fredag den 5. april 2019

Jo flere der stiller op, jo bedre...

Her til morgen var der en nyhed hos A4 Medier med titlen Nye tal: Kun hver tredje folketingskandidat er kvinde. Det er klart, at antallet af kvinder der stiller op, også afgør hvor mange (eller få) der bliver valgt. Man kan ikke kvotere sig til ligestilling, men alene håbe, at et opråb om, at komme ud af busken, kunne forbedre ligestillingen.


Helt konkret citeres Pia Olsen Dyhr, SFs formand, for, at mene, at det er et demokratisk problem, at så få kvinder stiller op, fordi det også gør, at vi ikke kan få fuld ligestilling i Folketinget.

Det har hun sådan set ganske ret i. Der er dog også en kulturel faktor, som vi ikke bør forbigå. Der er nemlig stadig en tendens til, at opfatte jobbet som politiker som et 'mandefag'. Det er naturligvis helt uberettiget, for mange kvinder ER bedre ledere, og dygtigere politikere. Deres empatiske evner KAN give bedre feedback til selve udvalgsbehandlingen, og det er bestemt ikke uvæsentligt...

Jeg kan nævne mange kvinder, som har min fulde respekt i Folketinget. Både politikere, jeg er enig med, men også kvinder, som er dygtige, selvom jeg ikke er enig med den politik, de fører. Lad mig nævne i flæng: Trine Bramsen (S), Louise Schack Elholm (V), Lisbeth Bech Poulsen (SF), Sophie Løhde (V), Mai Mercado (C), Brigitte Klintskov Jerkel (C), Pernille Skipper (Ø), Zenia Stampe (R) m.fl.

Det er af yderste vigtighed, at man tager en fordomsfri debat om dette, for der MÅ være en årsag til, at mange kvinder ikke vil stille op - og det mønster skulle gerne brydes. Man kan ikke gøre det lovgivningsmæssigt, men kulturer kan godt udvikles i mere dynamisk retning, hvis først man åbner øjnene for, hvad de bagvedliggende grunde er til den skæve procentandel mellem kønnene.

Rigtig god weekend til alle bloggens læsere. :-)

Ingen kommentarer: