onsdag den 13. oktober 2010

Madspild ER et fælles problem

De seneste par dage har TV2 Øst - der sender i det vi tidligere kendte som Vestsjællands og Storstrøms amt - sat fokus på madspild. Det blev bl.a. nævnt, at der var lavet en Fødevarebank, som sørgede for at omfordele varer som butikkerne ikke kunne sælge pga for kort holdbarhed. Et værdigt initiativ, særligt med tanke på, at der er tale om naturlige ressourcer som bare bortkastes.

Faktisk er der tale om et LUKSUSproblem, for vi er blevet for sjuskede i forhold til at værdsætte de ting vi får på bordet. Da jeg var barn fik vi den gode opdragelse, at vi blev gjort opmærksomme på, at der var lande som IKKE havde de samme ting vi bare tager for givet. SOS Børnebyerne er i den forbindelse ofte blevet nævnt, og der er mange flere organisationer som arbejder for det fælles mål, at der ikke skal være sult og nød. Det gælder alt fra UNICEF til Folkekirkens Nødhjælp, og mange andre organisationer, som netop prøver at gøre en forskel.

Den lille forskel starter med at lære sine børn, at man husker at lukke for vandhanen. Vand er ikke noget der er nogen selvfølge i mange lande - og det har vi tydeligvis glemt.

Når vi ikke værdsætter naturressourcerne sker der et forfald, og det er absolut en skam. "Køb stort" ender ofte med spild fordi mange ikke lige gider gøre den indsats at fryse ned når der er overskud - eller for den sags skyld er biksemad vist også blevet en glemt ret i en tid hvor alting tages for givet.

Krisen vi er ved at være igennem skulle ellers gerne have skabt respekt for tingene omkring os, men der er tydeligvis langt igen før det er indset alle steder.

Tænk på fællesskabet. Det er uanset politisk observans et faktum, at vi alle skal leve her på planeten, og det starter med den måde vi hver især håndterer de ting vi køber, og altså også smider væk.

1 kommentar:

Selina Juul sagde ...

Godt blog, Henrik!

Ja, madspild ER et stort problem. Folk smider mad ud for 16 milliarted om året. De penge kan bruges på noget andet.

Vi er en organisation, som kæmper mod madspild - og har en reste-kogebog på vej med Gyldendal. Vi heder Stop Spild Af Mad. Se mere om os her:

http://www.stopspildafmad.dk


Bedste hilsener,
Selina Juul fra TV2 ØST indslaget