mandag den 26. februar 2018

Strategisk selvmål ikke at møde op til forhandling

Nyheden om at fagbevægelsen afviser at møde op til forhandling hos innovationsminister Sophie Løhde skurrer en del i mine ører. Det er helt fair at mene, at situationen er fastlåst, men jeg husker ganske tydeligt, at vi under kursusdelen om samarbejdsudvalg på LO-skolen fik at vide, at man som arbejdstager-repræsentant IKKE måtte afvise, at samarbejde.



Selv i situationer hvor ledelsen optrådte illoyalt flere gange kunne man ikke afvise forhandling og/eller mødedeltagelse, fordi det i sig selv kunne blive straffet senere når/hvis en sag røg i Arbejdsretten. Det er med andre ord strategisk selvmål ikke at møde op til forhnadling.

Nu er det klart, at man næppe skal belære de ærede formænd og repræsentanter i hvordan de burde forhandle, men samtidig er det et klassisk eksempel på den dårlige - og irrationelle - reaktion, når følelser overtager ens dømmekraft. Endvidere er det komplet vanvittigt, at ville udkæmpe kampen i SoMe, når opgaven rent faktisk er, at sørge for, at medlemmernes interesser bliver plejet.

Når staten forsøger, at spare den betalte frokost, så er der mange eksempler på sygepersonale, som har reddet patienter, fordi de tog fat på en patients ildebefindende, fordi de rent faktisk VAR på arbejdspladsen under deres frokost. Allerede da emnet blev nævnt af en eller anden kloge-Åge, der tydeligvis var mere akademiker end grundskolet i betydningen af ordet 'kutyme' vidste man, at det var en taber-sag for staten.

Men det er KUN en taber-sag for staten, hvis man rent faktisk forhandler, og får nævnt de klokkeklare regler, som omgiver betalt vs. selvbetalt frokost.

Det samme gælder på flere andre områder. Løntal lyver ikke, men igen skal man ikke lade sig styre af følelser. Alle har sympati for, at SOSUen fortjener en fair løn for sit arbejde, ligesom den offentligt ansatte sagsbehandler med 30 års anciennitet ikke skal desavoueres alene fordi vedkommende har erfaring. Vi har brug for et paradigmeskift i den måde ledelser rundt omkring arbejder og tænker. Man kan nemlig ikke inspirere de ansatte i en virksomhed, hvis ikke man starter ét sted, og det er i ledelsen. Når en god ledelse er eksempler for de ansatte, og går forrest, kan der skabes positiv energi.

Der sker dog ofte det modsatte i virksomhederne. Kort efter en overenskomst er i hus, så hører man om løntilbageholdenhed på gulvet, men lønfest på direktionsgangen - og det er absolut IKKE i orden. Det er her alt for mange virksomheder fejler, og derfor bliver OK-forhandlinger noget speget noget....

Fortsat god dag herfra. :-)

Ingen kommentarer: