tirsdag den 20. marts 2012

Energiaftalen - et fornuftigt forlig

Energiaftalen, der ser ud til at komme i hus i denne uge som et meget bredt politisk forlig er så absolut til gavn for de kommende generationer. Selvom 2050 ikke er noget ambitiøst mål, set i forhold til f.eks. USA, der satser på at være mere uafhængig af fossile brændstoffer allerede i 2030, så er det dog et realistisk mål.

Nu vil olielobbyerne nok også vågne til dåd, for skepticismen skulle jo gerne få politikerne til at tabe modet. Det er jo blandt andet i år der skal tages stilling til om man ønsker at fortsætte afgiftsfritagelsen for elbiler, og det kan blive en ganske spændende debat.

Det er, som bekendt, over 40 år siden vi blev lovet, at der ville blive harmoniseret registreringsafgifter i Europa - og siden er der, for at sige det pænt, ikke sket ret meget. Der tales dog om differencieret afgift baseret på blandt andet hvor økonomisk et køretøj er, men der er jo altid en smule for langt fra snak til reel politisk handling.

Uanset hvad må det stå klart for enhver, at vi ikke kan fortsætte den nuværende kurs. Med benzinpriser, der nu har passeret de 13,- pr. liter benzin er der meget afgørende økonomiske grunde til netop at VÆLGE økonomiske biler.

Synet på biler ændrer sig når det gør ondt i tegnedrengen, og det er stensikkert, at bilmærker som ikke forsker i miljørigtig kørsel vil få det endog meget hårdt i fremtiden - og det gælder i hele verden.

Vi kan i første omgang glæde os over den første forhindring er ved at være væk med energiaftalen, og håber naturligvis det vil sprede sig som ringe i vandet til gavn for de kommende generationer. Hvorvidt araberne er helt så glade for dette mål formaliseres er vist en helt anden historie, for de har en helt anden historisk agenda når det gælder olieforbrug her i vesten...

Ingen kommentarer: