Socialdemokratiets forslag om, at børsnoterede firmaer skulle have mindst 40% kvinder, og ellers tvangsopløses skurrer en del i ørerne...
Da vi gik på grundkursus i forhold til tillidsmandsuddannelsen lærte vi netop om bestyrelsesarbejde, at den vigtigste ingrediens er evnen til at vide hvornår der bør siges fra. Med andre ord: være KOMPETENT i sit bestyrelsesarbejde. Få ting til protokols, tage forbehold, og vise en bedre vej. I bestyrelser er medlemmerne normalt kompetente mennesker, valgt af aktionærer eller i tillidsmandssystemet netop medlemmerne/kollegerne.
Dygtighed i en bestyrelse afhænger ikke af køn. Det er nemt sagt når man, som jeg, er mand. Men jeg kan ikke ændre ved mit lod her på planeten. Jeg er født som mand ganske som kvinder er født som kvinder. Vi har hver især vores gaver og talenter.
Vi er nået til år 2010. Alle kender dygtige kvinder, og det burde slet ikke være nødvendigt at sige. De dygtige kvinder synes nok det er mere nedladende at få en sådan kønskvotering fordi de bagefter nærmest desavoueres. "Nå, du er nok en del af kvoten!" kunne være en omtale af kvindelige bestyrelsesmedlemmer de få steder hvor mænd måtte have forstokkede holdninger over for kvinder.
Jeg skammer mig over de tanker om planøkonomi som kommer frem i en tid hvor det handler om helt andre problemer her i samfundet! Det BURDE ikke være svært at få øje på langt vigtigere ting at forandre end at begynde at bestemme hvem der skal have adgang til bestyrelser.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar