Herboende muslimer siger ikke ret meget om Irak. Vi hører ikke særligt meget om "invasionen" der fjernede Saddam Hussein, og nu har skabt et meget turbulent område som truer med at gøre Mellemøsten endnu mere usikkert end nogensinde før. Herboende muslimer vil ej heller fortælle ret meget om hvad de mener om Iran, og demonstrationerne mod præstestyret.
Måske af frygt for repressalier, men måske også af ren magelighed?
Ingen véd det, for tavsheden er larmende. Det samme gælder når Rafsanjani går på talerstolen i Iran. Han får LOV til at sige sin mening, hvorimod vi herhjemme har nogle emner som nærmest må betegnes som "varme kartofler" — upopulære. Upopulære fordi det er emner som kan belyse den dobbelt-identitet som mange andre sagtens har kunne forlige sig med.
Når en jugoslaver finder sig til rette i Danmark, passer sit arbejde, taler dansk, passer godt på sine børn, og lever et hele vejen igennem anstændigt liv, så er der ingen der rynker på næsen. Danskerne ER et venligt folk.
Hvorfor skulle det være farligt at tage stilling til de hjemlige egnes konflikter? Hvis demokratiet er begyndt at synke ind i de sind som gerne skulle være i gang med en integrationsproces, så er det vel også velkomment at DELE erfaringerne fra sit hjemland?
Hvorfor ikke? Jeg ser ikke kineserne være spor kede af deres dygtige madkultur når de åbner gode restauranter. Jeg ser ej heller folk være spor bange for at tage stilling til alt muligt andet, så hvorfor er kulturspørgsmål blevet et tabu?
Dét er det mest tankevækkende, netop nu.
1 kommentar:
Det er nu ikke så svært at finde muslimer, der siger noget om den slags ting.
Jeg tror mere, det har noget at gøre med, at der ikke er mange indvandrere i forhold til danskere, og at de oven i hatten er underrepræsenterede i medierne.
Men selv der er der da Fath el-Abed, Omar Marzouk og (2/3 af) Outlandish. Og hvis du møder nogen privat eller i toget kan du spørge, så skal du nok få noget at høre ...
Send en kommentar