søndag den 6. februar 2011

Ligestilling ad politisk vej?

Der er meget tale om ligestillingen i denne tid. Nu skal kvinderne ind på topposterne, og der anes en vis positiv særbehandling med de strategier, der lægges for dagen - både i regeringen og fra oppositionen. Spørgsmålet er egentlig om vi nogensinde kan opnå ligestilling ad politisk vej?

Hvis man skulle give et fornuftigt bud på spørgsmålet kunne det, fra begyndelsen, nævnes, at kvinder generelt har en større empati. De bløde værdier er ofte længere fremme hos kvindelige ledere, og på dét punkt forstår man ganske godt ønsket om, at der kommer en vis lighed i fordelingen.

Til gengæld virker det en smule omsonst hvis samfundet på endnu et område skal reguleres politisk. Vi har i forvejen sundhedspolitikker (der mobber rygere, overvægtige m.fl.) og vi har miljøpolitikker som intet har med miljø at gøre, men som alene skal drive signalpolitik frem for realpolitik...

Det kræver ambitioner at nå toppen, og når det først står klart for de kvinder, som egentlig godt kan er der ingen tvivl om, at vi gradvis vil øge mængden af kvinder på topposterne i dansk erhvervsliv. Men derfra, og så til at tvinge selskaber til en vis kvotering når de skal være på børsen, der er altså lang vej.

Medmindre man er af den overbevisning at vi skal til at drive planøkonomi som i det gamle Sovjetunionen.

2 kommentarer:

Maja Højgaard sagde ...

Jeg synes kønskvotering er en "behandling" af problemet man kan vælge at bruge eller lade være. Som med så meget andet behandling er der bivirkninger. For eksempel at kvinder i mandsdominerede virksomhedder pr. automatik bliver anset for mindre kvalificeret, fordi de er "kvotebyrde". Samtidig kan det være med til at give nogle højtkvalificerede kvinder muligheden for at komme frem. Der er ingen tvivl om at vi i dag på grund af rip, rap og rup-effekten spilder talent og kvalifikation, ved at så mange potentielle ledere ikke inviteres med i det gode (højtlønnede og magtfulde) selskab.

Men rip rap og rup-effekten går begge veje. Mænd bliver i dag ikke inviteret med i det sociale selskab. Mænd anses over en bred kam for (som modsætning til kvinder) at være "uempatisk". Det oplever jeg i højere grad er en rolle end et faktum. I stedet for at bekymrer sig om kvoter giver det ene resultat eller det andet resultat, ville det være fornuftit, hvis flere mænd begyndte at se på deres egne rettigheder. Socialt/familliært står mænd generelt svagt. I tilfælde af skilsmisse bliver mænd oftere socialt isoleret, depressive osv. Hovedårsagen er at mænd enten vælger, eller presses til ikke at holde barsel, ikke tager barns første sygedag, ikke deltager i skole-hjemsamtaler osv. Det er en kombi af at ingen afgiver rettigheder og magt frivilligt - heller ikke kvinder - og at mændene ofte ikke er klar over, at de går glip af en vigtig form for magt, før det er for sent. Hvis mænd vil have ret til deres børn og sociale liv, må de selv tage den.

Generelt tror jeg det bedste for alle er at vi ligger mindre identitet og fordomme i vores køn. Det at du er kvinde er ikke en modsætning til at være kvalificeret til en toppost og det at være mand er ikke en modsætning til at være en god forælder.

Henrik V Blunck sagde ...

Du har fat i nogle gode pointer, og jeg mener bestemt der er værdi i at give muligheden for kvinder til at komme ind i det "gode" selskab - ganske som jeg faktisk mener en mandlig bestyrelse begår en kæmpe fejl hvis de afviser en kvalificeret kvinde alene fordi hun er kvinde.

Men politisk definerede kvoter er sjældent relevante i brancher hvor folk bedst selv ved hvordan de regulerer tingene. Netop det at begge køn ikke længere har lov til (qva regler om mobning m.v.) at dominere det modsatte køn har jo allerede startet udviklingen.

Med andre ord: en fri udvikling uden politisk indblanding må afgjort være at foretrække.