Når man her til morgen vågner til nyheden om, at der protesteres mod etableringen af større vindmøller, så får man det lidt skidt på sine børn - og kommende børnebørns vegne. Jeg skal på ingen måde negligere problematikken for dem, som generes af vindmøller. Deres indvendinger kan være ganske berettigede. Dog er det på tide, at vi overvejer, hvornår indvendingerne er berettigede, og får lavet en strategi, der kan fremme den grønne omstilling.
Private solcelleanlæg - hvorfor en max-grænse?
Der er først og fremmest en fuldkommen vanvittig grænse for hvor stort et solcelleanlæg, en privat borger må sætte på sit hus. Hvorfor denne max-grænse? Hvis vedkommende er parat til at investere de nødvendige penge i et solcelleanlæg, så skal vedkommende da have lov til at returnere så meget energi som muligt til det fælles elnet.
Der har også været en diskussion om, at solceller her i landet er begrænsede i hvor stor ydelse, der kan hentes fra den enkelte celle. Hvis dette er sandt, så handler det da bare om, at få fjernet denne begrænsning.
Jo flere kW, der kan trækkes ud af de lyse timer, jo bedre for os alle. Solceller larmer ikke, forurener ikke, og giver da stor mening når solen nu alligevel er på himlen, ikke sandt? :-)
Vindmøller generer ikke alle
Hvis man har en stor grund, så tvivler jeg ganske alvorligt på, at vindmøller kan høres af det menneskelige øre. Det er så min påstand, og jeg står meget gerne ved den. For min skyld ingen alarm. Hvis vi skulle sammenligne en vindmølle med det at bo nær ved en stærkstrømsledning, så vil jeg til enhver tid foretrække vindmøllerne.
For dem, som føler sig generede er det meget nemt, at ønske vindmøllerne ud på vandet. De såkaldte havvindmøller generer ikke folk støjmæssigt, men vi har jo hørt om de langvarige klageprocedurer, når man så endelig vedtager havvindmøller. Så føler en bestemt forening sig generet af udsigten - præcis som man så før Storebæltsbroen blev bygget. Det ville skæmme folks udsigt fra Stillinge, og det ville gøre husene usælgelige, og der var talrige andre indvendinger.
I dag griner man lidt af det, fordi Storebæltsbroen rent faktisk ser rigtig godt ud om aftenen...
Vi burde som vindmølleproducerende nation være stolte af vindmøllerne. Hvis vi dog for pokker bare kunne blive enige om dette grundvilkår, var meget nået. Vi når aldrig målene hvis særinteresser kommer forud for almindelig sund fornuft. Der er nye jobs i denne grønne omstilling, og det er en produktion, som ikke skader miljøet.
Nye boller på suppen, tak!
Det er for mig en fundamental sandhed, at sund energi kan kræve ofre fra den enkelte borger. Dog skal denne mindre gene sættes op imod den ultravigtige sandhed, at vi ganske enkelt kommer til at gå under som land, hvis ikke vi begynder at tage miljøagendaen alvorligt.
Der er sket stor skade på, hvor alvorligt folk tager den grønne agenda, efter nogle er begyndt at tale om maden (læs: kødet). Uanset om man vil det eller ej, så skal den grønne agenda ind i en international sammenhæng. Det hjælper ikke meget, at vi danskere skaber en grøn omstilling, hvis polakkerne fortsætter med kulfyret strøm. Derfor skal alle nationer forpligte sig på de klimamål, så det bliver en fælles indsats til gavn for de kommende generationer.
Så kan man derefter tage fat på de øvrige justeringer, efterhånden som der opleves succes med det internationale samarbejde.
Vi må alle slagte nogle hellige køer i den grønne omstilling, og prøve at se, om ikke vi kunne NÅ hinanden, hvis vi lærte at lytte lidt mere til ekspertisen, og satte vores egne behov en smule i baggrunden.
God dag til alle bloggens læsere. :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar