Når man i nyhederne kan høre om en konkurrence, hvor medarbejdere bliver lovet en isbar til torsdagskaffen, hvis de kan nedbringe antallet af sygedagpengesager, så bliver man oprigtigt bekymret. Bekymret for retssikkerheden her i landet...
Selvom Helsingør har valgt at trække konkurrencen, så er alene tanken et uheldigt vidnesbyrd om, at der er kæmpe forskel mellem de gode intentioner, når man søger nye medarbejdere og så de faktiske forhold, hvor man tydeligvis blot behandler folk som et tal i en statistik.
Det er tankevækkende, at der skal en whistleblower til, før man indser, at den slags er det rene vanvid. Man kan iklæde det alle mulige gode intentioner om, at ville skabe incitamenter, være sportslig, spøgefuld m.v. For de borgere, der er omfattet af konkrete sygdomsforløb er dette ingen spøg...
Det er ret sært, at man ikke opdagede det risikable før pressen får sat spotlight på sagen. Hvis der sløses i sagsbehandlingen, så ender borgerne som tabere i et system, hvor man for længst er holdt op med at tale om, at en sagsbehandler i forvejen kan tage fejl, men bruger formuleringen 'loven siger'.
Sagerne der må omgøres efter ankestyrelserne kommer med nye vurderinger fortæller, at man ikke er nær så fejlfri, som man gerne vil bilde sig selv ind. Når man så endvidere skaber incitamentsdrevne konkurrencer i stil med den, vi nu hører om i Helsingør, så er risikoen ganske stor for endnu flere fejl.
Det her er ingen spøg. Det er dybt alvorligt, for vi må og skal kunne stole på det offentlige som borgere i et samfund, hvor alle forventer, at der er et sikkerhedsnet under folk, der midlertidigt rammes af ubehagelige begivenheder.
Fortsat god aften herfra.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar