tirsdag den 14. januar 2020

God vind til Kristian Jensen

Nyheden om, at Kristian Jensen kan være på vej ud af dansk politik kan næppe være den helt store overraskelse efter desavoueringen fra Venstres ledelse. Man skal ikke have fulgt politik ret længe for at se, at situationen blev umuliggjort efter den tidligere finansminister blev undsagt efter, at have foreslået, at en 10 års reformplan skulle vedtages bredt med deltagelse af en bred palet af partier.


Forslaget var ellers ganske fornuftigt, fordi vi de seneste år har set, at man ved nye regeringers indtræden bruger meget energi på at rulle ting tilbage som en tidligere regering har vedtaget. En bred aftale ville sikre, at man var enige om kursen på den lange bane.

Den nye leder, Jakob Ellemann-Jensen ville helt sikkert gerne have, at den slags blev udmeldt af ham selv, men hvis man husker hvad han selv sagde omkring miljøet, så VAR han indstillet på at deltage i en aftale. Her var der ikke tale om nogen 'eneret' på at have sandheden, men derimod en velvilje til at sikre, at en miljøaftale var bredt forankret.

Hvad var så egentlig forskellen?

Det er rent skuespil, når Sophie Løhde går ud som vagthunden, der fortæller for åben skærm, at det har konsekvenser, når man ikke først afklarer udmeldinger internt i partiet. For et liberalt parti er det topmålet af topstyring, når man i mange andre sager har forbigået soloudmeldinger, herunder bl.a. fra den nye næstformand Inger Støjberg...

Man skal vist være meget trofast over for Venstre for at opfatte Kristian Jensen som illoyal med den udmelding han kom med. Den faldt fint i tråd med andre udmeldinger fra Venstre den seneste tid.

Dog kan man så konstatere, at dem, der nok griner mest er de Konservative, for en undersøgelse antydede i weekenden, at en del vælgere siver fra V til C..

Rigtig god dag til alle bloggens læsere. :-)

Ingen kommentarer: