Mette Frederiksen har så ganske ret

Under titlen "Alle i beskæftigelse" kunne vi forleden læse følgende tekst:

Knap 700.000. Så mange danskere i den erhvervsdygtige alder står uden for arbejdsmarkedet. Årsagerne er mange og mangfoldige. Mennesker rammes af arbejdsløshed, sociale problemer, sygdom, handicap eller de træder ud af arbejdsmarkedet.

Sociale overførselsindkomster er – hvad enten de er passive eller aktive – et afgørende trygheds-element i velfærdssamfundet. Men tallet er højt! Og har været det længe. Højkonjunktur eller lavkonjunktur som nu. Konsekvenserne er mange. Økonomisk og samfundsmæssigt. Men mest af alt menneskeligt. Ligeså vigtigt det er at skabe tryghed i svære livssituationer – ligeså vigtigt er det at bruge socialpolitikken til at understøtte tilknytning til arbejdsmarkedet. Eller sagt med andre ord; det er forkert, at kontanthjælp for mange mennesker er blevet en langvarig ydelse. Det er forkert, at vi fortsat førtidspensionerer meget unge mennesker i Danmark. Og det er forkert, at mange kvinder med etnisk minoritetsbaggrund ikke går på arbejde og dermed forsøger sig selv og deres børn. Vi har derfor behov for et skifte i socialpolitikken. Passivitet skal erstattes af aktivitet. Ikke aktivitet på den omsorgsforladte og brutale facon som eksempelvis starthjælp og tvungen aktivering for kræftsyge patienter er udtryk for. Men en aktiv socialpolitik, der udspringer dels af princippet om ret og pligt og dels af en grundlæggende tiltro til, at mennesker ønsker at bidrage og gøre nytte. Så længe jeg kan huske, har vi snakket om det rummelige arbejdsmarked. Der er sket ting. Blandt andet har mange fået foden indenfor på arbejdsmarkedet eller kunne fastholde job via flexjob-ordningen. Men reel rummelighed kan man vel ikke påstå, at vi har?

Det er derfor tid til at tænke nyt.

Sociale virksomheder skaber fremdrift for marginaliserede Især gruppen af kontanthjælpsmodtagere skal sikres tilknytning til arbejdsmarkedet. Er man ledig på kontanthjælp uden andre problemer end ledighed, skal man selvfølgelig i ordinær beskæftigelse. Og den aktive indsats omkring borgeren skal have netop det formål. Men har man andre problemer end ledighed – misbrug, psykiatriske lidelser, manglende danskkundskaber eller andre sociale problemer – kan sociale virksomheder være rammen for en mere aktiv indsats. En del aktiveringskurser har været omgivet af kritik for manglende fokus og seriøsitet. Beskæftigelse i sociale virksomheder har den enorme fordel i forhold til aktivering, at der er tale om et reelt arbejde. Man er en del af produktion eller arbejdsgang. Man har kollegaer. Man skal møde på en arbejdsplads. Man mangler, hvis man ikke møder til tiden. Derfor har tilknytningen til sociale virksomheder nogle vigtige menneskelige perspektiver. Sociale virksomheder har nogle spændende udviklingsperspektiver. Tænk blot på alle de funktioner, der i dag ikke bliver opfyldt. Vedligehold af fællesarealer, madlavning i skoler eller i udsatte boligområder, istandsættelse af stjålne cykler. Måske vil mange forbrugere hellere købe produkter af sociale virksomheder, hvor man ved, at der er taget hensyn til både medarbejdere og måske miljøet? Sociale virksomheder er mangfoldige i deres mål og forankring. Og sådan bør det blive ved med at være. Sociale virksomheder kan være private, selvejende, forankret i offentlige/private partnerskaber og offentlige. Det civile samfund vil i de fleste tilfælde være omdrejningspunktet. Vi må ikke ensrette. Men vi kan skabe fremdrift i den sociale indsats ved at få slået fast, at modtagelse af kontanthjælp som udgangspunkt hænger sammen med beskæftigelse. Enten ordinær eller via en social virksomhed. Fordi den sociale virksomhed tilbagefører eventuelt overskud til den almindelige drift af virksomheden, er der plads til den rummelighed, tolerance, omsorg og den tålmodighed, som er nødvendig, hvis den gamle socialdemokratiske parole om plads til alle skal endeligt realiseres.

Det supplerende arbejdsmarked

Det store spørgsmål er selvfølgelig, hvordan tankerne omsættes til virkelighed. Let bliver det ikke. Der vil blive råbt konkurrenceforvridning fra dele af det private erhvervsliv. Og andre vil være bange for, at sociale virksomheder ”tager” job fra andre sektorer. Indsigelser vil der være mange af. Men det er alligevel en overkommelig opgave. En række sociale virksomheder er allerede etableret. Nogle fungerer på markedsvilkår. En del har forpligtende aftaler med kommunerne. Udviklingen kan fremmes med sociale klausuler og indkøbsaftaler. Igangsættelsen kan understøttes med særlige iværksætterpuljer til sociale virksomheder, og offentlige myndigheder skal i højere grad tilpasse konkurrencesituationen, så mindre sociale virksomheder får mulighed for at byde ind på offentlige opgaver og indkøb. I et samfund, hvor alle ved, at den igangværende økonomiske krise erstattes af en enorm mangel på arbejdskraft, burde det være muligt at lave et slags supplerende arbejdsmarked. Under alle omstændigheder blive alle nødt til at spørge sig selv, om vi har råd til at lade være. Har vi råd til at overlade mennesker til en passiv og måske dårlig hverdag? Og ønsker vi, at der er børn, der vokser op i udsatte boligområder, hvor det er almindeligt at se voksne og måske ens egne forældre aldrig gå på arbejde? Lad os komme i gang!