torsdag den 23. januar 2020

Partilederdebatten tirsdag - ros til Uffe Elbæk

Alternativets grundlægger og afgående formand, Uffe Elbæk, var tirsdag meget rørende i sin tak til partilederne i partilederdebatten. Han valgte at gå 30 sekunder udover sin taletid med en ros til alle folketingets partiledere. Det var et sjældent positivt syn, at opleve den positive modtagelse dette fik fra blandt andet statsministeren og oppositionens leder.


Der er brug for mere af den slags i dansk politik, for vi har i forvejen alt for meget polarisering. En meget stor del af taletiden bliver brugt på at pege fingre ad hinanden, og det styrker desværre politikerleden her i landet.

Man skulle tro, at netop Uffe Elbæks positive stil havde påvirket politikerne i det daglige, men det er kun i situationer som denne, hvor Uffe Elbæk selv gjorde opmærksom på, at det ville være hans sidste i denne rolle, at de positive takter viser sig.

Jeg har gennem længere tid netop gjort opmærksom på min frustration - ja nærmest irritation - over, at vi her et halvt år efter valget ser så lille forskel på de visioner fløjene viser i afstemningerne. Nogle af tingene går så forbandet langsomt i en tid, hvor vi netop har BRUG for handling. Ord alene gør det bare ikke, og regeringen er fuldkommen tonedøv på nogle af de områder, de ellers påstod var forrest i deres fokus FØR de blev valgt...

Mandaternes logik, en sommerferie frem til første tirsdag i oktober, og alle de andre forklaringer, som kastes på bordet altimens der prokrastineres som aldrig før.

Uffe Elbæk kunne ikke ændre hele det politiske landskab, men han gjorde dog én meget væsentlig forskel. Borgerforslag kom på bordet, fokus på miljø og klima kom forrest, og mange af de andre ting, man grinte af, ER kommet ind i Folketinget.

Når nogle - med defaitistisk optik - tror politik kun skal skues éndimensionelt, så hænger de fast ved antikveret tænkning. Hvis ikke man selv tror på en god ide, så er det svært at overbevise andre om det. Vi har brug for flere, der tænker med håbet som deres primære guide i dansk politik, for ellers fortsætter alt præcis som i 90 års fødselsdagen efter 'same procedure as last year'...

God weekend forude til alle bloggens læsere. :-)

Ingen kommentarer: