tirsdag den 29. september 2020

Nye borgerlige sparker fortsat til islam-fobien

Som endnu et bueskud fra Nye Borgerlige, så har Peter Seier Christensen nu givet udtryk for, at truslen fra islam skulle være vigtigere end klimakampen... Der er en væsentlig konstatering omkring broderparret Lars og Peter Seier Christensen, og det er, at Lars fandt sin niche i det liberale budskab gennem alliancen mellem Saxo Bank og Liberal Alliance, og Peter tydeligvis har valgt sin platform med den indre svinehund som laveste fællesnævner.

Det er yderst vigtigt, at skelne mellem islamisk fundamentalisme og den 'almindelige' islam. Da George Bush holdt tale lige efter tvillinge-tårnene var skudt i grus, var talen imod fundamentalismen og terrorismen. Det har mange glemt, og fejlagtigt sat lighedstegn mellem islam og islamisme. Til stor skade for tonen og chancen for vellykket integration.

Den misforståede negative tone bør stoppe!

Man bliver SÅ træt af den negative tone i dansk politik. Jeg er netop nu godt i gang med En ægte liberal om Jan E Jørgensen (V), og han lufter mange konstruktive tanker, som alle burde læse. Hvor Lars Løkke Rasmussen først nåede denne erkendelse sent i valgkampen 2019, så skal Jan have ros for, at han manede til besindighed længe før. Det var mens hans parti kørte et parløb med DF, som, liberalt betragtet, var en skændsel mod den ideologi Venstre traditionelt stod for inden VKO blev indledt af Anders Fogh Rasmussen i 2001 og frem...

Jeg køber ganske enkelt ikke de hurtige overskrifter. Det er meget nemt at pege fingre ad andre befolkningsgrupper, men vi BURDE være blevet klogere her i det 21. århundrede. Den danske kultur burde være stærkere end at vi ender i samme formørkede tone, som senest har gjort både Polen og Ungarn til ulidelige steder at være. Vi skal kalde bluffet, og turde sige fra FØR det ender galt. Vi er meget bedre end den negative retorik - og den skal stoppe. Jo før jo bedre!

Klimakampen en bunden opgave

Der er ingen tvivl om, at mange paradigmer er ved at blive brudt siden klimavalget i 2019. Vi har lært en del, herunder også hvilke partier, der ikke helt har forstået både alvoren og nødvendigheden af, at vi tager handling nu.

Vi burde efterhånden have opdaget, at den grønne omstilling også er kilde til fremtidig vækst. Det kræver så bare, at vi rent faktisk får fingeren ud af gaskanalen, og det gode eksempel kan sælges til udlandet. Om det kræver investering? Ja, naturligvis kræver det en investering, men det er en bunden opgave.

Vi kan ikke leve af millioner på bankbogen, hvis vi står i vand til knæene, vel?

Derfor, så lad os dog for pokker lytte til klimarådets anbefalinger, og lad os droppe den hoppen fra tue til tue, hvor man kun agerer ift hvilke lobbyorganisationer, der kommer først i medierne. Der skal en samlet strategi til, og den samlede strategi skabes kun, hvis man lytter til alsidig rådgivning, som skaber HELE løsninger, der inddrager ALLE brancher.

Det ville være nemt at forstå, hvis det var et akademisk projektarbejde. Hvorfor skal det så være så svært at forstå, når det gælder herude i virkeligheden?

Vores børn og børnebørn fortjener, at vi tager udfordringerne alvorligt. De kræver, at vi samler os om opgaven, frem for denne evindelige diskussion om hvor kommaerne sættes.

Er der en voksen til stede?

Ingen kommentarer: