Bogen "Kristian - Kronprinsen" fra Forlaget Broe om Dansk Folkepartis ukronede kronprins, Kristian Thulesen Dahl er interessant for enhver der interesserer sig for politik. Det står hævet over enhver tvivl at Dansk Folkeparti på mange måder er en succeshistorie - i hvert fald set i forhold til det hedengangne Fremskridtspartiet. Dog konstateres det også, at lakken har ridser, og selvom det er Kristians fætter der er forfatteren er det en meget ærlig beskrivelse af manden du finder i bogen.
Kristian Thulesen Dahl er historien om lojalitet og trofasthed. Hans iver efter at forsvare partilederen, Pia Kjærsgaard, er demonstreret igennem mange år. Lige siden han som 13-årig mødte forgængeren (og grundlæggeren) af Fremskridtspartiet, Mogens Glistrup, så anes der en kærlighed og respekt for det Dansk Folkeparti anser for kerneværdier.
Jeg synes biografien var værdifuld for at se perspektivet i mange af de hændelser der er sket, hvoraf enkelte også har været mindre diskuteret i pressen. Der er flere steder hvor de mere præcise detaljer godt kunne have været omskrevet med mere indlevelse i stoffet - men det afhænger naturligvis altid af til- og fravalg når en historie skal beskrives. De ting der er vigtige for den ene person er måske mindre vigtige for andre. Der skulle trods alt også være en grænse for hvor stor bogen endte med at blive.
De 318 sider er hurtigt læst, og selvom korrekturen lod en del tilbage at ønske flere steder, så er det en værdifuld bog at læse. Et eksempel på fejl i bogen er, at det på side 285 siges, at Birthe Rønn Hornbeck skulle være Dansk Folkepartis gruppeformand. En titel den tidligere integrationsminister nok gerne vil have sig frabedt. [Omend flere vil mene, at Birthe Rønn Hornbeck var mindre populistisk end Dansk Folkeparti, fordi hun har stået fast ved de juridiske betragtninger der lå til grund for hendes meninger - også selvom hun til tider har haft hele Venstres folketingsgruppe imod sig når hun er kommet med soloudmeldinger om enkelte emner... ;-)]
En biografi som fortjener fire flotte stjerner ud af fem mulige for at have leveret varen. Dog ville det klæde Forlaget Broe at gennemarbejde sine bøger noget bedre hvis vi læsere i fremtiden skal lokkes til at give 299,- for bøger fra dem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar