søndag den 30. januar 2011

S: Lækagesag - regeringen dækker over kriminel handling

Det var tidligere forsvarsminister Søren Gades personlige rådgiver Jacob Winther, der lækkede fortrolige oplysninger til pressen om Jægerkorpsets udsendelse til Irak. Det viser en vidneerklæring, der i dag blev fremlagt i Højesteret. En undersøgelseskommission må nu afklare, om Søren Gade kendte til lækagen.

- Lækagen om Jægerkorpsets udsendelse til Irak har ifølge Jægerkorpsets tidligere chef bragt danske soldaters liv i fare. Det er en meget alvorlig kriminel handling, som ifølge vidneudsagnet fremlagt i Højesteret er begået af den tidligere forsvarsminister Søren Gades personlige rådgiver Jacob Winther, siger Morten Bødskov, næstformand for den socialdemokratiske folketingsgruppe.

- Statsminister Lars Løkke Rasmussen har gentagne gange afvist at undersøge sagen. Med dagens fremlagte vidneudsagn i Højesteret dækker regeringen derfor over en kriminel handling. Både statsminister Lars Løkke Rasmussen, tidligere forsvarsminister Søren Gade og Gades personlige rådgiver Jacob Winther har tidligere pure afvist at lækagen skulle komme fra Forsvarsministeriet, siger Morten Bødskov.

- Hvis ikke regeringen fortsat vil dække over en kriminel handling bør statsministeren tilslutte sig en kommissionsundersøgelse af hele sagen og den tidligere forsvarsminister Søren Gades viden om lækagen, siger Morten Bødskov.

- Regeringen har gjort alt for at dække over sagen. Lister med navne på potentielle personer bag lækagen er fremlagt. Tilmed er oppositionen blevet beskyldt for at stå bag lækagen. Med vidneudsagnet i Højesteret er pilen rettet mod Søren Gades personlige rådgiver og dermed også den tidligere forsvarsminister Søren Gade selv, siger Morten Bødskov.

- Danske soldater er i krig. Hver dag kæmper de for vores frihedsidealer. Alt for mange har mistet livet. Alt imens forsvarets top vandrer ud og ind af retssale. Det er en skandale, som kun understreges af denne sags alvor, hvor den tidligere forsvarsministers personlige rådgiver er sigtet af politiet for en handling, der efter Jægerkorpsets tidligere chef bragte danske soldaters liv i fare, siger Morten Bødskov.

Socialdemokraterne ønsker nu statsminister Lars Løkke Rasmussen indkaldt i Udenrigspolitisk Nævn om sagen.

Kilde: Socialdemokraterne - 28. januar 2011.

fredag den 28. januar 2011

Tøger Seidenfaden - et ikon i det politiske billede

Tøger Seidenfaden var virkelig et ikon i det politiske billede. Han formåede på helt unik vis at forme debatten ved at komme med det mest nuancerede billede i nyere tid. Hans input i den seneste serie "Presselogen" på TV2 News vil blive savnet.

Tøger var manden som turde sige tingene ligeud - også når resten af den journalistiske verden red på en populistisk bølge. Han turde at gøre det, som andre tøvede med.

Men ikke på Ekstra Blads-niveau. Når han udtalte sig forsvarede han den lille mand og han turde holde med den part som ingen andre ville forsvare.

Schleimann havde lignende kvaliteter, men Tøger vil i hvert fald blive husket som en af de væsentligste debattører i dansk politik.

Æret være hans minde.

mandag den 24. januar 2011

Jægerbogen - spændende sag

Jægerbogen vækker spændende efterdønninger. Ikke på grund af selve bogen, men simpelthen fordi offentlige myndigheder intet har lært siden Jussi Merklin. Dengang var det en tjenesremand i Finansministeriet som kom med en udtalelse om cpr-nummeret. Han blev chef for toiletterne efter den udtalelse. Manden kom med konstruktiv kritik som kunne have medvirket til større sikkerhed, men i stedet valgte man at forbigå realiteterne...

I dagens Danmark kom man nu i stedet med en fejlagtig oplysning om en arabisk oversættelse, som bagefter viste sig at være en maskinoversættelse som militærets egne embedsmænd havde produceret. Rent spin for åben skærm. Også denne gang er det enkeltpersoner systemet går efter.

Hvorfor mon det offentlige har et rekrutteringsproblem?

Når man ikke formår at bakke sine folk op opstår der et problem. En klodset oversættelse var nærmest politisk bestillingsarbejde i en tid hvor antimuslimske følelser er svære at tæmme. Anstændigheden har for længst lidt et knæk, og derfor er den egentlige debat aldrig kommet.

Meget nemmere at få det hele til at se ud som om det handler om etpar enkeltpersoner...

lørdag den 22. januar 2011

Hizbut Tahrir - når had får LOV til at blomstre

Dagens artikel er inspireret af et tweet jeg fik smidt i nakken efter en længere debat om det nyligt afsluttede såkaldte debatmøde Hizbut Tahrir afholdt. Tweetet var følgende spørgsmål:

@henrikblunck_dk Redegør for hvornår og hvordan du mener basale borgerretigheder må formenes usympatiske mennesker. Jeg er nysgerrig. #dkpol


Ret beset er det nemt at besvare, for i den danske grundlov af 1953 står der udtrykkeligt:

Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden. (par 67)


Religion kan dermed ikke påberåbes for at forstyrre den offentlige orden.

Endvidere står der også:

§ 77
Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.
§ 78
Stk. 1.
Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at danne foreninger i ethvert lovligt øjemed.
Stk. 2.
Foreninger, der virker eller søger at opnå deres mål ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkene, bliver at opløse ved dom.
Stk. 3.
Ingen forening kan opløses ved en regeringsforanstaltning. Dog kan en forening foreløbig forbydes, men der skal da straks anlægges sag imod den til dens opløsning.
Stk. 4.
Sager om opløsning af politiske foreninger skal uden særlig tilladelse kunne indbringes for rigets øverste domstol.
Stk. 5.
Opløsningens retsvirkninger fastsættes nærmere ved lov.


Disse paragraffer fortæller at alle har ret til at forsamle sig som de har lyst så længe selve formålet ikke er at nedbryde samfundet eller at opildne til vold eller had. De samme paragraffer fortæller også at det ikke er politikerne og/eller regeringen der kan opløse en forening. Det kræver en behandling i Højesteret.

Når en forening opfordrer til væbnet modstand strider dens lære imod de paragraffer du lige har læst.

Når en sådan opfordring gentages flere gange er der tale om en lodret provokation og udfordring af de paragraffer vores demokrati er grundlagt på. Grundloven ER fundamentet for vores demokrati.

Man behøver ikke henfalde til samme retorik som ægteparret Jespersen og Pittelkow i bogen "islamister og naivister" for at kunne undre sig voldsomt over denne provokation mod demokratiet. Uanset hvor fristende det kunne være at henfalde til samme niveau, så er det op til Højesteret at vurdere det lovlige i det budskab der fremføres.

Demokratiet bør aldrig blive en undskyldning for at miste den sans for konstruktiv debat der gerne må være i et samfund. Foreningen Hizbut Tahrir synes at hade vore vestlige værdier, men de må lære, at vores Grundlov står ved magt. Den dag vi underkaster os en religion - uanset hvilken - vil meget være tabt.

Jeg håber aldrig den dag kommer...

torsdag den 13. januar 2011

Bagom krisen hos de Konservative

Når man skal forstå krisen hos de Konservative er det vigtigt at se længere frem end det almindelige spin om Lene Espersens rejser. Der er nemlig langt mere vigtige grunde til at krisen opstår netop nu.

Nok er nok - Liberal Alliances succes
Gitte Seeberg startede en proces dengang hun forlod de Konservative. Mange var enige med hende, og processen med politisk uenighed med kursen hvor de Konservative gav køb på konservative værdier for at tækkes støttepartiet, Dansk Folkeparti, var afsløret. Der var sat ord på den mavefornemmelse mange følte - "nok er nok".

Traditionen fra historien
Det mange af os i dag kender som "de Konservative" hed før "Det Konservative Folkeparti" - og startede grundlæggende med at hedde "Højre"

I et gammelt parti er det ofte svært at vinde gehør for nye ideer. Det er derfor flere partier har gennemlevet brydninger. De Radikale udløb fra Venstre, SF fra kommunisterne, DF fra Glistrup-doktrinen i Fremskridtspartiet mv.

Bagom krisen
Lene Espersen havde visioner, og leverede en - med konservative øjne - glimrende landsrådstale. Hun har gjort det næsten umulige: styret uden om en frontal krise med Pia Kjærsgaard, der ellers var forventelig da hun tiltrådte.

Lene har formået at samle tropperne på flere område. Konservative ministre som havde gjort rigtig dårlige fodfejl blev omrokeret i en situation hvor vi andre ville have fyret dem, og fundet nye kræfter. Hverken Lars Barfod eller Brian Mikkelsen havde nogen som helst fornemmelse for tidligere resortområder, men blev fredet.

Takken for dette er ikke desto mindre, at falde Lene Espersen i ryggen på et tidspunkt hvor det nu er hendes spindoktor der er på ferie i Thailand...

Det bliver ikke spor kønnere af at der ikke er en eneste som ringer til Lene så hun f.eks. kunne give et telefoninterview. Ej heller en Eneste veteran som bakker op offentligt. Veteranerne er nemlig stadig mavesure over Per Stig Møller blev rykket rundt.

Magt korrumperer, og der er åbenbart ikke nogen der skal have klinket noget i en tid hvor det er nemmest bare at bakke op om kritikken som flere lokale partiformænd har gjort de seneste dage...

Det er er skoleeksempel i meget dårlig krisehåndtering og manglende lojalitet og anstændig kommunikation. Hvem der nogensinde kan tro det kan omvende vælgere med ellers konservative holdninger er, for at sige det meget mildt, svært at se...

mandag den 10. januar 2011

Om at arbejde mere

Der er en del som ikke forstår forskellen mellem blå og rød blok. Det vil jeg gerne rette op på i denne artikel.

Den røde blok, som pt sidder som opposition, foreslog en time mere om ugen. Dette vil give 15 mia kroner i statskassen.

Regeringen foreslår fjernelse af efterlønnen. Konsekvensen ved det er flere hundrede ugers ekstra arbejde.

S og SFs Fair Løsning tilbyder en løsning der kræver UNDER to ugers arbejde mere om året.

Hvordan kan det være svært at forstå denne kæmpe forskel?

fredag den 7. januar 2011

Krigen i Afghanistan

Når det gælder krigen i Afghanistan så findes der åbenbart, med regeringens øjne, kun to slags mennesker: dem som er for krigen og så de venstreorienterede r*vhuller.

Filmen Armadillo blev vist i aftes, og chokket over den "dræberglæde" vi hørte i filmen var skræmmende. Når en soldat, som bør være professionel, kan opføre sig så psykopatisk som at skulle bruge 30-40 skud på at dræbe en dødeligt såret fjende, så er der noget der er rivende galt.

Vi erkender alle at invasionen skete, og derfor er der også en opgave foran hele NATO/ISAF i forhold til at fuldføre missionen. Men derfra og så til at håndtere det som om det var et computerspil som Doom eller Wolfenstein er der altså et stykke vej. Der bør i hvert fald være det.

Regeringen må give klare svar på hvad der skal ske, og gerne en strategi som virker på den lange bane, for afghanerne skulle nødig ende som irakerne efter den første invasion i starten af halvfemserne. Vi skal gerne lære af de fejl vi begår frem for at gentage dem.

onsdag den 5. januar 2011

Før der pilles ved efterlønnen

Før der pilles ved efterlønnen var det måske på høje tid at politikerne kiggede indad. Et gammelt ordsprog siger: "fanden hytter sine", og det gælder så sandelig også i den politiske verden.

Reglerne om ventepenge er helt anderledes end både kontanthjælp og dagpenge. Årelange efterbetalinger følger en politiker længe efter vedkommende er blevet vraget af vælgerne, og det lyder derfor lidt hult når regeringen vil tale om vi alle må ofre os for at bevare velfærden når ingen vil tage politikernes ventepenge op til revision.

Den nedslidte rengøringskones efterløn må gerne stå for skud. Bare ikke det koster politikerne deres sikkerhedsnet at begynde at revidere hvad der er nødvendigt at kigge på. I årtier har ventepengene skabt et kæmpe skel mellem befolkningen og politikerne. Altsammen under påskud af at det skulle være sværere for en politiker at få job bagefter, selvom det modsatte ses over alt når ministre og menige MF'er udtræder til gode jobs.

Der er intet galt i at have en pensionsordning, men det er beløb i helt andre størrelser end funktionæren på almindelig overenskomst kender til fra sin egen lønseddel. Men i kampens hede håber de nu at den første modstand mod afskaffelsen af efterlønnen kan gå over så de senere kan afmontere begrebet efterløn...

Begrebet velfærd har sandelig fået en ny betydning under VKO.

mandag den 3. januar 2011

Valgåret

I år er det valgår, så forhåbentlig var det sidste gang Lars Løkke fik lov til at holde nytårstale. Valgflæsket skulle jo sælges, og når statsministeren taler i duellen med Helle Thorning om hvad der er nødvendigt for at lede landet så er jeg ved at flække af grin. Hvis ikke det var så tragisk for de mange som har mistet deres job så var det faktisk komisk at se den minister som har kæmpet mest for at tækkes støttepartiet stå og tale om ansvarlighed.

Du får valget senest til november, og det bluver etvalg hvor vi ikke skal have sofavælgere. Giv din mening til kende den dag der trykkes på valgknappen...

Håber alle er kommet godt ind i det nyeår. :-)