søndag den 23. februar 2020

Snart ni måneder siden seneste folketingsvalg

Den 5. marts vil det være ni måneder siden, vi afholdt folketingsvalg her i landet. Kravet var ganske entydigt: befolkningen ønskede en ny kurs. Regeringen elsker at fremhæve klimaloven som første skridt, men faktum er, at handlingsplanerne til den grønne omstilling lader vente på sig.


Senest var en repræsentant for Socialdemokraterne på skærmen i DeadlineDR2 i aftes, og sluttede af med at sige, at "tingene ikke stod stille" - det præcis modsatte af det indtryk, man ellers får som befolkning. Man vil afklare, man vil undersøge, man vil ditten og datten, altimens borgerne rundt omkring i landet oplever åer og vandløb, der går over sine breder...

Man skal vist være socialdemokrat for ikke at kunne fornemme, at noget er helt galt. Der er brug for handling - også i de små ting på vej til den 'store løsning' på klimaområdet. Inden vi ser os om, så sidder vi og fejrer nytåret 2029 frem til 2030, og så duer det altså bare ikke, at man skulle have gjort det ene, og man skulle have gjort det andet, vel?

Jeg forstår ganske udmærket når formanden for de Radikale, Morten Østergaard, kommer med kritik. Medierne skal nok stille det sædvanlige spørgsmål om man ønsker at vælte en regering, og fred med det. Men går man et spadestik dybere handler det om, at hvis vi alligevel får den samme sorte - og klimamæssigt stærkt UHOLDBARE politik som ultraliberale og nationalkonservative står for, så kan det hele være fuldkommen ligegyldigt.

I yderste konsekvens tror jeg slet ikke det er gået op for de danske politikere, hvor stor en VREDE, der KUNNE vækkes, hvis man bliver ved med al den udenomssnak og pegen fingre. Det er dælenduseme tid til handling nu som i LIGE NU. Kom nu ind i kampen!

Hvis vi skal blive et eksempel for andre lande, der skal eksportere grønne løsninger, så skal der altså fut i aktiviteterne og handlingerne. Det er et område, der burde kunne vække til bredt samarbejde, og alligevel nøler alle med fine ord.

Jeg kunne godt tænke mig, at tage fejl, men jeg mistænker, at vi står på præcis samme sted når regeringen fejrer sit første årsjubilæum. Til den tid bliver det altså svært, at give tidligere regeringer skylden for, at man ikke traf nogle beslutninger, når man nu engang fik overdraget nøglerne til Statsministeriet og ministerbilerne...

God søndag til alle bloggens læsere. :-)

2 kommentarer:

Henrik V Blunck sagde ...

Når det så nu viser sig, at man i forhandlinger om udligningsreformen ovenikøbet arbejder med fordækt agenda, så har vi nået en ny bundgrænse for demokratiet. Det kan du læse mere om her: https://jyllands-posten.dk/politik/ECE11960573/intern-smail-afsloerer-angrebsplaner-mod-v-midt-i-milliardforhandlinger/

Henrik V Blunck sagde ...

Hvis man gerne vil se en formkurveanalyse af partierne, kan man med fordel se Borgen Late Night - sponseret af Jyske Bank - med Henrik Qvortrup og Lars Trier Mogensen. Du kan se deres analyse fra 18. februar 2020 her: https://jyskebank.tv/borgen-late-night-sadan-klarer.