fredag den 2. august 2019

Trumps besøg til Danmark

Det er ingen overraskelse, at Donald Trump vælger at besøge Danmark, når han nu alligevel skulle til Polen. Det var vel tid til, at takke vort land for, at vi ALTID - som i ikke bare engang imellem, men snart pr. definition HVER ENESTE GANG - følger Amerika, når det gælder militære aktiviteter...


Vi har ikke ret meget hår på brystet, når det gælder at sige fra over for det store USA.

Selvom vi alle kunne høre Venstres udvidede pressetjeneste - de danske medier - fortælle, at NU havde Lars Løkke Rasmussen sagt fra, så er indtrykket stadig, at alle godt kender opskriften på internationale topposter: hold dig gode venner med de store. Det var jo sådan Anders Fogh Rasmussen banede vejen for NATO-posten som generalsekretær, og statsministrene efter ham kender godt dén opskrift.

Selv ved den første middag, hvor Lars Løkke Rasmussen kom med den lidt sjove formulering: "We have our own problems with Donald - Donald Tusk", så var det humoren, der bar den meget skjulte kritik..

Så ingen overraskelse, at den nye regering mener, at enhver amerikansk præsident er velkommen her i landet. :-)

Da jeg i aftes sad og så Aftenshowet på DR1 var SF'eren Karsten Hønge med i studiet med en bemærkning om, at når man var valgt, så måtte man respektere de valgte repræsentanter. Jo, tak for kaffe. Sagt af manden, som først blev valgt til EU-parlamentet, som han takkede nej til, og dog tog imod valget til Folketinget...

For ikke at sige, at når emnet bliver Mellemøsten, så hører jeg knap så ofte selvsamme mand tale om respekten for de folkevalgte, hvis emnet bliver fx Israel. Her har mange socialister nemlig en meget KLAR mening, som bestemt ikke handler om, hvem der er valgt, men derimod om, hvad der er opportunt at sige om en årelang konflikt, som flertallet knap nok har studeret anyway, men altid har en mening om. [Det var jo derfor jeg anmeldte bogen Israel - kampen for staten af Søren Harslund med beskrivelse af, at bogen var god fordi den beskrev de mange konflikter, men ikke kom med nogen foruddefineret løsningsmodel, som ville være forældet kort efter den var udgivet]

Ja, kære læsere, politik handler ikke længere om viden, forhandlingsVILJE, diplomati mv, men derimod ENE og ALENE, at skabe alliancer, så man kan komme videre. Ikke med sin politik, men med sine ambitioner. Dét er det sørgelige i denne sag, at end ikke chancen for virkelig at revse Trump vil blive brugt. Alle ved nemlig ganske vel, hvad der VILLE ske, hvis man gør det.

Hvordan var det lige, at kæmpebabyen reagerede, da han mødte modstand fra såvel Macron som Merkel? Da var præsidentens tweets vist ikke helt hjertelige, vel?

Alt det bullshit om, at man kan præsentere grønne løsninger for den amerikanske præsident er paradesnak. Trump lytter kun til sin egen mening, og dét er det minefelt, man skal navigere i, når man står over for hans diktatoriske tendenser. Han elsker, at lege den store milliardær, som kan det hele, og fra sit reality-show elsker han ordene "You are fired!" Det skinner lidt for meget igennem, at han aldrig har fået det format, vi normalt forbinder med værdigheden hos en amerikansk præsident.

Verden har brug for en ny præsident ovre i Washington - og hvis ikke det sker, så tør jeg godt forudse, at en anden præsidentperiode bliver endnu mere uskøn end denne første allerede har været.

God weekend til alle bloggens læsere. :-)

Ingen kommentarer: