fredag den 21. januar 2022

Weekenden kan meget vel blive afgørende for DFs fremtid

Man kan som socialliberal absolut ikke begræde, at Dansk Folkeparti er i krise. Deres politik handler altid om, at andre skal straffes, især hvis de ikke har dansk etnicitet, og den ene af kandidaterne, Martin Henriksen, blev jo landskendt, da han på nationalt tv kom med påstanden om, at man ikke var 'rigtig dansk' medmindre man var helt dansk flere generationer bagud. En danskfødt gymnasieelev fik også en tur i et afsnit af Debatten på DR2, så der kan siges meget om denne Martin Henriksen...

Morten Messerschmidt har en sag hængende over nakken. Sagen om bl.a. bedrageri ifm MELD og FELD skal gå om, og man står med himmelvendte øjne og påstår, at sagen har været alt for længe om, at komme til en dom, velvidende, at MM selv nølede med at levere de ønskede dokumenter under opklaringsfasen.

Midt imellem de to kandidater har Merete Dea Larsen, byrådsmedlem fra Roskilde, og hun virker - set udefra - som en noget mere spiselig kandidat.

Fløjene trukket op med indblanding fra Pia

Pia Kjærsgaard har, helt som hun plejer, blandet sig i den kommende afstemning. Når det gælder hendes hjertensbarn, partiet, så skyr hun ingen midler. Det så man også i den dokumentar TV2 sendte, og før det så alle hendes store tommel-ned på TV2 i nyhederne. Da dokumentaren Pia blev sendt hørte man også hvordan hun ligefrem åbenmundet protesterede, mens hun sad blandt tilhørerne.

Det morsomme er, at hvis en anden person havde gjort det samme, havde hun kaldt til orden, men sådan er der jo så meget i politik, der kan ændre sig, hvis bare man har de rette alliancer på plads.

Dansk Folkeparti har haft endog meget svært ved, at acceptere, at nedgang kan ske efter de store opture de oplevede frem til og med valget i 2015. Ved at vælge enten Morten Messerschmidt eller Martin Henriksen går man i præcis samme retning. Begge har på hver deres måde profileret partiet så negativt, at man rent imagemæssigt, får meget svært ved at rette op på tendensen.

Det kloge valg ville være, at stemme på Merete Dea Larsen midt i det kaos, men det er op til de delegerede hvordan de ser på det. Man kan ikke komme udenom, at valget af ny formand meget vel kan blive afgørende for, om partiet skal ned og kysse spærregrænsen, præcis som forgængerne, Fremskridtspartiet...

God weekend til alle bloggens læsere. :-)

1 kommentar:

Henrik V Blunck sagde ...

Så er resultatet afgjort. Stemmerne blev som følger:

Morten Messerschmidt: 499
Martin Henriksen: 219
Merete Dea Larsen: 104

Morten Messerschmidt er dermed valgt med over 50% af stemmerne i første runde som ny formand for Dansk Folkeparti.