lørdag den 19. marts 2011

Et enigt folketing

Som jeg skrev i mit indlæg med titlen "Danmark i krig - igen" på den private blog, så er der krig på kniven i forhold til Libyen og diktatoren Gaddafi. Bag denne militæraktion ligger der en del betragtninger, som har mere vidtgående konsekvenser, herunder særligt tanker om terrorlovgivning og borgerlige friheder.

Et enigt folketing har taget et skridt i retning af at beskytte den civile befolkning, og det er skam positivt.

Hvad der er knap så positivt er de ting, der ligger og ulmer i kulissen. Hvad skal der ske i forhold til fremtidige aktioner? Hvordan vil vi håndtere alle de andre brændpunkter, som vi tidligere har forholdt os passive til?

Da kineserne angreb de studerende på Tiananmen Square (der ironisk nok betyder "den himmelske freds plads" på kinesisk) i slutningen af 80'erne gjorde vi intet. Da Ferdinand Marcos skamred Filipinerne gjorde vi intet. Da Nordkorea trådte befolkningen under fode i et kommunistisk diktatur gjorde vi intet.

Da Sydafrika drev Apartheid-politik lagde vi pres på landet. Da Irak invaderede Kuwait gjorde vi en smule - som vi først færdiggjorde i 2. halvleg med den senere invasion. Afghanistan er vedvarende aktion, og alle kender resten af historien...

Hvad der er knap så mange der tager stilling til er hele den mudrede situation, der ligger og ulmer midt i alle de halvhjertede forsøg på at genskabe fred her på planeten. Vi er, sjovt nok, det mest udviklede dyr - vi kalder os sågar civiliserede - men er vi egentlig så frihedselskende som vi gerne vil give indtrykket af, når det kommer til stykket?

Hvor meget vil vi underkaste os overvågning i det misforståede målet-helliger-midlet samfund vi er ved at skabe for os selv? Hvor meget vil vi selv give køb på vores ret til egen selvkontrol frem for et registersamfund hvor vi ikke har nogen kontrol med hvad der foregår?

Sagt ligeud: risikerer vi ikke, at vi selv bliver lige så slemme som de regimer vi forsøger at bekæmpe når vi ikke tænker langsigtede planer for hvad vi egentlig ønsker at opnå, og hvad vi er villige til selv at ofre for at nå nogle fælles mål?

Kan vi, når det kommer til stykket, acceptere, at det ikke er alt der er anderledes end os selv der måtte være af det dårlige? Eller er vi ved at miste selvforståelsen og forståelsen af definitionen af civilisation og demokrati - på både godt og ondt?

Det er værd at tænke over, synes jeg...

Ingen kommentarer: