fredag den 23. april 2010

Smædekampagnen der IKKE virker!

Det er ved at gå op for flere borgerlige kommentatorer, at den nuværende regering IKKE nyder befolkningens gunst. Nu er det skarpe skyts ved at komme frem. Nu skal alle i oppositionen - lige fra Enhedslisten til de Radikale - beskyldes for diverse former for dumhed. Senest er det også sket i en kommentar i ComputerWorld hvor en meget kendt gammel form for propaganda bruges.

Artiklen kan læses herfra: http://www.computerworld.dk/art/55916?a=newsletter&i=3112.

Der introduceres en stråmand hvorefter der bygges videre på påstanden, og således ender folk med at synes artiklen er "velskrevet"...

Den artikel er ikke engang værd at læse, og det er der en meget god grund til. Den form for smædekampagner som køres mod navngivne personer virker ganske enkelt ikke. Folk er klogere end visse mennesker tror.

Hvis nogen vil diskutere reel politik skal de være velkomne, men forsøgene på at desavouere folk fordi de træffer nye valg er at bringe debatten ned på et meget grimt niveau. Jeg respekterer mine modstandere, også selvom jeg ikke er enig med dem. Det gør så, omvendt, at jeg nemt risikerer at blive beskyldt for at tale ned til folk. Men jeg forsøger faktisk blot at løfte debatten en smule.

Skal vi diskutere selskabernes betaling af selskabsskat så er vi nødt til at erkende, at vi nok i fremtiden i mange lande vil se et ønske om at der betales skat i det land hvor pengene tjenes. Når man nyder godt af tilskudsordninger såsom løntilskud er det tankevækkende at overskuddet af resultaterne fra de folk som bringes ind med statsstøtte ikke skal beskattes, ifølge eksperterne...

Det er bestemt ikke kun danskerne som er begyndt at kigge på skatteregler. Jeg er også stødt på debatten i USA hvor de også er begyndt at kigge nærmere på de karruseller der køres. Det glemmer de fine herrer nemlig når der skal diskuteres en retfærdig skat. Man SPEKULERER i skatten ved at lave ekstra hensættelser, hvorefter der leges med den kapital som er hensat. Det kunne godt få de skarpsynede til at mene, at der var tale om at lege med skatteborgernes penge, for regeringen strammer meget gerne kursen over for de private.

Dem som råber vagt i gevær får én på godda'en med påstande om at være "beton-socialister" og sågar "forræddere" som i artiklen i et forsøg på at tilsløre den leg med skatten som rent faktisk foregår fuldstændig åbenlyst.

Det kan godt være jeg kun har en Højere Handelseksamen, og der normalt skal mere til at udtale sig om økonomi, men så vil jeg da meget gerne tage diskussionen i kommentar-feltet, for jeg synes faktisk det ville være på sin plads hvis de folk som mener de har så ganske ret stod frem og forklarede de åbenlyse julelege der foretages. Hvis de kan retfærdiggøre den form for praksis ville jeg være glad for en saglig debat i stedet for denne konstante mudderkastning som intet gavner.

Det er, trods alt, pensionisterne og de dårligst stillede der netop nu er kommet i klemme i en meget uanstændig håndtering af krisen. Dét er ikke noget kønt syn — også selvom det ikke rammer mig. Politik handler om at se de store tendenser frem for alene at mele sin egen kage.

Eller det er måske også et forældet syn på politik?

God weekend. :-)

Ingen kommentarer: