Lene Espersen må erkende, at hun er kommet i strid modvind. Det har flere årsager, og der er både styrker og svagheder i den nuværende situation.
Set fra et konservativt perspektiv
Set fra et konservativt perspektiv er der INGEN tvivl om, at det er gavnligt at markere holdningen til Dansk Folkeparti. Der er ingen der er i tvivl om, at de Konservative har det temmelig skidt med Dansk Folkepartis sejrsgang rent mandatmæssigt. De Konservative ender i en telefonboks hvis ikke de begynder at markere sig selvstændigt - og dén strategi har været nævnt talrige gange i flere medier.
Hvad der til gengæld ikke nævnes så tit er den situation hvor Lene Espersen rent faktisk er begyndt at vise tegn på levebrødspolitiker-ambitioner frem for reelle politiske udmeldinger. Hun venter til sidste øjeblik før hun giver en selvstændig udmelding - velvidende, at baglandet er trætte af den laissez-faire situation regeringen har befundet sig i, hvor Dansk Folkeparti med en nærmest veto-lignende situation har fået lov til at sætte den politiske dagsorden i flere år.
De Konservative er nok temmelig trætte af de godkendelsesfaser hvor alt skal forbi støttepartiet før det kommer som regeringsforslag. Når der er mærkesager der går imod Dansk Folkepartis ønsker når forslagene ikke videre, for så meldes der hus forbi - og så koster det ofte på indvandrings- og andre centrale spørgsmål hvor Dansk Folkeparti får væsentlige indrømmelser imod det modkrav at de derefter stemmer for regeringens forslag.
Magtbalancen rykket
Der er store omvæltninger på vej i forhold til hvem der reelt får magten i fremtiden. De Konservative må indse, at et snarligt valg bliver meget svært at vinde i den nuværende situation. De Konservative nærmer sig spærregrænsen, og den ventede himmelflugt efter Bendtsen blev vraget er ikke kommet. Tværtimod.
Med et Dansk Folkeparti der er blevet større end de Konservative ER der grund til bekymring i de Konservatives lejr. Traditionerne om at de små partier skal være støttepartier, som man bl.a. kendte dengang de Radikale var støtteparti for Schlüters firkløver-regering, er ved at forandre sig nu hvor magtbalancen rykkes.
Det er tankevækkende, at der er så stor uro i den borgerlige lejr - men glædeligt at det sender stemmerne i retning af oppositionen fordi folk er trætte af det menneskesyn vi har set de seneste år komme frem i medierne.
Hvorfor skal folk sendes til velfærdssamtale i virksomheden efter kun 4 uger når en medarbejder går 6 uger sygemeldt efter et brækket ben, som tager 6 uger før gipsen kan pilles af?
Hvorfor skal vi have et angiversamfund hvor folk begynder at lege dyneløftere fordi nogle enkelte får ondt i r*ven?
Spørgsmålene er mange, og det er regeringen stensikkert også godt klar over. Den vil med garanti forsøge at sætte en ny dagsorden når den nuværende storm har lagt sig, for charmeoffensiven med statsministeren der rejser rundt for at vise sig som statsmand har ikke endnu den ønskede effekt på meningsmålingerne. Den positive effekt overskygges tydeligvis af den gøende puddel, Venstres politiske ordfører Peter Christensen, der med nærmest Claus Hjort-lignende mangel på charme, evner at skabe så stor modstand mod hans frådende vrede i talrige sager, at vi andre kun kan grine af de selvmål regeringen laver i øjeblikket.
God weekend til alle læserne. :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar