Mange har travlt med at bekrige hinanden i dansk politik. Den tale arbejderen håber en dag at høre fra talerstolen 1. maj kommer aldrig til at ske, for alt er pakket ind i spin og frygten for, at nogle kan finde et komma, der er sat forkert, så de kan fluekn*ppe om detaljen frem for at se linjen. Alligevel er ugens sidste indlæg et forsøg på at inspirere til en ny kurs med et klart budskab, hvis man vil have et reelt alternativ, der kan vinde et valg - ikke på spin eller en skjult dagsorden, men på en holdning, som virkelig sætter handling bag ordene om, at sammen er vi så meget stærkere.
Kammerater!
I dag er vi samlet for at fejre kampen for det fælles land, vi alle elsker. Det land vi er født i, og som vi har kært. Et land hvor vi tidligere vidste, at mistede vi vores arbejde, var der et sikkerhedsnet. Hvor alle blev behandlet lige, og hvor behandlingsfejl var undtagelsen frem for reglen.
Vi burde ikke tale lavere ydelser til nogle. Alle betaler skat, og derfor skal sikkerhedsnettet også være ens for alle. Ikke afhængig af hvorvidt du er under 25 eller 30, men ud fra det klokkeklare perspektiv, at alle myndige behandles ens - det eneste kriterie vil være om du er forsørger. Har du brug for en uddannelse, skal det ikke være afgørende om du er under 20 eller 21 om du kan få udeboende SU eller hvad dine forældre tjener...
"Hvad koster det?" kommer det fra eksperterne og regnedrengene, og til det er svaret klart: "Vi VIL ikke et ulige samfund, hvor skæve regler koster formuer at administrere!"
Forbrydere, der underminerer vores samfund med social dumping og sort arbejde skal straffes. Enhver der ikke forstår, at det danske samfund er baseret på solidaritet, vil mærke lovens lange arm, og til det formål skal politiet styrkes. Vi vil ikke et samfund hvor vore forsikringsselskaber skal dække den udgift at vi ikke for længst har taget stilling til, at der er forskel på dit og mit. Ingen skal nogensinde bryde ind i vores hjem bare fordi vi er taget afsted på ferie med familien eller venner.
Ansvaret for at tage godt imod nye danskere er et fælles emne, og vi har alle en rolle at spille i at få integrationen til at lykkes. Uanset den negative retorik, vil vi en ny vej. En vej hvor vi har opstillet nogle klokkeklare mål og krav, og hvor motivationen er, at alle er velkomne til at lære sproget og tage del i fælleskabet. Du er præcis lige så god til at køre en bus eller passe en kasse i det lokale supermarked om du hedder Mustaffa eller Ida.
Vi skal ikke finde os i den hadefulde retorik vi har set de seneste år, for vi KAN skabe en ny kurs, hvis vi følger det gode eksempel Barack Obama satte da han tiltrådte i Det Hvide Hus i 2008. "Yes, you can!" var et motto alle fortod - og alle jublede. Det lykkedes ham ikke at ændre alt det han ønskede. Dertil var 8 år for kort tid til at vende adskillige årtiers dårlig administration på flere områder.
Vi må aldrig miste håbet, for den dag vi gør det, er alt håb ude. Politikere må gå forrest, og derfor skal der også her skabes en ny ånd. Det duer ikke, at manden på gulvet bliver bedt om at vise løntilbageholdenhed ved overenskomsterne, samtidig med at nogle har en mødeprocent under andres blodsukker eller kolesteroltal - og derfor skal der nye boller på suppen.
Når vi er imod et lovforslag stemmes der "NEJ", og ikke kun "Ved ikke". Vi finder os ganske enkelt ikke i, at befolkningen mener vi er lige så utroværdige som brugtvognsforhandlere. Vi har en demokratisk aftale med befolkningen, og den skal vi leve op til.
Når der er love på flere hundrede paragraffer skal disse forenkles. Vi har vigtigere ting at tage os til end at diskutere om noget falder ind under en blandt flere grupper af kunstige sondringer på områder, hvor skelnen bør være et fornuftigt skøn. Den sparede tid skal ikke bruges til at fyre folk, men derimod begynde at få rettet op på den offentlige service, som har været i frit fald de seneste årtier.
Den grønne omstilling skal lykkes, og vi har hver især en rolle at spille for at vores børn og børnebørn kan få den samme skønne natur, som vi andre fik af tidligere generationer. De tre bundlinjer skal være nye standarder for ordentlig og anstændig adfærd, og al skattespekulation skal lukkes ned, så alle svarer den retfærdige skat, som er med til at sikre hjulene kan køre rundt.
Vi kan skabe et godt samfund, og det kræver, at vi hver især sætter handling bag ordene, og tror på, at intet er umuligt for den, som har viljen og lysten til at gøre en forskel hver eneste dag. Hvis vi kommer i gang nu, er der en chance for, at vi næste år står endnu stærkere og endnu mere solidarisk end nogensinde før. Så sætter vi handling bag denne dag, og vil opleve at væksten ikke kun handler om flere penge i banken, men at vi hver især bliver rigere, fordi vi genfinder glæden ved at hjælpe hinanden på alle måder.
God kampdag!
Mon der er nogen, der har modet til at sige tingene SÅ tydeligt? Jeg ville blive glædeligt overrasket! :-)
God weekend til alle.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar