Når der trykkes på valgknappen, så kender vi alle retorikken. ”Hvis I stemmer på os, så vil vi...” og ”Vi vil fremme velfærden, de varme hænder...” Vi har hørt alle de smarte mottoer alt for mange gange, og et stigende antal vælger at blive hjemme fra valghandlingen.
Det er selvsagt, at alle ønsker velfærd, men i en konkurrencestat er det et ord, som er ved at miste sin værdi, fordi samfundet også har mistet forståelsen for både solidaritet, men så sandelig også ens ansvar som borger i et samfund, der netop beror på, at vores individuelle bidrag til samfundet er større end vores træk på det. Man hører næsten pr. automatik bemærkningen ”Hvad med de syge?” velvidende, at det ikke handler om respekten for de syge, men alene at bremse diskussionen...
Alternativet var blandt de seneste opgør mod politikerleden, men dét parti har haft sine egne interne udfordringer, som igen har gjort, at alle partier fundamentalt set ligner hinanden. Alle bekriger hinanden med påstanden om, hvad skiftende regeringer har gjort. Det er altid de andres skyld, og børnehaven får lov til at fortsætte, fordi der ikke er nogen, der tør gøre op med partidisciplinen om, at vi stemmer i pagt med hinanden og de forligskredse vi er en del af.
Hvis vi kaster et hurtigt blik på vores engelske venner, så er det parlamentariske billede fuldkommen anderledes derovre. Der tør man godt give udtryk for sit mishag med en ytring. Selvom det nok ville få en folketingsformand til at banke med hammeren og svinge med klokken, så er der brug for, at politikerne bliver langt skarpere på deres egen politik, hvis udviklingen skal vendes.
Det sker nemlig ikke af sig selv. Vi har de politikere vi har stemt ind – og de folk, som partierne har valgt i form af bundne partilister i flere af dem.
Sjovt nok er vi skarpe på andre landes manglende demokrati, men ser ikke bjælken i vores eget system. Vi har for længst opgivet at nytænke det demokratiske system, fordi det ikke kan betale sig. Hvis en kommentator udfordrer systemet, kan vedkommende være sikker på en ting: han eller hun får aldrig en chance, og det harmonerer ikke med ønsket om et demokrati, der fungerer.
Der er en kur, som kunne mindske politikerleden, og det stiller relativt lave krav til de ærede medlemmer af folketinget. Jeg vælger at opstille det i disse fem punkter:
- Fokus på egen politik – ikke drilleri af ens modstandere
- Anerkendelse af politiske forskelle – uden tolkning af andres motiver
- Den gode tone – jo mere uenig man er, jo pænere taler man om, til og med sine kolleger
- Ærlighed om ens ændrede holdning – det er jo helt fair, at man bliver klogere
- At man lytter til modargumenter, frem for at fortsætte vanetænkningen
Spørgsmålet er om politikerne vil tage imod denne nytænkning? Tør man kræve mere af sig selv og hinanden, og vil man være fælles om, at genfinde den tone, som kunne genskabe respekten om det at fungere i et levende demokrati? Tør man stå ved sine beslutninger, og vil man give klare svar når der gives interviews til pressen, eller vil man spinne sine svar for at skjule den dagsorden, der bærer lidt for tydelig præg af en indespist lille gruppe, som gør hvad der passer dem mellem valgene?
Jeg håber politikerne vil tage imod rådene med samme positive ånd som de er skrevet. Jeg ønsker at politik skal handle om indhold og holdninger, der deles på et ordentligt plan, hvor vi alle kan tale anstændigt sammen, også når vi er uenige.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar