fredag den 18. september 2020

Fristelsen ved et valg i utide

Der er flere ting, der - rent spekulativt - godt kunne tale for et valg i utide. Dem har vi ikke haft mange af. Ifølge Wikipedia så skal vi helt tilbage til 1990 for at finde et folketingsvalg allerede to år efter foregående...

Det ville kortslutte flere partier, der forsøger at opnå godkendelse som opstillingsberettigede, og med en meget svag opposition kan Mette Frederiksen nemt føle sig fristet af et valg, hvis hun kan italesætte en diskurs om at støttepartierne ikke bakker nok op om løsningen af coronakrisen.

Jeg mistænker nemlig at mange af ministrene slet ikke ser den rolle klimadagsordenen har i befolkningen, og derfor kunne de nemt begå den fejl, at tro, at de kunne få medvind på cykelstien ved at spille højt spil.

Ukendte kort - farlig poker

Det er et meget stort sats, og der er slet ingen tvivl om, at der er mange ubekendte i den ligning. Ikke desto mindre gemmer den socialdemokratiske valgmaskine ofte en del esser i ærmet, som nemt kan friste en statsminister, der gerne spiller højt spil.

Et spil, som støttepartierne ikke altid er helt skarpe på. De har meget svært ved at komme med en forenet kraft, fordi de internt har en vis disharmoni imellem hinanden.

Ren spekulation

Det indrømmes, at det er ren spekulation. Der er ikke mange, der tror på det. Meningsmålingerne er gode, men det er det allermindste i hele billedet.

Det mange glemmer er den stædighed, statsministeren har udvist frem til nu. Hun har ikke lagt skjul på, at der er truffet beslutninger ud fra politiske valg. Indrømmet kom hun en smule i modvind, da man efterspurgte HVILKE myndigheder, der helt konkret, havde anbefalet en nedlukning, men hun reagerede præcis modsat af det, alle forventede.

Der er mange, der slet ikke har set hendes barske stil. Det skyldes nok til dels, at de ikke er enig med hende, men det er altid en forkert analyse, at tro, at andre reagerer som du selv ville gøre. Mette Frederiksen har siden sine helt unge år haft en stædighed, som gør, at hun tør satse alt.

Så kolde er de øvrige partiledere ikke. De blinker først, når der er en stirrekonkurrence, og flere af dem vil gå meget langt for at undgå et valg i utide. Men der er én ting, de ikke skal være i tvivl om: statsministeren mener det alvorligt, når hun prioriterer som hun gør, og man skal være parat til at gå hele vejen hvis man er uenig med hende, for hun giver sig ikke.

De første 'stopprøver' er naturligvis Arnereformen, den konkrete klimaplan og finansloven. Præcis hvornår en stirrekonkurrence medfører truslen om valg ved ingen andre end Mette selv - og måske hendes allernærmeste. Men at det vil komme er jeg ikke et sekund i tvivl om.

God weekend til alle bloggens læsere. :-)

Ingen kommentarer: