finde de rette personer til EUs centrale topposter. At finde dem med de rette kvaliteter. Men et blot minimalt spadestik dybere vil afsløre, at de igangværende forhandlinger intet har med personlige kvalifikationer at gøre. Det handler alene om magt. Og vel at mærke et magtspil mellem EU og medlemslandene (!), der afgør, hvem der fremadrettet skal udpege EUs øverste embedsmand, Kommissionens formand. Navnene, der nævnes, er blot brikker i magtens spil.

Spillet om magten begyndte med udgangen af 2009, hvor Lissabontraktaten trådte i kraft. Den medførte to fundamentale ændringer i EUs magtpolitiske struktur. For det første fjernede man vetoretten ved udnævnelsen af EU-kommissionens formand. Det sker nu med kvalificeret flertal. For det andet indføjedes en passus om, at den nyvalgte kommission skal afspejle udkommet af EU-parlamentsvalget. Det hele er opsummeret i TEU art. 17, stk. 7: ” Under hensyntagen til valget til Europa-Parlamentet og efter passende høringer foreslår Det Europæiske Råd med kvalificeret flertal Europa-Parlamentet en kandidat til posten som formand for Kommissionen”.

Med stor fanfare fik denne passus de føderale partier i EU til at udnævne deres foretrukne kandidater. I Dublin udnævntes – med premierminister Kenny som vært og Kansler Merkel som bivåner – Jens Claude Juncker som det konservative partis spidskandidat (EPP). Og under tilsvarende festivitas udnævnte Europas socialister den siddende formand for EU-parlamentet, Martin Schulz, ligesom mindre grupper (ALDE, De Grønne mv.) også meldte sig med kandidater.

Alt dette gik relativt ubeskrevet hen i de fleste lande. De færreste uden for EU-parlamentets fanatiske skare af revolutionære så den store værdi i de nye kandidater. Herregud, det var jo kendte – og slidte – ansigter. Gammel vin på nye flasker. I særligt eet land blev processen dog fulgt med stor interesse. Det mest markante fællestræk for alle spidskandidaterne – eller spitzenkandidaten, som de siden skulle blive kendt – var nemlig, at de alle havde tysk som hovedsprog. Gradvist blev processen derfor stadig større i de tyske medier og tysktalende lande. Mens det formodentligt er de færreste danske vælgere, der har tænkt på ”Præsident Schulz” eller ”Præsident Juncker”, da de stemte på socialdemokraterne eller De Konservative, spillede disse kandidater faktisk en rolle i den tyske debat. Ja, tyske medier har endda kaldt det forræderi over for vælgerne, hvis Merkel ikke kan levere Juncker som EU-kommissionsformand. EPP blev jo netop størst ved valget og syd for grænsen har man for længst lært at læse Lissabontraktaten, som Bruxelles ønsker det.

Dette skal imidlertid ikke forstås sådan, at Merkel er vild med Juncker som person eller anser hans politiske kvalifikationer som uundværlige i fremtidens EU. Nej, tværtimod. Den eneste grund til, at Merkel støtter Juncker, er, at EPP har valgt ham og at hun presses til at støtte EU-parlamentets nye og selv-definerede kompetence. Hvordan er Europas nye Jern-lady da endt med at være underlagt mediernes lune? Her skal svaret findes i Junckers modkandidat – Martin Schulz. Udover at have været formand for SD-gruppen i EU-parlamentet og formand for EU-parlamentet de seneste 2½ år, er Schulz nemlig tysk og har med succes bearbejdet Siegfried Gabriel til at støtte sig som kommissionsformandskandidat. Det er nemlig den eneste måde, hvorpå SPD kan komme i nærheden af som koalitionspartner med Merkel at få kommissionsposten.

Stod det til tyskerne, kunne sagen således løses enkelt. Bruxelles og medierne får Juncker. Og Merkel får fred. Men så nemt er det ikke. På den anden side af Kanalen er en anden premierminister nemlig under tilsvarende stort pres. Her har man ingen nedskreven forfatning, men besinder sig på praksis, erfaring og præcedens. Man er sig derfor meget bevidst, at har man først én gang givet sig for EU-parlamentets ret til at udpege Kommissionsformanden, da vil den ret for altid være overdraget fra medlemslandene. Endnu en pinefuld suverænitetsoverdragelse, som naturligvis er helt uspiselig for David Cameron, der i øvrigt støttes fra flere statsminister-kollegaer, herunder Rütte, Orban og Reinfeldt.

Det store spørgsmål er derfor, om Merkel har viljen til på denne uges topmøde simpelthen at køre Cameron over for at gennemtvinge Juncker. Det morsomme er bare, at det intet har med Juncker at gøre. Det handler alene om magt-kampen mellem EUs føderale institutioner (EU-parlamentet) og medlemslandene. Hvem skal afgøre navnet på EUs mest magtfulde embede? Som så ofte før, er de institutionelle magtopgør vigtigere end den førte politik. Og så undrer man siger, at det går skidt…?

For Cameron minder sagen faretruende om topmødet i november 2011, hvor Tyskland havde brug for at stramme styringen af eurolandenes finanspolitik og derfor blev enige om finanspagten. Her tog den britiske regering til topmødet i forvisning om, at det ville kræve en traktatændring og at man derfor havde veto-ret. Det sendte følgelig chokbølger gennem London, da Merkel kørte hen over Cameron og blot gennemførte sit strammergreb i en mellemstatslig aftale. Er Merkel villig til at ydmyge Cameron igen?

Ja, hvis nødvendigt. Men helst ikke. Det kan nemlig yderligere styrke den britiske eu-modstand. Og hvis der er noget, Merkel ikke ønsker, så er det at presse Storbritannien ud af EU. Dette er Camerons eneste forhandlingspunkt. Og det er i dette lys, at andre kandidater for tiden diskuteres. Ikke for deres personlige kvalifikationer, holdninger eller politiske præstationer. Men som brikker i et spil, der skal tilfredsstille de implicerede parter i trekantsdramaet: Merkel – Juncker – Cameron.

Og hvem kan så det?

De tyske medier har været meget optaget af Helle Thorning Schmidt. Mest fordi hun – paradoksalt nok – anses som en mulig appel til UK. De tyske medier plejer at være særdeles godt underrettet og det er da også rimeligt at antage, at Thorning har opbakning fra ikke bare Merkel, men også flere andre, herunder også Cameron. I London ses hun nemlig ikke som den ”european by heart”, hun ellers beskriver sig selv som. Her ses hun som repræsentant for et nordisk, eu-kritisk land. Det kan nærmest virke ironisk, at Thornings karrieremuligheder hviler på den sindige, danske eu-kritik…men sådan er livet jo så underfuldt.

I Frankrig har IMFs magtfulde formand, Christine Legarde, været diskuteret. Men det synes urealistisk af mindst to grunde. Dels fordi hun tilhører et andet parti end Hollande, som i givet fald skal udpege hende. Og dels fordi hun som IMF-formand gang på gang i løbet af euro-krisen har vist sig som den realist, der talte Sydeuropas problemer op, mens Bruxelles forsøgte at lægge låg på. Imidlertid er det tvivlsomt, om Hollande vil acceptere en råds-formand fra et ikke-euroland (Thorning), så længe euromøderne føres her. En løsning kan være, at man formaliserer euro-gruppen og udpeger en stærkere person til at lede møderne. Quindos fra Spanien nævnes i krogene… Det ændrer dog ikke noget for Hollande vis a vis en post Kommissionen, som han allerede har lovet sin tidligere finansminister, Muscovici, der går benhårdt efter at afløse finsk Rehn som økonomikommissær.

Det er generelt anerkendt, at Østeuropa nu har krav på én af top-posterne. Som et bud nævnes Lithauens præsident Grybauskaite. Hun har tidligere været budgetkommissær, men kan udenrigspolitisk være svær at håndtere på grund af sin hårde retorik mod Rusland. Indtil for nyligt var polske Sikorski derfor et stærkt bud. Men nylige afsløringer af hemmelige USA-kritiske samtaler kan også bringe hans kandidatur i fare.

Kabalen skal som minimum indeholde en østeuropæer, en kvinde og én fra EPP. Og af andre dark horses, som kunne trækkes ud af stalden, nævnes irske Kenny, som imidlertid tabte EP-valget stort, samt finske Katainen, der allerede har meldt sig klar. Men reelt er der ingen, der ved det. For som sagt handler kabalen slet ikke om personer, men om en armlægning mellem EU og medlemslandene. I det lys er det ikke underligt, at Thorning har meldt sin klare støtte til Juncker. Naturligvis støtter hun, at EU-parlamentet får styrket sin magt. Allerede af den årsag burde alarm-klokkerne bimle over London…

Fortsat god dag til alle. :-)

Helle Thorning Schmidts egne ord i juni 2010

Jeg fandt forleden et gammelt nummer af Socialdemokraten frem. Det var fra juni 2010, og statsminister Helle Thorning Schmidts leder var tydelig før valget i september 2011. Hun skrev:

Vi ønsker ikke at tørre regning af på de ældre, efterlønnere, sygehusene, skolerne og børnehaverne. Vi ønsker 'En Fair Løsning'. Vi skal arbejde os ud af krisen.
...
Vi kan enten få en løsning med nedskæringer og skattelettelser til de absolut rigeste, eller vi kan få 'En Fair Løsning'. Vi socialdemokrater vælger uden tøven det sidste.

De ord står i skærende kontrast til regeringens gennemførte reformer.

Det handler ikke om raketvidenskab. Enten ville man nedskæringer, eller også ville man "arbejde os ud af krisen", og det beskyldte Socialdemokraterne, SF, Enhedslisten og de Radikale blå blok for kun at overveje det første - nedskæringerne... Da rød stue så kom til gjorde man PRÆCIS som man kan citere dem for, at de ville det modsatte.

Man VIL gerne frigøre sig fra ord som "løftebrud" og "skuffede vælgere", og selv her et par uger før et parlamentsvalg taler alle udenom når meningsmålingerne taler deres tydelige sprog.

Hvis du gætter på der kommer flere citater hvis jeg finder flere af de gamle blade frem fra gemmerne, gætter du ikke helt forkert... :-)

Bedst som vi kun troede det var Lars Løkke der havde et problem med dyre rejser....

Bedst som vi kun troede det var Lars Løkke der havde et problem med dyre rejser, viser det sig, at statsministeren, Helle Thorning Schmidt, har brugt for 1,4 millioner på halvanden måned.

Det forklarer jo en del om hvorfor den skandale som Socialdemokraterne troede kunne svække Lars Løkke i et kommende folketingsvalg, måske nok vil få dem til at fremhæve sagen en del mindre.

Der skal jo nok komme en god forklaring, ligesom man blev lovet 'en god løsning i morgen', så på dét punkt kan vi jo kun glæde os til endnu en lang forklaring...

Langt vigtigere er det at Villy Søvndal blev behandlet for sin blodprop, og herfra ønskes god bedring. Et stressende job som Udenrigsminister, og ingen tvivl om, at man skal passe på sit helbred når man går ind i politik...

Lars Løkke Rasmussens håndtering af GGGI-sagen

Der er ingen grund til at tærske langhalm på sagen, for pressemødet søndag, der varede 3 timer og 43 minutter gjorde sit til at danne et vist overblik.

Dog er der ingen tvivl om, at selvom han klarede sig godt, så var der også ting der IKKE blev sagt ved pressemødet. Det havde været vigtigt at håndtere rapporten fra november 2012 lidt mere professionelt end at diskutere den overordnede forskel mellem GGGI Korea og så 'den internationale organisation GGGI.

Man skal nemlig huske, at det handler om, at lukke sagen for menigmand. I dét perspektiv mangler der stadig en åbenhjertig forklaring. Flere gange sagde han, at hans direktør kunne bekræfte flere forhold, men undlod at give ordet videre. Journalisterne gjorde det smarte, at de faktisk stillede flere spørgsmål på engelsk når de ikke kunne trænge igennem til klare svar.

Så selvom det nok var ret trættende, og krævede en del kaffe at komme igennem pressemødet, så var det stadig interessant at følge med, og vi fik da en del svar - uanset at journalisterne også på et tidspunkt var ved at stille spørgsmålene lidt for mange gange.

Hans optræden giver fortsat tvivl om Lars Løkke Rasmussens dømmekraft i forhold til håndteringen af offentlige midler, og hvis Helle Thorning Schmidt måtte kæmpe med skattesagen i flere år kan det næppe undre, at befolkningen også synes dette hænger ved manden.

Næste folketingsvalg bliver spændende. Det er lige før det kunne være smart at trykke på valgknappen lidt tidligere, og derved fremprovokere en situation hvor de unge Venstre-løver kommer ud af busken hvis Lars Løkke Rasmussen får lov til at tabe et valg... :-)

Det politiske signal 1. maj

Der var en del kritik af den buh'en vi alle så ved flere 1. maj fester. Nogle sammenlignede det med anarki. Andre synes det var udemokratisk. Realiteten er dog, at venstrefløjen traditionelt har brugt græsrodsbevægelser, og nu indhenter det dem selv. Nemesis for fuld knald kunne man sige.

Når magten har gjort akademikerne - for politikerne er jo sjældent arbejdere - arrogante ved at komme til magten, så er der ikke ret mange muligheder for at råbe politikerne op. Der laves små spørg-gæsten opslag på Facebook hvor Go' Aften Danmark efterlyser spørgsmål til deres gæster... Særligt når det er politikere der skal i studiet, så aner man alt for stor høflighed. Selvom det ikke er redaktionen der stiller spørgsmålene, kunne de godt gå mere til stålet.

Når befolkningen derfor oplever, at de ikke bliver hørt - og det har de knap været siden valget i september 2011 - så var dette en unik chance.

Det er klart det ikke er sjovt at stå tilbage med indtrykket 'utilfredse med vores politik', men mon ikke det var på tide at gå i arbejdstøjet med den politik man gik til valg på. Brede forlig er blevet sidestillet med blå politik, og i dén mission ER regeringen for længst gået alt for langt. Og det må de nu forholde sig til. Havde de været mere lydhøre over for deres baglande, ville de for længst have opdaget, at det er endt i den helt forkerte boldgade.

Som Holberg sagde: "Den Vorherre giver et embede, giver Han ikke nødvendigvis forstand" - og det er blevet meget tydeligt, at befolkningen er utilfredse. Det VIL ende med en jordskreds-situation uanset hvornår valget kommer, og de politikere der er mest utilfredse netop nu er nok dem der, inderst inde, ved dét vil gå rigtig skidt for deres partier.

God weekend til alle.

I strid modvind...

Lige p.t. kunne man godt påstå, at vores statsminister er ved at have præcis den undskyldning hun måske inderst inde ledte efter for at tage imod den EU-stilling der har været diskussion om i pressen.

Populær er hun i hvert fald ikke, og det er spændende spekulationer der er fremme blandt kommentatorerne om internt splid. Hun vil jo ikke tage stilling til anonym kritik, og alligevel er det jo tydeligt for de fleste hvad der sker hvis kritikken gøres offentligt...

Det kører ikke for hende, og derfor synes jeg denne vits var på sin plads at dele da den jo er ganske sjov nu hvor hun lever så fint op til tegneserien Statsministeren:

---

En lastbil kører ud af motorvejen. Pludselig kører en ministerbil op på siden af den, Helle Thorning-Schmidt ruller vinduet ned og råber:

"Jeg hedder Helle og er Danmarks statsminister. Jeg kører Ministerbil, og du er ved at tabe din last!"

Lastbilchaufføren ryster på hovedet og sætter farten op.

Et øjeblik efter er Helle der igen og råber nøjagtigt det samme.

Lastbilchaufføren sætter igen farten op. Der går et øjeblik, hvorefter Ministerbilen igen kører op på siden:

Helle råber nu meget højt og indtrængende:

"Jeg hedder Helle Thorning-Schmidt og er Danmarks statsminister, Jeg kører Ministerbil, og du er ved at tabe din last!"

Lastbilchaufføren ruller vinduet ned og råber, nu tydeligt irriteret:

"Jeg hedder Jens, jeg er lastbilchauffør, og jeg er ved at salte vejen!"

God weekend til alle. :-)

Spekulation om ministerrokader

Netop nu har flere medier spekuleret om der vil ske en ministerrokade i 2013. Den slags spekulationer er altid svære at sige noget fornuftigt om, men jeg vil gøre et helhjertet forsøg på at præsentere hvordan jeg mener det politiske billede ser ud lige nu.

Først og fremmest er regeringen rigtig ilde stedt når det gælder de nuværende meningsmålinger. Der mangler stabilitet i manges perspektiv. Her tænker jeg ikke på krisen, som alle alligevel taler alt for meget om. Det handler om politisk stabilitet. Der mangler holdninger der forbliver de samme.

I dét perspektiv er beskæftigelsesminister Mette Frederiksens udmelding om, at man formodentlig ikke vil kunne spare 3 mia ved en kontanthjælpsreform første skridt i retning af at genoprette en del af den troværdighed man har tabt i forhold til Socialdemokraternes kernevælgere.

En ministerrokade så kort tid efter Elbæks afgang vil sende de helt forkerte signaler, og vil stensikkert blive brugt af oppositionen til at påstå, at regeringen er kørt træt. Det vil være et selvmål af dimensioner. Medmindre, og dette er et naturligt forbehold i en omskiftelig tid hvor ministre nogle gange dummer sig mere end vi nogensinde troede muligt, at der viser sig en NY skandale.

En ministerpost er ret ligegyldig, medmindre ministeren enten viser sig at være helt speciel eller dybt inkompetent. De fleste kan på middelmådigheden køre en ganske normal ministerperiode uden de helt store udfald, hvis de lærer at samarbejde godt med embedsmandsapparatet. Der skal holdes lidt åbningstaler ved festlige lejligheder, og der skal gives et par interviews når den evigt nysgerrige presse får fat på en sag. Men ellers er ministerarbejdet relativt nemt at forholde sig til.

Man skal nemlig huske, at der er stor forskel på at være minister og direktør i et privat firma - selvom nogle spindoktorer gerne vil have det til at fremstå identisk. Deres opgave er jo at fremme ministerens karrieremulighed når ministerbilen skal afleveres efter et valg...

Når en minister dummer sig ryger han jo bare tilbage som menigt medlem af Folketinget. Der er ingen kolde tæer i rumpetten som i det private erhvervsliv, vel? :-)

Ordet ministeransvar træder jo kun i kraft hvis personen ikke har et godt forhold til sandheden. Siger ministeren den sandhed han kender, så kan han allerhøjst få en næse, og en reprimande i pressen. Han ryger jo ikke i spjældet som tilfældet kan være hvis han bedrager en bestyrelse, og måske ifalder et ansvar som hvis pressen misinformeres som vi ser i pressen når aktiekurser søges påvirket ved fejlagtige informationer.

Så alt i alt, når ministerrokader skal vurderes er mit gæt, at statsminister Helle Thorning-Schmidt, såvidt muligt, vil forsøge at køre et stabilt kabinet, og vil søge at få langt bedre meningsmålinger før hun nogensinde begynder at tænke tanken. Om vi til den tid kunne se en Villy Søvndal skiftet ærefuldt ud efter lang og tro tjeneste i 2014 er ikke til at vide. Der vil jo, ganske naturligt, ske nogle diskussioner i kulisserne hvor folk bliver hørt med hensyn til ønsker og tanker den dag en ministerrokade er i perspektivet.

Men 2013 bliver der ingen ministerrokader medmindre det, som sagt, bliver nødvendigt hvis en minister dummer sig lidt for meget. :-)

Dagpengereformen

Det er tankevækkende, at Dansk Folkeparti gerne vil invitere sig til kaffe for at hjælpe dagpengemodtagere når vi for resten af reform-pakken ser en klokkeklar udmelding om at end ikke forbedring af efterlønsreformen kan komme på tale.

Sagt ligeud: I stedet for at Dansk Folkeparti går rundt og bebrejder Lars Barfod og de Konservative, at blå blok tabte valget, så var det måske på sin plads at kigge en smule indad. Det gør ondt - men er ikke desto mindre nødvendigt hvis Pia Kjærsgaard gerne vil undgå hendes parti smuldrer helt.

Vi har konstateret at kontraktpolitikken er død - skattestoppet forsvandt allerede under VKO mens der blev indført 285 nye skatter, og nu er værdipolitikken også død.

Det eneste som gik langt over Dansk Folkepartis forstand var, at de burde have stået ved deres løfter om at BEVARE efterlønnen. Da de blev afsløret i landsdækkende aviser undgik de emnet, og skød i stedet for med skarpt imod den kampagne der var sat i søen.

Borte var den konsekvens at de allerede DENGANG skulle have stået fast, og havde de gjort det, ville folk sikkert vedblive med at stemme på dem.

Pia begik en KÆMPE brøler, og da vi i søndags kunne høre hende deltage i debatten om spindoktorer versus presserådgivere, kan vi konstatere, at Pia SKULLE have haft bedre råd end det hun fik - og det er den primære årsag til at Dansk Folkeparti selv har tabt flere mandater.

Nu skal jeg jo ikke give Pia gode råd, for det mener hun stensikkert selv hun er bedst til, men hendes forudsigelser om hvor lang eller kort en rød regering vil holde vil afhænge af alt andet end hendes kiggen i krystalkuglen.

Ganske som slet skjulte trusler ikke vil virke. Nu fortjener den nye regering en chance til at vise hvad de duer til, og så må POLITIKKEN afgøre hvilken karakter der kan gives til landets første kvindelige statsminister, Helle Thorning-Schmidt.

En udfordrende tid forude

Det er en udfordrende tid forude når landets første kvindelige statsminister, Helle Thorning-Schmidt, skal forme fundamentet for det nye regeringsgrundlag. Første alvorlige punkt vil blive tilbagetrækningsreformen, og vi håber på rødt aftryk der vil forbedre de vilkår som folk nu står over for.

Det forlød allerede under valgkampen at flere end forventet ville bede om udbetaling af deres efterlønsopsparing - det kan blive dyrt...

Vi venter med spænding på udformningen af regeringsgrundlaget, og ønsker tillykke med et godt valg til særligt Enhedslisten og de Radikale - og må notere mig, at jeg fik ret med hensyn til Liberal Alliance. Det åd næsten de Konservative, og der er grund til eftertanke i Lars Barfods inderkreds for at genfinde den konservative ånd.

Foreløbig god weekend. :-)

89% tror på Helle Thorning-Schmidt som statsminister

Overskriften er ingen overdrivelse. Kun 6% af spillerne på Oddset tror på Lars Løkke Rasmussen hvorimod 89% spiller på Helle Thorning-Schmidt som landets statsminister efter næste valg.

Se skærmdump her:

En sådan nyhed må jo også linkes til, og du kan selv læse artiklen herfra: https://community.danskespil.dk/client/#/oddset/nyheder/2011-03-0020.

Odds taler deres tydelige sprog. Bookmakerne bliver blanket helt af hvis Villy Søvndal (SF) eller Johanne Schmidt-Nielsen (EL) får lov til at få regeringsmagten i en S-ledet regering. Ved at smide 1 million på Johanne kunne vi allerede skaffe 400 millioner til statskassen...

Spøg til side. :-)

Det er i hvert fald en forudsigelse der vil komme til at holde stik. Senest i november er det slut med regeringens hovmod. Peter Christensens udtalelse forleden aften om at have siddet længere end Helle Thorning-Schmidt i Folketinget talte sit eget tydelige sprog om den borgerlige terrier. Peter Christensen er og bliver et fjols, og i et demokrati kan vi så være glade for det er tilladt at kalde en spade for en spade, og ikke bare et løfteinstrument.

God weekend til alle. :-)

Afventer slutduellen mandag

Det er, som bekendt, altid farligt at pelse bjørnen før den er skudt. Dette princip gælder også i forhold til duellen mellem Helle Thorning Schmidt og Pia Kjærsgaard.

Ingen er jo i tvivl om min egen holdning. Jeg kan ikke fordrage Pias konstante ævleri om indvandrere som om de er roden til alt ondt, men samtidig må jeg så også erkende, at der var steder hvor Pia skal være glad for Helle Thorning Schmidt ikke var blevet coachet omkring kommunalreformen og det med at stemme med i forhold til forlig, for så var svarene blevet endnu bedre og tydeligere...

Med hensyn til forlig er det nemlig således, at man desværre forventer af hele "forligskredsen" at de stemmer for lovforslag der henhører under det enkelte forlig. Dette er f.eks. grunden til at partier som grundlæggende var IMOD multimedieskatten var nødsaget til at stemme "ved ikke" fordi et forlig ellers blev brudt ved at stemme nej.

Dette får det så til at fremstå som om Socialdemokraterne er med på flere af regeringens politikområder, hvilket er forkert.

I øvrigt en tradition som kunne tages op til endelig revision, og hvis man samtidig fjernede clearings-princippet mellem regering og opposition ville det blive sikret at MF'erne SKULLE møde op hver dag (ganske som "almindelige" arbejdstagere forventes at give møde på deres arbejdsdage), fordi man ellers risikerer at komme i mindretal. Clearing er sikringen af at hvis regeringen har 40 der ikke møder næste dag gør oppositionen det samme, og det kunne vi lige så godt fjerne. Så må folk gøre op med sig selv om de har tid til de møder der er i Folketinget FØR de stiller op i stedet for slet ikke at passe jobbet bagefter.

Når det så gælder påstanden om at fire ud af fem regioner styres af socialdemokratiske regionsformænd som om det var årsagen til problemer i sundhedsvæsenet, så glemmer Pia Kjærsgaard - ganske behændigt - at nævne, at kommunalreformen og regionssammenlægningerne blev vedtaget i Folketinget. De nye regioner (og kommuner) der efterfølgende opstod skabte en nødvendighed af nye rådhuse og regionsbygninger, og det har OGSÅ presset økonomien.

Det er nemlig ikke nok at påstå, at en kommunes økonomi afhænger af hvem der sidder på borgmesterposten. Ofte ligger der "skæve" flertal bagved, og desuden er mange budgetposter nærmest vedtaget på forhånd. Det er f.eks. Folketinget der har vedtaget hvad en førtidspensionist eller en kontanthjælpsmodtager skal have i overførselsindkomst. Ganske som det er umuligt for kommunerne at overføre f.eks. budgetter for snerydning fra "milde" år til de meget kolde år, hvorved der netop så bagefter opstår et likviditetsproblem i forhold til snerydning i et år som det vi oplever nu...

Mange steder hvor tonen sagtens kunne skærpes over for Pia Kjærsgaard. Hun er kvinden som har haft meget indflydelse gennem det seneste årti, og hun burde tage ansvaret for de love hun har været med til at gennemføre. For hende bliver det svært at styre partiet når de mister indflydelsen, og topstyringen står for skud den dag de ikke længere har en central rolle i forhold til en regering. Vi har set lignende kriser i Venstre og Konservative de seneste år, og vil også komme til at se det i forhold til Dansk Folkeparti.

Men spændende bliver det at følge 2. halvleg i Sønderborg mandag aften. God weekend. :-)

Spændende topmøde på TV2

Uanset ens eget politiske ståsted, så var den første politiske duel mellem Helle Thorning Schmidt og Lars Løkke Rasmussen særdeles spændende.

Det var dog mindre kønt at se en statsminister benægte tallet på de 100 millioner vi andre tydeligt hørte han selv nævnte i et interview forleden... Lars Løkke henfalder til småperfide kommentarer før han svarer på spørgsmålene, og det klæder ikke en regeringsleder.

Der er ingen tvivl om at hans pressefolk arbejder på højtryk for at skabe en positiv omtale af dét møde. Men Lars Løkke er bestemt ikke af samme kaliber som Anders Fogh Rasmussen var. Med Anders vidste vi, at der lå en holdning bag, hvorimod Lars Løkke bare må forlade sig på sin ringe charme og negative stil.

Men eksperterne er tydeligvis uenige, og enkelte mener han vandt debatten. Sådan ser jeg det bestemt ikke, men vi kan da håbe dén tro kunne få ham til at trykke på valgknappen. Så bliver det første bevis på, at man ikke altid kan regne med at eksperter altid har ret. ;-)

Aftenens Topmøde på TV2 kl. 20

Her i aften kommer den store duel mellem Venstres statsminister, Lars Løkke Rasmussen, og udfordreren, Socialdemokraternes formand, Helle Thorning Schmidt. Duellen fyres af kl. 20:00 på TV2, og jeg har allerede natten til tirsdag skrevet følgende to spændende spørgsmål:

Til Lars Løkke Rasmussen:

Efter Børsen mandag afslørede at vælgere der støtter Dansk Folkeparti er de mest negative overfor særstandpunkter, hvornår er det så slut med tålmodigheden over for forsøgene på topstyring fra DFs side?
Er der en grænse for hvornår "nok er nok" som Gitte Seeberg indså for mange år siden?

Til Helle Thorning Schmidt:

Hvornår tager vi fløjlshandskerne af? Er det ikke slut med at være bundet af forlig med regeringen når forslagene fra blå stue bliver mere og mere vanvittige? Når vi er imod regeringens politik må vi også stemme NEJ frem for "ved ikke"

Jeg er spændt på om spørgsmålene bliver besvaret i aftenens duel... :-)

Behov for kommunikationskursus...

Der er åbenbart brug for et kommunikationskursus iblandt flere ledende politikere, og denne gang var det - sørgeligt nok - Socialdemokraternes formand, Helle Thorning Schmidt, som dummede sig.

Hun sagde ganske fornuftigt vi alle gerne vil have svar på om Dansk Folkeparti kommer med i en ny regering. Det er vi alle nysgerrige efter, særligt fordi vi - som bekendt - allerede ved valget før Anders Fogh Rasmussen vandt regeringsmagten fik en god advarsel om konsekvensen af en borgerlig regering.

Hvis ikke du har set Poul Nyrup Rasmussens advarsel aftenen før valgdagen den 20.11.2001, så kan du lige se den her:





Poul Nyrup Rasmussens advarsel er desværre sørgelig korrekt. Han fik ret. Årtiet der er gået siden dengang har været sørgeligt korrekt set i forhold til den skade Dansk Folkeparti har gjort - og har fået lov til at gøre fordi man prioriterede det at kunne tælle til 90, og bevare regeringsmagten, højere end at holde fast ved egne principper.

Det er faktisk den primære årsag til at Liberal Alliance har succes, for flere konservative og Venstre-folk har større sympati for LA end for deres egne partier. Det selvom LA er med til at støtte regeringen.

Dér hvor kommunikationen gik galt for Helle Thorning Schmidt var i omtalen af Liberal Alliance når hun siger: "VOK-regering med Saxo Bank-partiet som støtteparti" for Saxo Banks direktør sagde allerede da sponsoratet blev bekendtgjort, at han IKKE købte sig til indflydelse i partiets udformning af partiprogrammet, men støttede formålet bag partiet og dets ledelse.

Det kunne også siges på en anden måde dengang, for der var faktisk ikke ret mange der troede på Liberal Alliances overlevelsesmuligheder efter navneforandringer, folk der forlod partiet m.v.

Alle de etablerede partier har i årtier haft skiftende sponsorater, hvilket bl.a. også er anledningen til at beløb på 10.000 eller derover skulle angives ved navn. Mange partier har efterfølgende fået flere tilskud på 9.999,- af samme grund. Så det er næppe dér at man skulle bruge krudtet, vel?

Kommunikation handler om at vise lederevner, og der er ingen grund til at lave selvmål som giver modstanderen sympati alene fordi man ikke selv evner at bruge det sprog som forventes af en person, der gerne vil lede en kommende regering.

Så jeg kan kun anbefale at omtale Liberal Alliance ved dets navn, ganske som der også fra Folketingets talerstol findes retningslinjer for hvordan alle taler fra den plads. Hvis det er for svært at følge kan vi alle med rette forvente at det vil være noget svært at overbevise tvivlerne om at de skal lade rød stue lede landet efter næste valg.