onsdag den 5. december 2012

Uffe Elbæks afgang som kulturminister

Det er her til aften afsløret, at Uffe Elbæk valgte at gå som kulturminister efter en uheldig håndtering af et fire timer langt samråd i går. Nu er det blevet påstået, at det skulle være journalisterne, der var for hårde ved ham. Ligeledes er det postuleret, at han har været udsat for personlig hetz.

Det fik mig til at skrive således på Facebook:
Begik Uffe Elbæk en fejl? Måske. Traf Uffe et valg på basis af sin håndtering af denne fejl? Ja. Hvorfor så diskutere om det er samfundets/journalisternes/oppositionens skyld? Snup en tudekiks og kom videre i livet.

Der er ingen tvivl om, at debatten var ved at afspore - indtil det kom frem, at tidligere ministre i Lars Løkke Rasmussens regering også havde gjort brug af AFUK. En diskussion om kuvertpriser blev blæst ud af proportioner.

Hvad der til gengæld ikke står til diskussion var at én embedsmand rent faktisk havde advaret kulturministeren om at afholde arrangementer på stedet, fordi der således kunne opstå mistanke om nepotisme fordi Uffe Elbæks mand arbejder på stedet.

Kunne sagen være håndteret bedre? Det skulle jeg mene.

Men det vil kræve ÅBENHED og ÆRLIGHED - lige fra starten af. Det er, for at sige det ligeud, en mangelvare når det gælder politikere. De elsker at bevæge sig "lige under radaren", og når noget er indlysende og åbenbart betænkeligt hos os almindelige borgere, så er der ikke den samme stopklods hos politikere.

Vi andre kan godt genkende situationer hvor vi må erklære os inhabile. Måske fordi vi ikke er ramt af magtfuldkommenhedens virus. Fordi vi TØR tvivle på hvordan en handling vil se ud.

Det blev nævnt her til aften, at Uffe ikke var "en skolet politiker". Jeg vil dog mene, at han er forbavsende identisk med flertallet af de personer der har fået plads i Folketingssalen. Fuldkommen immun over for kritik, men altså én der forventer sympati på grund af alt andet end sine handlinger.

Den kritik han får er fuldt berettiget. Det handler om administrationen af vores skattepenge, og i forhold til dét kriterie kan jeg ikke se nogen som helst formildende omstændigheder hvis der er bare den MINDSTE tvivl overhovedet...

Ingen kommentarer: